At det lykkedes at skabe grundlag for en ny centrum-venstre regering er en virkelig god markering i en tid hvor mørkets kræfter spænder skråremmen og forbereder sig på strækmarch. Det er en sejr for velfærdsamfundet og et skridt i retning af et mere lige og retfærdigt samfund.

Tænk sig, at dette har været muligt efter et valg, hvor vælgerne gav fordummelsen og det reaktionære flertal i folketinget.

Jeg ser en samlet venstrefløj, som er blevet moden og tager ansvar for de rigtige samfundsprioriteter. At styrke velfærdsmodellen og de generelle menneskelige livsvilkår (dyrevelfærd, natur og klima beskyttelse) og således ikke dogmatisk at fokusere på klassekamp og konflikt giver en appel, som rækker langt ind over midten og giver en kraftfuldt argumentation og mulighed for en forenet befolkning i en målsætning for et bedre liv (i modsætning til splittelses-demagogerne, som efterhånden kun findes på højrefløjen).

Jeg tænker endnu videre, at dette kan komme til at blive modellen for resten af Europa – ja jeg kommer til at tænke på Folkefronts-strategien i mellemkrigstiden. Måske noget af det mest fornuftige Stalin nogensinde har tænkt, på trods af hans taktiske bagtanker om underkastelse. Det ligner en moderne udgave af denne som nu opstår ud af en underbevidstlig bekymring. Sociale og liberale kræfter konvergerer mod et fælles punkt. Trump har en en stor del af æren for dette, men hele vores demokratiske oprindelse er en anden del af dette.

Igen har ‘Getting to Danmark’, som den både politologisk metafor og virkelighedens statsdannelse, Fukuyama formulerede i sin The Origins of Political Order, fået tilføjet et konsensus og sammenhængs aspekt tilføjet. Fukuyama ser Danmark som idealtype på det moderne, velfungerende, ikke‑korrupt, højkapacitets demokratiske samfund.

Dette ideal samfund byggede på stærke institutioner, retsstat og demokratisk ansvarlighed. I lyset af mørke kræfternes ambition om at nedbryde dette demokrati er vi ikke blot kommet til Danmark, men må nu kæmpe for at blive der, i den geopolitiske polarisering og fragmentering.

Man kan kalde det den fjerde søjle, som Fukuyama ikke tænkte på, nemlig som politisk kultur og koalitionskapacitet. Som udtrykker en underliggende konsensuskultur og social sammenhængskraft. Dette udtrykkes i dag i en aktiv politik/regerings dannelse, der i sin brede bygger social kohæsion.

Men nu skal det heller ikke kamme over. Vi lever stadigt i hamsterhjulet og skal vedblive at føde den uhæmmede kapitalisme med arbejdskraft (arbejdsudbuddet!). Den underliggende sociale kontrakt har ikke ændret sig. Der er dog taget en sejr i demokratiets navn, som vil kunne bringe meget videre og måske en dag så langt at vi begynder at realisere et samfund baseret på et frihedens princip.