Explore My Curated Book Collection

Discover insightful reviews and thoughtful recommendations that deepen your understanding across culture, philosophy, and technology.

At læse meget (omkring 2 bøger per uge) hjælper til at opbygge en såkaldt ‘kognitiv reserve’, som kan hjælpe til at modvirke kognitivt forfald, ifølge neurolog Richard Restak (How to prevent dementi) (Kognitiv forstås som mentale processer der gør det muligt at opfatte, forstå, tænke og lære)

Hvis man allerede som barn læser 12 timer om ugen udvikler det hjerne-strukturen og giver bedre kognitiv og mental sundhed, som de vokser op.

Livet forlænges også hvis man læser regelmæssigt, to år påstås det (gav vide hvordan de har målt det?). Det kognitive forringes også langsommere end hvis man ikke læser og man oplever desuden et langsommere hukommelses tab.

Så der er alle mulige grunde, udover den egentlige videns-tilegnelse dette også repræsenterer, til at kaste dig over endnu en bog!

1. Curated Selection of Reviewed Books – hereby the lastest read

Explore our thoughtfully selected book reviews, offering expert opinions and recommendations across culture, philosophy, and technology.

Polis, den oldgræske bystatskultur

Af: Mogens Herman Hansen

Denne gennemgang af det oldgræske polis-fænomen lyder umiddelbart som en tør omgang. Før jeg startede læsningen tænkte jeg med gru på tiden i gymnasiet med verdensfjern ‘oldævl’, som onde tunger kaldte faget. Godt nok er vi i en fjern tid 6->2 hundrede år før vores tidsregning, men undervejs går det op for mig, at dette jo drejer sig om demokrati-erfaringer og hvordan man kan indrette samfund med mere direkte styreformer.

Bystaterne, som netop var både en by og en stat (fædreland), kaldes en polis. Det var de voksne mandlige borgeres fællesskab om deres politiske institutioner.

Disse kunne tage 3 former, oligarki (fåtals styre), tyranni (en monark) og demokrati (folkevælde). På oldgræsk blev demokratia specielt i den tidlig hellenistiske periode i 4. årh. opfattet som den forfatningstype, en polis burde have. (120). En polis var gennem institutionaliseret. Den havde en folkeforsamling (ekklesia), et råd (boule), et senat (gerousia), domstole (dikasteria) og valgte eller lodtrukne embedsmænd (archai).

At tænke og leve med resonans

Redaktion: Lene Tanggaard og Henrik Brandt-Pedersen

Færdiglæst Mar 15, 2026

En ny udgivelse fra forlaget Eksistensen, som har specialiseret sig i Hartmut Rosa udgivelser fortsætter korstoget. Denne gang en antologi med bidrag fra en snes forskellige mennesker som har sat sig for at beskrive hvordan Rosa resonans begreb har påvirket og flyttet dem erkendelsesmæssigt.

Hvad er der med farven orange? Alle Rosa udgivelserne fra forlaget har omslag med orange baggrund (på nær udgivelsen Fremmedgørelse og acceleration fra Hans Reitzel). I østlige kulturer repræsenterer denne farve spiritualitet og hellighed. I vores er det nok mere glæde og kreativitet, begejstring og optimisme.

Ellers må man sige at de kristne vejrer morgenluft – her mener de at have fundet en social-filosof, som tilbyder en forståelsesramme, som svært kan skydes ned og Rosas store Resonans-afhandling promoveres, som en ny bibel. (Anmeldelsen fortsættes andet sted, for der er også spændende bidrag i bogen)

Hvis Rusland vinder

Af: Carlo Masala

Læst Mar. 18, 2026

Det er fandme en uhyggelig historie, som Carlo Masala fra det tyske Bundeswehr Universitet har skrevet til os.

Den har form som en geopolitisk krimi, der fremskriver kendte tendenser og potentielle konflikter med kendte aktører og indenfor den vestlige verdens institutioner (ex.NATO) til marts 2028. Den viser Ruslands snedige taktikker for at splitte og udmanøvrere Vesten, så de uden konsekvenser kan tilbageerobre dets oprindelige imperium. (Sovjetunionen). Det er nok et wakeup-call, som vi allerede har fået i Europa siden Thrump startede sin anden periode og hans lunkne kommitment til NATO (tvivl om paragraf 5), men den viser, at vi måske ikke helt har forstået det spil og den underminering, der vil fortsætte, som forberedelse til det næste angreb, som Rusland planlægger. Som han siger, er det ikke nok at sprøjte en masse penge efter EU oprustning (topmødet der afsatte 800 milliarder euro i marts 2025). Det afgørende er hvilke faktisk militære kapaciteter dette resulterer i og endnu vigtige at Europas befolkninger udvikler den nødvendige modstandsdygtighed til konsekvent at modsætte sig Rusland og er villige til at betale den pris det kræver at afskrække og inddæmme Rusland.

2. Curated Selection of Reviewed Books – hereby the lastest read

Explore our thoughtfully selected book reviews, offering expert opinions and recommendations across culture, philosophy, and technology.

Kampen om Taiwan

Af: Jonas Parello-Plesner

Færdiglæst: Mar. 20, 2026

Forberedelsen til vort forestående Taiwan besøg er gået i gang. Jeg starter med en bog, som jeg har haft nogen tid tid (fra 2023). Den præsenterer Taiwans mest presserende problematikker..

Den farlige konflikt med Kina, som ønsker at genforene Taiwan med mainland China i deres et-Kina politik.

De forskellige politiske standpunkter i ø-nationens poltiske liv, KMT vs. DDP, behandles.

Silicon shield. altså at Kina ikke tør angribe pga. verdenens og i særdeleshed Kinas afhængighed af avanceret chip-teknologi.

Taiwans samhandel med Kina ligger dog på en overvældende 70%. Det er et resultat af Kinas inddæmningspolitik og KMTs samarbejdspolitik, som taiwanesiske forretningsmænd som Gou og Tsie har udnyttet.

Han underbygger alle de gengivne synspunkter med møder med alle mulige vigtige personer, selv Xi har han givet hånd – lidt for meget møde-blær.

The Learning Game

Af: Ana Lorena Fábrega

Færdiglæst Mar 28, 2026

Jeg slog op et tilfældigt sted i bogen og læste dette: ‘video games help kids learn how to think…and games teach…how to interact with the world. Video games are essentially simulations. They give kids chance to practise solving complex problems that mirror real life. The real value is teaching kids how yo reach themselves.’you learn the mental skills with which you are learning the video game and those skills are good for learning anything’ (David Deutsch – ref. mangler). Games are destined to be an important means of human learning..give us something that humanity has never had before namely,’an interactive complex entity that is accessible at low cost and zero risk” (s.130/131)

Bogen er en bidende kritik af det moderne skolesystem – dog med udgangspunkt i det amerikanske (der er en del mere reflektion over det pædagogiske i det danske – herom senere)

De 7 synder, som skole begår mod børnene:

Forvirring
Fast plads
Ligegyldighed
Følelsesmæssig afhængighed
Intellektuel afhængighed
Midlertidigt selvværd
Ingen autonomi

Bogen præsenterer en mangfoldighed af teorier og koncepter. Den bliver et helt katalog af rigtige holdninger og praksisser. Hun er bare den bedste pædagog, men mon ikke hun kommer ned fra det idealistiske træ, når hendes egne børn en dag vokser op. Men ok – der er bestemt inspiration og tankegodt at tage med og emnet om hvordan vi forbereder vores børn til verdens deltagelse, er det vigtigste vi kan gøre noget ved.

Jeg vender tilbage til ‘the take-aways’:

Taiwan – politik, historie og samfund

Red.: Troels Kjems Petersen & Simon Gjerø

Færdiglæst Mar. 31, 2026

Forbedelsen til besøget i Taiwan fortsætter med denne antologi , den eneste dansksprogende som jeg har kunnet finde. Men dete gør heller ikke noget for den giver et glimrende overblik over øens historie, samfundsudviklingen, politikken, demokratiet, befolkningen og identitetsdannelsen

Den præsenterer mange af de iboende konflikter og dilemmaer som dette samfund er udfordret med, som primært drejer sig om forholdet til Kina. Men behandler også den aldrende befolkning, problemet med at udviklet en taiwanesisk identitet, IT-industrien og minoriteterne. Den er skrevet af en række forskere og undervisere der kender landet og har stor viden om Kina og Taiwan. At læse denne bog er lidt som at starte et besøg et givent sted med sightseeing-tour.

3. Curated Selection of Reviewed Books – hereby the lastest read

Explore our thoughtfully selected book reviews, offering expert opinions and recommendations across culture, philosophy, and technology.

Hvis Kina Vinder – Et scenarie

Af: Andreas Fulda

Færdiglæst: June 5, 2026

Jeg droppede grundlovslæsningen i år til fordel for en ny bog om Taiwan eller rettere sagt om Kina aggressivitet overfor østaten eller ø-republikken, som nogle også kalder den.

Disse if-case scenarier er ved at blive til en serie nu – dog med forskellige forfattere (dog alle tyske politologer). Den næste jeg håber på skal hedde ‘Hvis USA Vinder (over Cuba)’. Denne handler igen om den farlige konflikt med Kina, som ønsker at genforene Taiwan med hovedland Kina under deres et-Kina princip.

Via scenariet beskriver hvilke konsekvenser det vil have for hele verdenen hvis Kina erobrer Taiwan. Basalt set bryder verdens økonomien sammen. Det uhyggelige er, at scenariet bruger virkelighedens aggressions elementer og politik-manipulation og ved at give disse en ekstra tand kommer vi meget let til en egentlig invasion. Xi har direkte formuleret, at ‘Folkets Befrielseshær’ skal være parat til at invadere (‘genforene’) Taiwan i 2027.

At Taiwan taber i konflikten skyldes til en stor grad det undergravende arbejde igennem tiden af kinesiske spioner, muldvarpe og agenter – gad vide om dette virkelig er så omfattende som i hans historie?

Fulda’s bog er endnu et wake-up call. Kina kommer og er lige på trapperne. Det fleste af verdens store industrinationer er bange for at miste samhandel med Kina og tør derfor ikke støtte og anderkende Taiwan. Kun 12 nationer i verdenen har officielle diplomatiske relationer med Taiwan. De andre er i lommen på Kina – i kraft af store investeringer og eksporter.

Fulda er påfaldende direkte om at Vesten skal økonomisk frigøres fra Kina, at Taiwan skal støttes militært og at Kina autoritære styre skal kritiseres, for hvis man appeaser (giver efter) bringer man sin egen frihed, velstand og sikkerhed i fare.

Chip War

Af: Chris Miller

Færdiglæst Jul. 2, 2026

Jeg fik læst det meste af denne store bog – mere end 400 sider, mens vi var på tur i Taiwan. En bog som til dels handler om chip industrien i Taiwan og dermed dets flagskib firma TSMC.

The Gift of Not Belonging

Af: Rami Kaminski

Færdiglæst: uge 31, 2026

Jeg havde set meget frem til at læse denne bog personlighedstypen otrovert.

Kaminski definerer denne type, som en helt tredje overfor den sædvanelige diktonomi med intro-/ekstrovert.

Mennesker, som er denne type, føler ikke behov for at tilhøre grupper, selvom de ofte virker udadvendte, varme og sociale. De står uden for introvert–ekstrovert‑spektret og oplever en grundlæggende følelse af “andenhed”.

Denne personlighedstype, der ikke handler om social energi (introvert/ekstrovert), men om relation til grupper og identitet.

“Otro” = other (latin: anderledes) og “Vert” = vendt mod. Otroverts er vendt mod det, der ligger uden for gruppen — ikke indad (introvert) og ikke udad mod publikum (ekstrovert), men mod noget andet.

Kaminski opstiller en række nøgleegenskaber for den otroverte:

Manglende behov for gruppetilhør. Deltager sjældent i klubber, foreninger, politiske partier, religiøse fællesskaber eller sociale grupper. Foretrækker i stedet én‑til‑én‑relationer frem for fællesskaber.

Observerende frem for deltagende. Kan godt smalltalke og være sociale, men føler sig som observatører i grupper. Mange beskriver en slags “alien‑følelse”: Jeg er her, men jeg hører ikke til.

Ikke‑konforme og uafhængige. Uinteresserede i trends, popkultur og gruppens normer. Har stærke, selvstændige meninger og lader sig ikke påvirke af gruppetænkning.

Originalitet og emotionel uafhængighed. Fordi de ikke søger gruppens accept, har de lav frygt for social afvisning. Det giver plads til kreativitet, fleksibilitet og unikke idéer.

Dybe relationer – men få. Foretrækker meningsfulde samtaler frem for smalltalk. Trives i intime, dybe relationer, men ikke i sociale fællesskaber.

Arbejder bedst alene. Foretrækker selvstændigt arbejde frem for teams.

Kaminski (der selv erkender sig som otrovert) ser flere fordele i denne type, som f.eks.: Ser samfundsmæssige forandringer tidligere end andre, fordi de står uden for gruppens dynamik. Opfanger tidlige tegn på social polarisering, fanatisme eller gruppemæssig hysteri. Det er værdifuldt i polariserede tider, fordi disse ikke bliver fanget i “vi mod dem”-logik. Mindre påvirkelige af massepsykologi, normpres og identitetspolitik og disse er mennesker med potentiale for kreativitet, kritisk tænkning og socialt mod.

og hvorfor var det så at jeg havde set frem til at læse denne bog, jo fordi jeg måske kunne blive klogere på mig selv og endelig få bestemt hvilken type ‘vert’ jeg egentlig tilhører. Konklusionen er dog ikke helt færdig endnu 🙂

4. Curated Selection of Reviewed Books – hereby the lastest read

Explore our thoughtfully selected book reviews, offering expert opinions and recommendations across culture, philosophy, and technology.

Bag Litiumbjergene

Af: Theis Ørntoft

Færdiglæst: Aug. 7, 2026

Jeg havde ellers besluttet, at jeg ikke ville læse denne bog, efter omtalen i Information, men så hørte jeg Theis Ørntoft i DR’s Podcast ‘Guld og Grønne Skove’ fra den 23 juni.

I dette interview fandt jeg ud af at TØ måske slet ikke var så galt afmarcheret, som mange påstår. Han fremførte hans ærinde og baggrunden fore at have skrevet bogen. En forargelse over den gængse og dominerende fortælling om ‘den grønne omstilling’, som han mener er en falsk fortælling, I virkeligheden kører ‘den sorte motor’ videre for fuld udblæsning – vi har aldrig brændt så meget fossilt brændstof af som vi gør nu og vi erstatter ikke de gamle energikilder, men tilføjer blot de nye ikke-fossile energikilder oveni.

I denne fortsatte jagt på at forbruge og vækste mere, ødelægger vi primært ‘det globale syd’. (Kan Kina mere regnes med her?) Det er her de fleste miner befinder sig, som leverer råstofferne til industrien i nord. Specielt minedriften er ødelæggende for natur og mennesker i disse områder (se f.eks. The Imperial Mode of Living af Ulrich Brand & Markus Wissen).

Processering og transport bidrager endnu mere til ødelæggelsen og forureningen.

TØ mener at stort alle meningsdannere – politikere, journalister og influencers osv. deltager i en samfundsmæssig fortrængning ved at viderebringe den falske fortælling om den grønne omstilling.

På denne måde undgår vi at se og forholde os til den egentlige virkelighed. En realitet, som han siger, der består af at den globale civilisation er bygget på et voksende ressourceforbrug, at vi ikke har reduceret noget som helst og at vi ikke vil konfronteres med de reelle omkostninger.

Og endnu værre at den grønne omstilling skjuler nye former for ødelæggelse under et grønt narrativ. Her er det minedriften efter de såkaldte sjældne jordarter til solceller, batterier og vindmøller, som medfører ‘ubeskivelige økologiske og menneskelige katastrofer”. I det indledende kapitel er han specifik om udvindingen af neodym, dysprosium, terbium, nikkel og kobolt og hvor i verdenen det foregår og de rædselsfulde realiteter der omgiver dette (s.9-11)

So far so good eller man bør nok sige ‘skidt’! For så begynder han at vandre i emner og hans egne psykiske problemer med at skrive.

Han kommer langt omkring og vender aldrig rigtigt tilbage til temaet om den falske grønne omstilling.

Lad mig tage en hurtig tur igennem disse temaer. Det starter med en kritik af ‘masseturisme’, denne mainstream turisme, som er et industriprodukt. Fortsætter med Rudolf Höss’ erindringer (skrevet fra 1946-47, før han blev henrettet ved Auschwitz) og denne familie (og han burde han tilføjet store dele af den tyske befolkning) vilde fortrængning af masse-udryddelserne.

Hans pointe er, at med Z. Bauman at det i virkeligheden er det moderne, der skaber den type ondskab ved at kombinerer bureaukrati, rationalitet, teknologi og social afstand, som tilsammen kan gøre masseudryddelse administrativt mulig og moralsk ufarlig, noget som H. Arendt også påpeger med sit begreb om ‘ondskabens banalitet’. (kap 2 og 3 i Modernity and the Holocaust og Eichmann in Jerusalem). TØ ser ud til at mene, at vi er også fanget i systemer, der gør ondskab banal, automatisk og uundgåelig og vi derved deltager i den globale ødelæggelse, fordi systemet gør det nemt, skjult og nødvendigt. Fordi vi er mere moderne end nogensinde, er vi også mere destruktive og farlige end på noget tidlige tidspunkt. Det er lidt voldsomt at bruge Bauman og Arendts holocaust analyser til at påpege vores medskyld i klimakrisen. Man kunne måske have kigget mere systemisk og strukturelt på det, men provokationer skærper opmærksomheden og oplagstallene.

Så starter det mere lommefilosofiske såsom om en afklippet negl er et subjekt eller objekt og med J. Kristeva’s begreb om det abjektale, eksempler på alt det mennesket ikke kan fortrænge. Abjektion er altså en aktiv psykologisk og kulturel proces, der beskytter os mod det, der truer vores selvbillede. I følge TØ er klimakrisen konsekvenser abjektale – det vi ikke kan tåle at se, fordi det underminerer vores selvforståelse om at være “progressive”, “etiske” og “grønne”.

Så kastes Platons hulelignelse ind (Platon IV s.385), som et greb til at forstærke både Bauman og Kristeva: modernitetens strukturelle blindhed og det abjektales fortrængning. Vi lever i en hule med ‘grønne’ skygger, som giver os en fornemmelse af fremskridt, men vi fortrænger den virkelighed, der gør skyggerne mulige. Lignelsen bliver en allegori om illusion, uvidenhed og modstand mod sandhed.

Fortsætter med at problematisere det såkaldte fremskridt via dooms-day AI, når han frem til at videnskaben har mistet etikken og moralen og dermed ikke længere kan navigerer og vurdere om den er til menneskets bedste eller ej. Vi har derfor fået udviklet et ubæredygtigt system, som er kompleks og uoverskueligt. Her bruger TØ, William Ophuls teorier (Immoderate Greatness), til at afvise hele modernitetens fremskridtsfortælling.

William Ophuls’ kongstanke er kort fortalt, at den globale civilisation er dømt til kollaps, fordi den bygger på overforbrug, kompleksitet, moralsk udtynding og en illusion om uendeligt fremskridt. Når civilisationer bliver for store, for komplekse og for ressourcekrævende, bliver de selv-destruktive systemer, der ikke kan styres — og vores globale civilisation er den mest komplekse og mest overforbrugende af dem alle.

Med W. Ophuls forklares hvorfor den globale civilisation ikke kan reformeres, men kun fortsætte mod et kollaps. Derfor kan den grønne omstilling ikke redde civilisationen, fordi civilisationen i sig selv er problemet.

Her vi fremme ved TØs mørke eller manglende håb for fremtiden. Vor globale civilisation er pga. kompleksiteten blevet politisk ustyrlig. Det vil sige at ingen ingen regering kan gennemføre reel klimahandling, ingen global institution kan stoppe udvindingen og ingen politisk proces kan ændre civilisationens kurs mod afgrunden.

Nu da vi således historisk er havnet i en total systemisk umulighed, hva’ dælen gør vi så? Jeg finder ikke noget perspektiv hos TØ. Bogen slutter med en dystopisk beskrivelse af hvordan vi kæmper os igennem bjergene af elektronisk affald blot for at finde en afgrund.

Med Ophuls når TØ således en civilisatorisk endefase og slutter sig til koret af andre kollaps-teoretikere (J. Tainer, J. Diamond), der heller ikke kan tilbyde hverken håb eller handlingsanvisning.

I den omtalte podcast siger han dog, at man bør handle lokalt, og at det gør en forskel. Dermed synes han at blive fanget i sin egen defaitistiske logik, provokationer og sin tilnærmelse til totalitære destruktionsteoretikere.

Capitalism in the Web of Life

Af: James W. Moore

Startet Aug. 8, 2026

Jeg har ledt efter et kritisk perspektiv på hvor vi står i analysen af det miljømæssige sammenbrud, som vi er på vej ind i. En gruppe af teoretikere – som vi kan kalde eco-marxister, byder sig til med forklaringer.

Indenfor den overskrift findes flere hovedretninger, såsom Degrowth Marxism (Kohei Saito), Fossil Capital / Energi‑marxisme (Andreas Malm), klassisk marxistisk økologi (J.B. Foster og P. Burkett) og så James W. Moore, med en retning, som vi kan kalde World‑Ecology Marxism.

Det er en tænkning, som kombinerer marxistisk politisk økonomi og historisk materialisme, økologisk systemteori, kritisk geografi og post‑dualistisk filosofi. man kan også kalde Moore for post‑Cartesian marxist, fordi han vil opløse dualismen mellem “samfund” og “natur”. Denne dualisme er en historisk konstruktion, der opstod i moderniteten og blev nødvendig for kapitalismens udvikling. Kapitalismen kræver at naturen gøres til noget “eksternt”, der kan udnyttes som en ressource.

Han erstatter dualismen med world‑ecology, som er en måde at tænke kapitalisme og natur, som ét samlet system. Det betyder at kapitalisme er ikke et økonomisk system udenfor naturen. Kapitalisme er en måde at organisere naturen på — inklusive menneskelig natur og naturen er ikke passiv; den former også kapitalismen.

“Capitalism is not an economic system; it is a way of organizing nature.” (s.2)

Jeg tænker, at vi løber ud af plads til mine læsnings-noter, for Moore er både begrebsmæssigt tung og omfattende i sine udredninger. Men lad os starter:

Det capitalocene kan vel godt betegnes som et hoved-begreb. Dermed siger han at det er kapitalismens måde at organisere natur, arbejde og magt på og i en miljømæssig sammenhæng betyder det, at det ikke er menneskeheden, der har skabt den globale økologiske krise, men derimod kapitalismen som historisk system. Udgør samtigt grundlaget for hans kritik af Antropocæn.

Verdens‑økologi (World‑Ecology) betyder at kapitalisme er ikke adskilt fra naturen — den er en måde at organisere naturen på. Den styrer relationer mellem mennesker og resten af naturen. Det er en monistisk teori: der findes ikke “samfund” og “natur” som to adskilte ting. Der findes én verden, én økologi, én sammenvævet helhed.

Cheap Nature. Kapitalismen fungerer kun, hvis den kan gøre bestemte ting “billige”: billig arbejdskraft, billig energi, billige råstoffer, billig mad og billig omsorg (kvinders ubetalte arbejde). “Billig” betyder ikke kun pris — det betyder socialt og politisk devalueret. Kapitalismen udvider sig ved konstant at finde nye “billige naturer”.

Senere lægger han sig fast på ‘The Four Cheaps’ som motoren i kapitalismens ekspansion. Disse er: Cheap Food, Cheap Energy, Cheap Raw Materials og Cheap Food og indimellem arbejder han også med Cheap Care – så det burde vel være ‘The Five Cheaps’.

Til denne tankegang hører også ‘Frontiers of Cheap Nature’, som er at kapitalismen udvider sig ved at finde nye “frontiers”. Det imperiale aspekt ved hans teori. Historisk peger han på disse frontiers: kolonier, skove, miner, kvinders ubetalte arbejde, digitalt arbejde og atmosfæren (CO₂‑absorptionskapacitet). Hans tese er, at når en frontier er udtømt, opstår der krise og kapitalismen må finde en ny frontier.

Oikeios (Oikeios). Lånt fra oldgræsk, hvor det betyder “det, som hører sammen”, “det passende”, “det relationelle”. Hos Moore fås betydningen at det er den historiske relation mellem mennesker og resten af naturen, som skaber bestemte muligheder og begrænsninger.

Det er hans måde at sige at, naturen er ikke passiv; den er medskabende.

Web of Life. Moores poetiske betegnelse for hele den relationelle verden. Det er hans alternativ til “samfund vs. natur”.

Web of Life = alt levende + alt socialt + alt historisk i én sammenvævet proces.

Nature/Society Dualism. Moore mener, at moderne tænkning (den cartesianske dualisme, fra Decartes op til moderne social videnskab) har opdelt verden i, Natur (passiv, uden historie) og Samfund (aktivt, historisk). Hele hans projekt er at opløse denne dualisme.

Work/energy lånt fra økologi og fysik, som tillægges den betydning at alt arbejde (menneskeligt og ikke‑menneskeligt) er energi, der organiseres af kapitalismen. Energi-formerne er følgende: arbejdskraft, jord, vand, jul/olie, kvinders reproduktive og Koloniserede folks tvangsarbejde. ‘Kapitalismen er en energi‑organiserende maskine’.

Brief answers to the big questions

Af: Stephen Hawking

Startet: Aug. 9, 2026

Mit Hawking-bibliotek består af den legandariske ‘A Broef History of Time’ (1990 udgaven), ‘The Grand Design’ (2010) og ‘Introducing Stephen Hawking’ (2013). Jeg har lært meget om universet og fysik af disse bøger. Nu ser jeg frem til at høre hans overvejelser om disses store spørgsmål.

Første spørgsmål: Is there a God? Han starter med at sige, at hans arbejde ikke drejer sig om at bevise eller modbevise eksistensen af en gud, men om at finde et rationel fundament til at forstå universet omkring os.

Bla bla

Bla bla

Andet spørgsmål:

Tredje spørgsmål:

Fjerde spørgsmål:

Femte spørgsmål:

Sjette spørgsmål:

Syvende spørgsmål:

Ottende spørgsmål:

Niende spørgsmål:.

Tiende spørgsmål:

5. Curated Selection of Reviewed Books – hereby the lastest read

Explore our thoughtfully selected book reviews, offering expert opinions and recommendations across culture, philosophy, and technology.

Karl Marx og den moderne verden

Af: Jørgen Carlsen, Hans-Jørgen Schanz, Lars-Henrik Schmidt, Hans Jørgen Thomsen

Færdiglæst: Aug. 30, 2026

Ved en sortering af bøger i en del af biblioteket som jeg sjældent kommer i, faldt jeg over ovennævnte bog, som vagte min interresse.

Den var øjensynligt tænkt som en ‘mainstream’ udgivelse tilbage i 1984, altså en introduktion til Karl Marx og hans tænkning til et bredere publikum. I modsætning til alle deres udgivelser på Fagtryk og Modtryk o.lign.

Jeg fik den via en bogpakke fra et antikvariat, for der er en inskription på titelsiden fra en vis Hans Jørgen (sandsynligvis Thomsen) til en Rolf. ‘Som hjælp i kampen mod en fælles fjende – after midnight’ – måske hentyder han til alkoholen, som var en medvirkende årsag til hans død i 2005.

Eller må jeg sige at disse fire århusianske ‘herretænkere’ har skrevet en spændende bog. (Bruger Glucksmann betegnelse pga. af deres markante indflydelse i danske marxismen fortolkning, som ofte blev betegnet, som den kapitallogiske skole i Aarhus)

De gør en del ud af at sætte Marx i den rette idehistoriske kontext. Det er interessant for på den måde kan man se at Marx bygger videre på samtidige filosoffer og teoretikere og er præget af tidens civilisatoriske udvikling.

Man kender allerede til påvirkningen fra Kant (kritik af metafysik) og Hegel (historien er bevægelse, udvikling sker gennem modsætninger og Entfremdung), men påvirnigen fra både Schiller og Feuerbach overrasker.

Fra Friedrich Schiller er det idéen om, at frihed ikke er et abstrakt princip, men en konkret menneskelig selvudfoldelse. Der er også fra Schiller, at Marx låner betegnelserne ‘nødvendighedens rige’ og ‘frihedens rige’ (realiseret via æstetisk dannelse). Schillers “frihedens rige” bliver dg hos Marx til vision en om ikke‑fremmedgjort arbejde og menneskets artslige selvrealisering.

Hos teologen (!) Ludwig Feuerbach (LF) finder han opgøret med religionen. FF ser ‘gudsforestillingen som en selvstændiggjort ide, der optræder over for mennesket som en fremmed magt…Gudsforestillingen er med andre ord et kompensatorisk udtryk for de de væsenskræfter i menneskearten, som ikke får mulighed for at komme til udfoldelse i menneskets sanselige tilværelse’ (s78). Hos Feuerbach selv lyder det således, ‘„Ich negiere Gott; das heißt bei mir: ich negiere die Negation des Menschen. An die Stelle der illusorischen, phantastischen himmlischen Stellung des Menschen setze ich die sinnliche, wirkliche, folglich notwendigerweise politische und soziale Stellung.“ (Grundsätze der Philosophie der Zukunft (1843) fra § 2–3). Det er gode sager!

Selvom Marx overtager den antropologiske materialisme, kritikken af religion som projektion (ovenfor nævnt) og en tidlig idé om fremmedgørelse fra Feuerbach, så ender han dog med at kritisere ham for at mangle et begreb om praksis og for at overse de sociale og historiske forhold, der former mennesket.

Marx’ endelige opgør og videreudvikling med/fra Feurbach opsummeres i de berømte ‘Teser om Feurbach’ (Findes i Den Tyske Ideologi på dansk i 1974) – ikke mindst den berømte nr. 11 ‘Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, det gælder om at forandre den’.

De fire herrer fra Århus gør meget ud af, at fastlægge Marx’ udvikling i 3 faser, den unge, mellemste og sene Marx.

Den unge Marx forstår mennesket som et artsvæsen, der realiserer sig selv gennem fri, skabende, social praksis. Fremmedgørelse opstår, når arbejdet ikke længere er menneskets egen selvudfoldelse, men bliver en tvang, en ekstern magt og en kilde til tab af helhed. Arbejdet er menneskets væsen — men under kapitalismen bliver det til dets negation.

Kritik af kapitalismen, som et samfund, der gør menneskets egen skabende kraft til en fremmed magt. Arbejdet burde være menneskets selvrealisering — men bliver dets negation. Fremmedgørelse er derfor ikke en følelse, men en strukturel tilstand, hvor mennesket mister sit artsvæsen.

Det er Marx’ tre fremmedgørelsesformer, der optræder her, nemlig fremmedgørelse fra produktet, fremmedgørelse fra arbejdets proces og fremmedgørelse fra artsvæsenet (Gattungswesen). den fjerde som ikke er så tydelig i de Økonomisk‑filosofiske manuskripter er fremmedgørelse fra andre mennesker, men det er nok fordi den betragtes som en konsekvens af de tre foregående og derfor ikke betragtes som en selvstændig. Man kan sige at fremmedgørelsen optræder i 3 dimensioner, det økonomiske, det sociale og det antropologiske.

Hos den mellemste Marx (1845-18579 (lidt ligesom en eventyr-struktur hvor der altid kommer tre (brødre, prøver, væsener etc.). I denne fase opløses den unge Marx’ antropologiske begreber i en historisk‑materialistisk analyse: mennesket forstås ikke længere som artsvæsen, men som et produkt af sociale relationer; arbejdet bliver til en historisk form bestemt af produktionsmåden; og fremmedgørelse transformeres fra en filosofisk tilstand til en strukturel effekt af vareproduktion og klassedeling.

Den sene Marx opløser alle antropologiske rester: mennesket er nu et moment i kapitalens bevægelseslogik; arbejdet er en historisk form, der under kapitalismen bliver til abstrakt arbejde og merværdi; og fremmedgørelse transformeres til varefetichisme — en objektiv, strukturel form, hvor sociale relationer fremtræder som ting. Det er her Marx bliver kapitallogiker.