Kapitel 1: Starten på Ferrosan

Kapitel 1: Tiden på Ferrosan

Ansættelsen

Jeg startede på Ferrosan den 1. april 1988.  Jeg havde reageret på en jobannonce i Berlingske, hvor firmaet søgte en ’Medarbejder til Bruger Service Center’. De skulle bruge en medarbejder, der kunne ’støtte EDB-brugere til selv at løse deres opgaver ved hjælp af såvel centrale EDB-systemer, som PC-værktøjer’, som der stod i annoncen.

Jeg havde været til to samtaler, inden jobbet var mit. Dette kom dog ikke uden en 3 måneders prøvetid. Der stod også følgende i ansættelses-kontrakten; ’De forpligter Dem til at stille hele Deres arbejdskraft til vor tjeneste’ (min kursiv).  Det havde de sådan set ikke behøvet at sige til mig. Jeg var vildt kommitted til at arbejde røven ud af bukserne. Det vil min daværende kone nok også nikke genkendende til, når man tænker på hvor mange gange, at jeg kom forsendt til aftensmaden!

På ’tiltrædelsesdagen’ blev jeg modtaget af Preben Amp-Petersen, også kaldet ’Pap’ på Sydmarken i Gladsaxe. Jeg havde mødt både ham og EDB-chefen Verner Skov Jensen under mit jobinterviews. Preben skulle være min afdelingsleder. Han udtrykte stor glæde ved at kunne byde mig velkommen til Ferrosan.

Preben var en tætbygget mand i 50’erne. Han havde en ligefrem facon. Han kom fra fabrikken, før han havde taget springet til data-maskinerne. Hans kontor bugnede med dynger af computer-print og gamle manualer. Det meste temmeligt støvet. Han havde dog ikke brug for manualer. Han havde godt styr på at køre firmaets S/36 og S/38 mini-computerne fra IBM.

Det var denne platform, der holdt Ferrosans forretningssystemer i luften. De fleste af firmaets applikationer var udviklet af et korps af interne systemudviklere og programmører. Denne gruppe udgjorde hovedparten af Edb-afdelingens 12 ansatte.

EDB-afdelingen

Det var også Preben, der havde styr på EDB-afdelingens budget. Verner danderede mest rundt oppe på 3. sal, hvor direktionen sad. Der plejede han vores hoved-stakeholders og sørgede for, at krav fra forretningen blev omsat til brugbare systemer.

Jeg var 32 år dengang. Jeg var nydeligt klædt med pressede bukser, skjorte og slips. Jeg havde i Andor Systems fungeret, som konsulent i nogle år forinden, og havde anlagt et passende professionelt udseende. [1]

Slipset blev dog hurtigt lagt, selvom vi sad i administrationsbygningen, nærmere bestemt stuen i Ferrosans hovedbygning. EDB-afdelingen var et relativt afslappet sted.

Mini‑verdenen med dens styresystemer og delte applikationer kendte jeg mindre til. Jeg havde til gengæld lært om PC’en, dens styresystemer og mest gængse programmer under mit arbejde hos Andor og gennem min IT-uddannelse på Københavns Teknikum. Det vil sige, ’Plastik-programmerne’, som system-programmørerne hånligt kaldte dem.

Min hovedbeskæftigelse hos Andor Systems havde været at udarbejde uddannelses-materiale til PC-programmer. Derigennem havde jeg lært disse programmer til fingerspidserne, og kunne for eksempel samtlige parametre til DOS-kommandoer udenad.

’Plastik-pakken’ hos Ferrosan bestod af Dantekst fra DTI Software, FrameWork og dBase III fra Ashton‑Tate. Bemærkelsesværdigt var, at DanTekst var i midten af 80’erne var det mest populære tekstbehandlingssystem blandt mindre virksomheder i Danmark. Der er nok nogle i dag, der ville ønske at denne applikation var blevet videreført, så vi ville have haft et alternativ til det amerikanske Word.

Jeg havde faktisk også en vis fornemmelse for større systemer. Det havde jeg fået igennem mit konsulent-engagement for den svenske SparBanken. Denne bank havde været mit største projekt og største kunde i Andor-tiden. De havde implementeret et nyt bank-terminal-system på deres mainframe, som skulle udrulles til samtlige deres filialer, og derfor havde de købt vores uddannelseskoncept. Jeg brugte derfor meget tid på at kortlægge og tegne alle funktioner op i dette system, dog mest med en slutbrugervinkel.

Selvom jeg formelt set også skulle supportere Ferrosans Salgs Order System, i daglig tale, lidt ironisk, kaldet ’SOS’, blev det mest PC’erne, som jeg kom til at bruge min tid på.

PC-parken

Ferrosans PC-park bestod af Olivetti PC’ere og disse var primært M24-modeller. Disse var baseret på 8086-processoren og kørte MS-DOS version 2.1. Det var før MS Windows kom på mode, i hvert fald hos Ferrosan og det selvom Windows 1.0 var kompatibel med DOS 2.1.

Olivetti M24 (foto: Federigo Federighi). Licens: Creative Commons BY‑SA 4.0.

Ferrosan havde valgt disse PC’ere, fordi man tidligere havde brugt Olivetti-skrivemaskiner, så Olivetti-sælgeren havde haft let ved at sælge PC’erne, i første omgang, som tekstbehandlings-system.[2]

Disse PC’ere fungerede primært, som stand-alone maskiner, og blev brugt af sekretærerne til tekst-behandling og til forskellige udregninger i regnskabsafdelingen. Der blev dog også printet labels i produktionen.

M‑24’erne gav mig grå hår. Harddiskene stod ofte af. M-24 PC’en kom med en 20 MB harddisk fra Seagate og den var mildest talt ikke pålidelig. Disse havde en kendt fejl, hvor skrivehovedet satte sig fast. Jeg fandt ud af, i et desperat øjeblik, at hvis jeg gav chassiset et kraftigt slag på siden, kunne jeg ofte få harddisken til at fungere igen. Det ’slag-trick’ betød, at mange brugere, der naturligvis havde glemt at lave backup, kunne få kopieret deres vigtigste dokumenter ud på en floppydisk, inden harddisken døde fuldstændigt.

På printersiden var det primært de matrix-baserede label-printere fra Epson, som drillede mig. Jeg kunne simpelthen ikke finde de rigtige printerdrivere. Det betød at sideskift og specialtegn ustandseligt drillede og altid når produktion skulle forberede en shipment. Jeg havde nogle meget stressende besøg i varehusene.

Jeg brugte også meget tid på indkøb og reparations-sager. Jeg var i konstante diskussioner med Olivetti-sælgeren, om kreditnotaer. Vi fik i første omgang opgraderet til M28 modellen (Intels 80286 processorer) og senere nåede jeg også, at installere nogle af de hurtigere M280’ere, før jeg endte mit virke på Ferrosan.

Jeg arbejdede lange og hårde dage. Dette job var et step-up for mig. Mine omgivelser var imponeret over, at jeg have fået job i et stort og kendt firma. PC supporten var dog ikke prioriteret. Jeg var alene om at klare, flere og flere PC’ere, der blev anskaffet. For alle ville naturligvis have en PC, specielt i forskningschefens Martini’s område, kom der mange til. Den unge talentfulde studenter-medhjælper Stig var dog også interesseret i PC’ere, og hjalp godt til.

Koncernen og kulturen

Mens teknikken fyldte min hverdag, var Ferrosan som organisation en verden for sig. Firmaet formelle navn var Den Danske Ferrosan Gruppe, fordi firmaet faktisk havde datterselskaber. Der var tre af disse. Et selskab, der solgte veterinær-produkter med adresse i Hellerup, vitamin-firmaet DanoKemo beliggende i Ballerup og Finkemikalie-divisionen i Køge.

I alle tre selskaber supporterede jeg deres PC’ere. Selskabet i Køge blev blot kaldt ’FeF’, igen en af Ferrosan-forkortelserne. Dette selskab blev overtaget af Novo og er i dag bedre kendt som Novo Nordisk Pharmatech.

Vi hyggede os bestemt også i afdelingen, specielt om fredagen. Der havde vi et morgenbrøds arrangement. Dette var nok ikke så usædvanligt. Det var det derimod, at der blev serveret Gammel Dansk. Det var altid lidt op ad bakke, at skulle tilbage til arbejdet, efter sådan en ’morgenmad’.

Efter frokosten var det tid til at få udleveret posen med medarbejder-goder. Det var produkter, som var blevet lidt skadet i produktionen eller blot nogle, som blev givet som medarbejder-fordele. Der var oftest tandpasta af type Calcin, Caroxin tyggegummi og Multi-Tabs vitaminer, med i posen. En gang imellem kunne man også være heldig og få IdoForm, som var virkeligt godt, hvis maven drillede. Alle var produkter, som Ferrosan producerede på dette tidspunkt.

Klokken 15:00 præcist, var det så tid til at bippe sig ind i maskinstuen. Her samledes hele afdelingen, og ølkassen blev trukket frem fra skabet under en af minierne. Disse havde luftkøling og derfor kunne øllene holde en kølig temperatur nedenunder computeren. En anden årsag til at have dem der, var, at det kun var os, der havde adgang til maskinstuen, og mens vi sådan sad og nød en billig fredagsøl kunne vi ikke overraskes af nogen udefra!

Verner og Pap deltag naturligvis også. Verner var tæt på hans afdeling og var vellidt. Systemerne fungerede godt, og forretningens krav blev tilgodeset. Dette kom blot med en pris, idet applikationerne var programmeret in-house og vi havde seks systemprogrammører siddende på fuldtid.

En tur på kontoret

Så en dag i begyndelse af februar 1989 blev jeg kaldt ind på Verners store kontor. Det var ikke et sted, som jeg normalt kom. Jeg havde kigget ind flere gange, når jeg supporterede PC’en hos hans sekretær i forkontoret. Hver gang, jeg så ham på kontoret, var han travlt beskæftiget med at læse Børsen.

Verner var tydeligvis ikke glad for det, han skulle fortælle mig. Hans øjne flakkede, og han talte længe udenom. Jeg viste godt, at Novo havde købt Ferroson et par år i forvejen, og der løb rygter om at større ændringer var på vej. McKinsey havde også været på besøg og havde interviewet os om vores job-funktioner. Jeg havde dog ikke forestillet mig, at jeg ville blive fyret. [3]

Verner forklarede, at det ikke var personligt, men at jeg blev fyret, fordi jeg var den sidst ansatte i afdelingen. Det var en dag, hvor jeg tog bussen hjem, tung om hjertet.

Det, som havde været et løn-, udviklings- og prestigemæssigt løft var afsluttet, før jeg reelt var kommet i gang. Verners ord kørte rundt i hovedet, mens jeg forsøgte at holde fast i den positive del af historien. Det var ikke let.

I denne periode, så eller hørte vi intet til Ferrosans topmanagement, som på dette tidspunkt bestod af et dobbelt lederskab, nemlig Asger Aamund og Jørgen Grønlund Nielsen. Sidstnævnte, så jeg dog indimellem, men Aamund, mødte jeg kun en gang, da jeg skulle installere noget software på hans nye PC.

I tiden op til McKinsey-interviewet gennemførtes en optimeringsøvelse i hele firmaet, som blev benævnt ’ effektivisering af det ny Ferrosan’. Alle blev bedt om at give forslag til effektiviseringer. Mine beskedne forslag var begrænset af min korte horisont og manglende erfaring med corporate logik.

Mine fire forslag var. 1) Flytte diskette-udleveringen fra Posten til EDB 2) Eksterne PC-kurser forbydes 3) Minimere tekniker-tilkald ved at implementere bedre diagnose-programmer og 4) Forbedre udnyttelsesgraden af benyttede Pc-programmer.

Det var naturligvis et forsøg på fra topmanagements side at spare på omkostningerne og evt. undgå eller minimere fyre-hammeren. Jeg så aldrig de konsoliderede forslag, før jeg blev kaldt hen på kontoret til Verner.

Kurt Anker to the rescue

Vi så derimod Novo’s ledelse. Ikke lang tid efter modtagelsen af min fyringsseddel, blev det annonceret, at Novo ville komme og afholde et stormøde, hvor man ville kunne høre om planerne med Ferrosan.

Dagen oprandt, og vi sad alle bænket afdelingsvis omkring de hvide rundborde i kantinen. En hvidhåret og skæget mand i jakkesæt med rødt slips trådte frem og tog ordet. Det var Kurt Anker Nielsen (KAN). Han presenterede sig, som økonomi-direktør i Novo. [4]

Senere fandt jeg ud af, at Kurt Anker ikke var nogen ’hvem-som-helst’, men Mads Øvlisens (MØ) højrehånd, og den grå eminence, der styrede finanserne i Novo. Han havde derfor været kraftigt involveret i den, på det tidspunkt, største investering i en firmaovertagelse, som Novo til den dato havde foretaget. [5]

Jeg husker ikke så meget af den indledende baggrundsforklaring, men jeg husker tydeligt, da Kurt Anker siger, at Novo vil tilbyde alle de overflødigjorte medarbejde fra Ferrosan, en ansættelse i Novo.

Jeg husker også den larmende tavshed, der fulgte. Der var ikke noget god stemning. Der blev mumlet rundt ved bordene. Der var igen, der klappede, da Kurt Anker var færdig. Gad vide, hvad han tænkte, da han gik derfra.

Folk betragtede overtagelsen, som fjendtlig. Man mente, at Novo ville ødelægge Ferrosan. Man ville splitte firmaet. Overtage enkelte dele, sælge andre fra og nedlægge resten, som ikke passede ind.

Denne modstand, kom da også til at spænde ben for Novo’s planer. Novo’s nøgleplan havde været at overtage Ferrosans CNS Division, og sammenlægge denne med Novo’s egen CNS-forskning i Bagsværd. [6]

Det kom også fysisk til at ske. En udflytning fandt sted. Ferrosans CNS division havde haft til huse i de nye rødstensbygninger nede af Sydmarken. Det var de mest moderne indrettede lokaler dengang, så ingen tvivl om, der var blevet investeret i denne forskning.

De to divisioner blev sammen lagt, flyttet til Bagsværd og fik Novo’s chef for CNS-aktiviteterne, Claus Bræstrup, som øverste chef. Nogle år senere fik han dog tanker om mere selvstændighed, som forskningschef, og fandt et job hos Schering AG i Tyskland. [7]

Jørgen og Lykkepillen

Et bestemt navn har øjensynligt stået på Novo-ledelsens ønskeliste, da man udtænkte opkøbet, og det var Jørgen Buus Lassen.  Han var chef for Ferrosans CNS-division, og hovedforskeren bag produktet Seroxat. Dette middel, som hurtigt blev kendt under navnet ’lykkepillen’, og som blev et debatteret præparat med lidet flatterende overskrifter, som ’psyko-pharma’.

Novo fik rettighederne til at markedsføre det, men altså havde også håbet på, at få forskeren med, så udvikling af andre midler mod epilepsy, psychosis, senile dementia, og slagtilfælde, kunne sættes i gang. Dette skete imidlertid ikke.

For nu viste Asger Aamund sig igen i Ferrosan, denne gang for at overtale nøgleforskerne fra CNS-divisionen til at søge over i hans nystiftede firma, NeuroSearch. Som vi hørte det, blev Jørgen Buus Lassen fulgt af en 5-6 forskere over i det nye firma. [8]

Dette modtræk har garanteret fremkaldt stor ærgrelse og irritation hos Novo-ledelsen, som havde store planer med den nye CNS-division. Der forlyder, at 14 % af R&D budgettet dengang var allokeret til denne. [9] Et plaster på såret var dog erhvervelsen af produktet Seroxat.

Novo indleder et samarbejde med Smith Kline Beecham (SKB), som får godkendelse til at sælge produktet i USA. Sandsynligvis en håndsrækning fra de tidligere bodies i Novo-management gruppen til Jan Leschly, som nu var chef for SKB. Novo beholder rettighederne til produktet i Skandinavien indtil 1998, hvor Novo sælger markedsføringsrettighederne til lykkepillen og herved indkasseret nogle hundrede millioner. [10]

Det var sandsynligvis en god beslutning og timing, da flere og flere begynder at kritisere disse anti-depressive medikamenter. Efterfølgende kommer der anklager om, at Novo har tilbageholdt oplysninger fra de kliniske studier om, at midlet har ført til dødsfald. [11]

CNS-satsningen opgives, og dermed kan man sige, at Novo fejlede stort i dette forsøgt på at overtage en anden virksomhed, og dens nøgle-assets. Dette bliver et trauma, der kommer til at følge ledelsen i Novo i årene derefter, og bestyrker en strategi, om organisk vækst.

Lars Fruergaard sad med acquisitions‑området i noget tid, dengang han også var chef for IT, og jeg havde indimellem fornøjelsen at mødes med ham. Han fortalte, at man flere gange havde opgivet at overtage potentielle virksomheder, fordi der havde været for mange risici. At der blev en lang periode i Novo historie uden store opkøb, tror jeg, skyldes at man brændte fingrene på Ferrosan. Vi vender tilbage til, at man så alligevel begynder at overtage andre virksomheder, og at det nu senest er blevet the name of the game.

Novo fik således ikke CNS-forskerne, men de fik mig!

Jeg tror aldrig, at jeg var blevet ansat på Novo, hvis ikke det havde været for den ordre, der blev udstedt af Kurt Anker, på vegne af Novo-ledelsen. Det betød, at vi overflødiggjorde medarbejdere fra Ferrosan skulle tilbydes jobs hos Novo i Bagsværd. Vi var kun to, der tog imod tilbuddet!

---

[1] Jeg arbejdede i Andor Systems fra nov. 25, 1986 til mar. 31, 1988. Historien om Andor’s karismatiske chef Tommy Hansen, og hvad jeg beskæftigede mig med der, kommer et andet sted.

[2] Italienske Olivetti blev grundlagt i 1908 af Camillo Olivetti udviklede sig i løbet af det 20-århundrede til Europas førende producent af skrivemaskiner, computere og til sidst telekommunikation. I 1980’erne var Olivette faktisk verdens 3. største computerproducent (kun overgået af IBM og Compaq). Den IBM-kompatible M-24’eren blev med stor succes lanceret i 1983. I 2003 blev opkøbt af Telecom Italia og blev deres datterselskab med fokus på IoT print, POS-systemer og digitale løsninger. (Wikipedia)

[3] Novo havde i 1986 købt 75% af aktiemajoriteten for 467 millioner kroner. I de efterfølgende år blev resten af firmaet overtaget. (’Salget af Ferroson på plads’. Berlingske Jan 5. 2005)

[4] Jeg mener også, at Mads Ravn Sørensen (MRS) var med på mødet, men er ikke sikker. (Her kunne det have været rart, at have adgang til Novo arkivet!)

[5] Det skal siges, at Mads Øvlesens initialer blev ændret til ’MQ’, fordi mailsystemet havde problemer med det danske tegnsæt.

[6] CNS = Central Nerve Systemet.

[7] Claus T. Bræstrup døde i feb. 2023, 78 år gammel.

[8] Overtagelsesprocessen er beskrevet i ’De Renfærdige’ af Hanne Sindbæk s. 276 ff.

[9] https://www.thepharmaletter.com/article/novo-nordisk-expanding-its-focus

[10] Novo sælger eneret på kendt nervemedicin. Jyllands-Posten April 15, 1998.

[11] Anklager om fusk med Novo-forskning. DR.DK Maj 5, 2006.også, at Mads Ravn Sørensen (MRS) var med på mødet, men er ikke sikker. (Her kunne det have været rart, at have adgang til Novo arkivet!)