Så faldt klokken i hak og jeg kan notere starten på det halvfjerdsindstyvende år. Det er således 70 år siden at jeg kom til verdenen i 1956. Der er lige pludseligt gået lang tid. Tænk sig at 1956 kun var godt og vel 10 år efter at anden verdenskrig sluttede, for slet ikke at tænke over hvad verdenshistorien i den mellemliggende tid har præsteret.
Men ‘den lille historie’ – altså min egen historie har bestemt også meget at berette. I løbet af disse syv årtier har jeg gennemført en uddannelse på længere end 20 år, har tjent dansk erhversliv (kapitalen) i 41 år, har været bosat udenfor Danmark i 13 år, jeg har set verdenen, jeg har været gift 4 gange og har 4 børn.
Nu sidder jeg så her i mit hus på Stavnsholtvej i Farum. Jeg har vundet min tid (frihed) tilbage, efter NN sidste år syntes at min indsats ikke længere var nødvendig. Jeg er ikke tvunget til at sælge min arebejdskraft mere. Jeg har nu så meget passiv kapital, at jeg kan leve af at ‘klippe kuponer’. Hvem skulle have troet at jeg ville blive en velhavende mand, med et udgangspunkt i socialgruppe 5.
Jeg har stadigt ‘mit gode helbred’, som min gamle mor plejede at påpege. Naturligvis trykker årene lidt, men det har kun sat sig som småskavanker. Synet er blevet lidt dårligere, det samme med hukommelsen og muskelmassen er begyndt at svinde.
Jeg har gode nære familierelationer og nogle gode venner. Jeg elsker min kone Diana og mine børn. Jeg er optimistiske (på trods af den store histories tilstand) og finder meget mening i mine egne aktiviteter.
Jeg har rundet en milesten, men føler mig i fint vigør til begive mig frem mod den næste. See you over there!

Leave a Reply