I denne fortsatte jagt på at forbruge og vækste mere, ødelægger vi primært ‘det globale syd’. (Kan Kina mere regnes med her?) Det er her de fleste miner befinder sig, som leverer råstofferne til industrien i nord. Specielt minedriften er ødelæggende for natur og mennesker i disse områder (se f.eks. The Imperial Mode of Living af Ulrich Brand & Markus Wissen).

Processering og transport bidrager endnu mere til ødelæggelsen og forureningen.

TØ mener at stort alle meningsdannere – politikere, journalister og influencers osv. deltager i en samfundsmæssig fortrængning ved at viderebringe den falske fortælling om den grønne omstilling.

På denne måde undgår vi at se og forholde os til den egentlige virkelighed. En realitet, som han siger, der består af at den globale civilisation er bygget på et voksende ressourceforbrug, at vi ikke har reduceret noget som helst og at vi ikke vil konfronteres med de reelle omkostninger.

Og endnu værre at den grønne omstilling skjuler nye former for ødelæggelse under et grønt narrativ. Her er det minedriften efter de såkaldte sjældne jordarter til solceller, batterier og vindmøller, som medfører ‘ubeskivelige økologiske og menneskelige katastrofer”. I det indledende kapitel er han specifik om udvindingen af neodym, dysprosium, terbium, nikkel og kobolt og hvor i verdenen det foregår og de rædselsfulde realiteter der omgiver dette (s.9-11)

So far so good eller man bør nok sige ‘skidt’! For så begynder han at vandre i emner og hans egne psykiske problemer med at skrive.

Han kommer langt omkring og vender aldrig rigtigt tilbage til temaet om den falske grønne omstilling.

Lad mig tage en hurtig tur igennem disse temaer. Det starter med en kritik af ‘masseturisme’, denne mainstream turisme, som er et industriprodukt. Fortsætter med Rudolf Höss’ erindringer (skrevet fra 1946-47, før han blev henrettet ved Auschwitz) og denne familie (og han burde han tilføjet store dele af den tyske befolkning) vilde fortrængning af masse-udryddelserne.

Hans pointe er, at med Z. Bauman at det i virkeligheden er det moderne, der skaber den type ondskab ved at kombinerer bureaukrati, rationalitet, teknologi og social afstand, som tilsammen kan gøre masseudryddelse administrativt mulig og moralsk ufarlig, noget som H. Arendt også påpeger med sit begreb om ‘ondskabens banalitet’. (kap 2 og 3 i Modernity and the Holocaust og Eichmann in Jerusalem). TØ ser ud til at mene, at vi er også fanget i systemer, der gør ondskab banal, automatisk og uundgåelig og vi derved deltager i den globale ødelæggelse, fordi systemet gør det nemt, skjult og nødvendigt. Fordi vi er mere moderne end nogensinde, er vi også mere destruktive og farlige end på noget tidlige tidspunkt. Det er lidt voldsomt at bruge Bauman og Arendts holocaust analyser til at påpege vores medskyld i klimakrisen. Man kunne måske have kigget mere systemisk og strukturelt på det, men provokationer skærper opmærksomheden og oplagstallene.

Så starter det mere lommefilosofiske såsom om en afklippet negl er et subjekt eller objekt og med J. Kristeva’s begreb om det abjektale, eksempler på alt det mennesket ikke kan fortrænge. Abjektion er altså en aktiv psykologisk og kulturel proces, der beskytter os mod det, der truer vores selvbillede. I følge TØ er klimakrisen konsekvenser abjektale – det vi ikke kan tåle at se, fordi det underminerer vores selvforståelse om at være “progressive”, “etiske” og “grønne”.

Så kastes Platons hulelignelse ind (Platon IV s.385), som et greb til at forstærke både Bauman og Kristeva: modernitetens strukturelle blindhed og det abjektales fortrængning. Vi lever i en hule med ‘grønne’ skygger, som giver os en fornemmelse af fremskridt, men vi fortrænger den virkelighed, der gør skyggerne mulige. Lignelsen bliver en allegori om illusion, uvidenhed og modstand mod sandhed.

Fortsætter med at problematisere det såkaldte fremskridt via dooms-day AI, når han frem til at videnskaben har mistet etikken og moralen og dermed ikke længere kan navigerer og vurdere om den er til menneskets bedste eller ej. Vi har derfor fået udviklet et ubæredygtigt system, som er kompleks og uoverskueligt. Her bruger TØ, William Ophuls teorier (Immoderate Greatness), til at afvise hele modernitetens fremskridtsfortælling.

William Ophuls’ kongstanke er kort fortalt, at den globale civilisation er dømt til kollaps, fordi den bygger på overforbrug, kompleksitet, moralsk udtynding og en illusion om uendeligt fremskridt. Når civilisationer bliver for store, for komplekse og for ressourcekrævende, bliver de selv-destruktive systemer, der ikke kan styres — og vores globale civilisation er den mest komplekse og mest overforbrugende af dem alle.

Med W. Ophuls forklares hvorfor den globale civilisation ikke kan reformeres, men kun fortsætte mod et kollaps. Derfor kan den grønne omstilling ikke redde civilisationen, fordi civilisationen i sig selv er problemet.

Her vi fremme ved TØs mørke eller manglende håb for fremtiden. Vor globale civilisation er pga. kompleksiteten blevet politisk ustyrlig. Det vil sige at ingen ingen regering kan gennemføre reel klimahandling, ingen global institution kan stoppe udvindingen og ingen politisk proces kan ændre civilisationens kurs mod afgrunden.

Nu da vi således historisk er havnet i en total systemisk umulighed, hva’ dælen gør vi så? Jeg finder ikke noget perspektiv hos TØ. Bogen slutter med en dystopisk beskrivelse af hvordan vi kæmper os igennem bjergene af elektronisk affald blot for at finde en afgrund.

Med Ophuls når TØ således en civilisatorisk endefase og slutter sig til koret af andre kollaps-teoretikere (J. Tainer, J. Diamond), der heller ikke kan tilbyde hverken håb eller handlingsanvisning.

I den omtalte podcast siger han dog, at man bør handle lokalt, og at det gør en forskel. Dermed synes han at blive fanget i sin egen defaitistiske logik, provokationer og sin tilnærmelse til totalitære destruktionsteoretikere.