Jeg har længe haft lyst til at fortælle om min politiske udvikling og ikke mindst hvilke pejlepunkter, inspirationer og praksisser, der har været på vejen.

Denne historie er uundgåelig sammenfiltret med min personlige livshistorie, fordi der var brudflader og konflikter undervejs, der skabte resonans og mulighed for at bestemte beslutninger blev taget og visse synspunkter blev dannet.

Det er ikke så let at fastslå, hvornår det startede og hvornår min u-tilpassethed og mit ungdomsoprør slog over i et egentligt politiske bevidst udtryk. Det er næsten som at skulle forklare hvornår og hvordan livet opstod på jorden.

Der skete noget efter min fars død. Jeg var naturligvis chokeret og følelsesmæssigt hård ramt. Jeg ved tilbage for at blive konfronteret med døden. Jeg ville for eksempel ikke se min døde far før han bliv kørt til kapellet. Desuden slog alt det opstillede og religiøse omkring begravelsesforberedelsen mig som hykleriske og dilettantisk.

Men min afvisning af religionen og tradition startede faktisk tidligere. Jeg vil tro det var i mødet med byen og jeg havde nært sagt, med ‘civilisationen’. Det lyder voldsomt og kræver en forklaring.

EDDERUP

Jeg blev født på et lille husmandssted i Edderup den 16. september 1956. Edderup ligger i Kastbjerg Sogn, syd for Hadsund og tæt på Kastbjerg. Edderup var en klynge af en 5-6 mindre gårde. Stedet var udstykket fra den nærliggende herregård, som hed ‘Overgård’.

Navnet Edderup kommer fra to gamle danske ord, nemlig Eder, som betyder vandløb, sump eller fugtig eng og -rup / -torp, som betyder udflytterbebyggelse.

Dette navn passer fint, for der var en del eng med i udstykningen og som i vores tilfælde lå nede ved bækken. Bækken afgrænsede også ejendommen til herregårdens jorder. Men værre var, at jordbunden på de resterende marker var meget sandet og derfor var udbytterne små. En stor del af jorden var tillige udlagt til skov.

Pointen, i forhold til hvordan jeg ankom til verdenen, er, at stedet var temligt isoleret. Der var et enkelt nærliggende husmandssted, hvor ægteparret Rasmus og Marie boede. De var meget glade for mig. De havde ingen børn og derovre fik jeg lov til at gøre alt, hvad jeg ville.

Længere borte var det en 2-3 gårde mere, som mine forældre så noget til, men kun et sted havde de en dreng på min alder. Vi fandt bare aldrig ud af at lege. Jeg ved ikke hvorfor. Det faldt bare ikke i hak.

Der ofte var der familiebesøg. Min to ældre søstre var flyttet hjemmefra, lige efter jeg blev født. Jeg husker dem derfor ikke, som en del af min barndom. Den ældste boede i Hem, det var ikke så langt væk, måske en 6-7 kilometer. Hun var gift med Villy og de havde en dreng Finn, som var næsten jævnaldrende med mig.

De kom ofte på besøg. Min anden store søster Kaja, var blevet gift med Bent og de boede på Frederiksberg. Det var derfor sjældnere, at de kom på besøg. Deres ældste barn Lone, var dog nogle år yngre end mig, så derfor var det først senere, efter at vi var flyttet fra Edderup, at vi kunne lege.

Så var der mine onkler og tanter. Dem var der en del af! Både min mor og far kom ud af store familier. Min mor havde ni søskende og min far havde tretten! (reelt var det tolv, men det er en anden historie og han var nummer tolv (fik derfor det sigende mellemnavn Dusinus!). Det var både fætre og kusiner, men deres besøg var lidt for sporadiske til at kunne blive permanent venskaber.

Udover de nævnte naboer og familie, var der ikke andre menneskelige kontakter. Jeg havde ingen institutions-berøring. Der fandtes ingen børnehaver. Jeg gik ikke til tandlæge og hvis jeg hvad brug for læge – jeg tror kun dette behov var tilstede dengang jeg blev født, ja så kom lægen (Doktor Fuglsang fra Havndal) kørende ud til os.

Derfor tilbragte jeg det meste af min tid alene – altså med min mor og far på gården. Og så var der alle dyrene, dels de domesticerede på gården og dels de vilde i skoven, ved siden af. Jeg havde et godt forhold både til grisene og hestene, men ikke til gæssene. Jeg havde også et godt forhold til grævlingen, ræven så jeg kun ind i mellem.

Man kan sige, lidt sat på spidsen, at mine legekammerater var dyrene. Man kan også sige, at jeg gik i en skovbørnehave, men uden andre børn og uden voksne!

Denne isolation, sammenholdt med et stort frihedsrum fra min forældres side, gav mig meget autonomi og meget lidt traditionel opdragelse. Der er ingen tvivl om, at min far havde ønsket sig en dreng, og da jeg så endelig kom, i en sen alder for dem – de var midt i fyrrene, var jeg en gave – hvis jeg var blevet født i en anden kultur, var jeg nok kommet til at hedde ‘Gift’ eller noget lign.

Jeg husker hele tiden min far sige, ‘Lad dog barnet’. Lige meget hvad jeg lavede af ballade, blev jeg ikke irettesat af ham, men nok af min mor. Det var først senere, da vi flyttet til byen og der blev vores omdømme og renomme at tage hensyn til.

Til historien hører givetvis også min fars strenge religiøse opdragelse. Hans forældre (Jens Peter og Ida) var tæt på det indre missionske. Han havde derfor svoret, at dette ville han ikke tage med til sine børn. Han fik det aldrig sagt direkte selv, men min mor fortalte det senere. Hans praksis derfor var fri for alt tvang og ideologisk påvirkning. Han var dog også underlagt omgivelserne og normer og ville gerne have at vi skulle optræde som en almindelig familie, der ikke skilte sig ud. Det skulle vise sig, at blive svært med sådan en som mig.

Jeg ‘slap’ således for den sekundære socialisering. Den primære socialisering er jo defineret som den der foregår i familien. Konsekvenserne ved at mangle den sekundære var, at jeg ikke til fulde fik tillært de sociale spilleregler, følelsesregulering, sprog og kommunikation, normer og kulturelle koder og tillid og relationer.

Nogle af mine personlighedstræk stammer sandsynligvis fra disse mangler, så som konfliktskyhed, usikkerhed i grupper, problemer med at forstå sociale signaler, tilbagetrækning, forsinket pragmatisk sprog, boglig styrke, som bevirkede en social svaghed og usikkerhed når jeg færdedes i institutioner og samfundsmæssige strukturer.

Jeg ville sandsynligvis have været guf for enhver klinisk psykolog, hvis jeg nogen sinde var blevet henvist. Spørgsmålet er om der blot var tale om en forsinkelse/efterslæb i opnåelsen af disse sociale samfundsmæssige kompetencer eller om jeg havde taget permanent ‘skade’. Det er nok ikke et enten/eller, men at jeg kom efter/lærte at begå mig og men også med en konstant angst som følgesvend – indtil den dag i dag føler jeg en stor usikkerhed i fællesskaber.

Jeg slap også for diverse specialpædagoger, måske fordi disse ikke fandtes på denne tid og i denne del af udkantsdanmark.

Mit liv som Tarzan kommer til en ende, omkring 6 års-alderen, hvor min far opgiver landbruget, ikke mindst fordi han har fået dårlig ryg og fordi hans bror Marinus ustandseligt propaganderer for herlighederne ved at være lønarbejder.

DALBYOVER

Vi flytter til Dalbyover, hvor mine forældre køber et nedlagt landbrugssted. Jorden er solgt fra, men avlsbygningerne er der stadigt. Huset ligger på Møgelvangsvej i Gammel Dalbyover.

Vi er kun lige flyttet ind, før to af nabolagets børn tropper op. Det er Anders og Steen. De er et årstid yngre end mig, men vi matcher fint og de bliver mine primære legekammerater og indgangsvinkel til Dalbyover.

Vi gik straks i gang med at skabe vores egen legegruppe og subkultur. Vi gik på opdagelse i området, byggede huller og lavede bålpladser. Vi fik lov til at passe os selv. Vi havde masser af tid sammen. Det var tiden før skolen begyndte. Vi lærte hinanden en masse færdigheder, primært hvordan at færdes i naturen og leve der. Senere kom mekanikken til – først i form af cykler, dernæst i form af knallerter og gamle biler. Der var også masser af gadefodbold og om vinteren praktiserede vi bordtennis. Senere blev vi også gode til at lave vin og spiritus.

I denne her sammenhæng springer vi en del af børneårene over og også de første skoleår, selvom disse også byder på en aktiv forholden sig til autoriteter.

KONFIRMATIONEN

Det er i forbindelse med konfirmations forberedelsen at en konflikt bryder ud. Vi skulle Gå til Præst, som det hed sig, Det skulle foregå på Præstegården i Øster Tørslev. Det var denne præst, som også havde Dalbyover og Dalbynedre kirkerne.

Det var en frygtelig oplevelse. Vi skulle afsted en gang om ugen. Vi blev samlet op af Dalbyover/Vinstrup skoles svar på skolebussen, nemlig et folkevognsrugbrød kørt af Svend (Han havde en såkaldt Lillevogns-forretning i Dalbyover). Det var også ham, der en gang om ugen kørte os til Øster Tørslev Skole, hvor vi havde kemi og madkunst, to fag, som skole-lokalerne i Vinstrup ikke kunne tilbyde.

Vi sad alle bænket i et relativt lille undervisningslokale i præstegården. Her blev der undervist i en blanding af religion og social dannelse. Pensum inkluderede bibelhistorie, troslære, salmer, etik og moral og “hvordan man er et ordentligt menneske” og samfundsnormer.

Alle elever var velforberedte og svarede præsten beredvilligt, på nær Leo. Jeg var ikke provokerende, men al den snak om jesus og gud fik det til at vende sig i mig.

På et tidspunkt beder jeg min mor om at blive fritaget. Det er hun ikke glad for. Jeg presser på og siger at jeg ikke tror på gud, og at det er uretfærdigt, at jeg skal udsættes for alt dette. Det skal siges, at vi igennem de mindre klasser havde kæmpet uge efter uge for at lære salmevers udenad. Så hun viste godt, at det drev mig til vanvid. Til sidst trækker hun så kortet med min fars sygdom, og siger at det vil gøre ham endnu mere syg, ja antyder, at det kan gøre det af med ham, hvis jeg ikke vil konfirmeres.

Det kan jeg ikke have på mig, så jeg bider i det sure æble (ikke det fra Paradiset) og bliver konfirmeret og bider endda også i nadverbrødet.

Jeg vil komme tilbage til min fars sygdom, for den bliver også udslagsgivende for mit sociale engagement.

Ubehaget over den pietistiske tvang blev siddende, og efter min far var død meldte jeg mig ud af folkekirken. Det fremkaldte en kraftig reaktion fra præsten. Hermed uddrag af brevet han skrev til mig: [citat]

EF MODSTANDEN

Ikke så lang tid senere, skulle der stemmes om Danmarks medlemskab af EF. Datoen for dette afgørende politiske moment i dansk politik var den 2. oktober, 1992. Der var flertal i folketinget for at tilslutte sig ‘De Europæiske Fællesskaber’ (EF), som EU hed dengang, men der var ikke et 5/6 flertal i Folketinget, så skulle forslaget til folkeafstemning. Det var ifølge Grundlovens §20 om suverænitetsafgivelse.

Jeg reagerede mod dette med samme argumenter som den nyoprettede Folkebevægelse mod EF, nemlig at vi frygtede et tab af national suverænitet og at EF ville udvikle sig til en politisk union. Det var endvidere storkapitalens projekt (DKP retorik).

Jeg bestilte nogle kampagne-plakater fra folkebevægelsen og under valgkampen klistrede jeg dem, i ly af nattens mørke, op på lygtepælene i Dalbyover.

Dalbyover var en Venstre-højborg, så der hang allerede nogle plakater fra en regional partispids, som naturligvis anbefalede et ‘Ja’, men efter den nat hang der også mange røde plakater, hvor på det stod ‘Nej til EF’. Der var aldrig sket tidligere, at der var blevet sat kritiske plakater op i forbindelse med valg. Så folk undrede sig en del over hvordan det kunne gå til.

Jeg holdt min mund, og lod dem undre sig. Historien blev, at der nok var kommet nogle udefra og havde sat dem op. Jeg var meget stolt over det, selvom de hurtigt blev revet ned og de sandsynligvis ikke flyttede nogen stemmer.

Resten af plakaterne klistrede jeg op i vores bordtennis rum, for jeg havde fået i hundredevis tilsendt. En eller anden sekretær i Folkebevægelsen havde nok tænkt at et større jordskred var på vej ude i Dalbyover. Men hverken der eller i resten af Danmark fil nej-bevægelsen tilstrækkelig opbakning til at forhindre et dansk medlemskab. Det blev 63,4 % ‘ja’ og 36,6 % ‘nej’.

Jeg stod temmelig alene med mine modstander-synspunkter, når vi f.eks. diskuterede i skolen. Slagterens Helle førte an med tilhænger-synspunkterne – problemet med dette var, at jeg var hooked på hende, eller det var måske netop en fordel, for så fik jeg rigelig lejlighed til at snakke med hende! Det skal lige siges, at lærerne ikke arrangerede debatter i skoletiden – den slags var slet ikke på mode. De fleste andre børn var også ligeglade med den sag. Min egen mor tror jeg, endte med at følge den officielle ja-opfordring fra Social Demokratiet – der var nemlig et mindretal fra dette parti, som var EF-modstandere, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bearbejde hende

MIN FAR

Min fars sygdom havde over de sidste år gjort ham uarbejdsdygtig. Han hostede hele tiden og kom til at se værre og værre ud. Han var bleg, tynd og afkræftet.

Hans helbred og velbefindende fik det nok ikke bedre af, at han røg en del og at han insisterende på traditionel mad. Når min mor en gang imellem vovede sig til at servere salat til middagen, udbrød han altid harmdirrende, ‘Tror du, at jeg er en kanin’.

Han hørte også til den mandegeneration, der ikke gik til læge og hvis min mor fik lægen til at komme, bortforklarede og underspillede han symptomerne. Han fejlede bestemt ikke noget. Landlægens værktøjskasse var heller særligt avanceret dengang, så han kunne ikke dokumentere nogen sygdom og sendte ham heller ikke videre i systemet, hvilket min far helt sikkert også ville have modsat sig.

Det blev hurtigt værre med ham. Han havde åndedrætsproblemer og svimmelhedsanfald, så han måtte ofte hvile sig. En aften, hvor jeg var på besøg hos nogle venner, blev jeg ringet hjem. Da jeg kom hjem, kunne jeg godt se at noget var galt, lægen var der, min søster og min mor sad helt forstenet. Hun fik fremstammet, at min var død og så brød hun sammen.

Jeg brød mig ikke om den trøstende opmærksomhed og forsøgte at isolere mig mest muligt derefter, alt imens jeg forsøgte at forstå, at jeg ikke havde nogen far mere. Jeg var 14 år og havde rigeligt med følelsesmæssige udsving at forholde mig til i forvejen.

Jeg fik at vide, at lægens dødsårsag var ‘stenlunger’ eller det mere mediciske korrekte udtryk ‘svær silikose’. Det er en lungesygdom, hvor lungerne bliver så fyldt med arvæv og mineralaflejringer (silika-partikler), at de bliver hårde som sten og derfor mister evnen til at udvide sig.

Det var derfor, at han havde haft hoste, svær åndenød, træthed og i sidste ende et respirationssvigt og hjertesvigt.

Lige i starten tænkte jeg ikke over hvordan han havde fået denne sygdom, men efterhånden begyndte det at gå op for mig, at den skyldtes skader fra hans lønarbejde.

LØNARBEJDE

Efter at min far droppede landbruget, og fik det ‘eftertragtede’ lønarbejde, startede han, som asfaltarbejder. (Et fænomen, som vi senere kaldte ‘Proletarisering’).

Han var en del af et team, som kørte ud til steder, hvor veje skulle ny-asfalteres og hans job var, at rive den varme asfalt ned fra lastbilen og efterfølgende gå og fordele den, før den blev tromlet. Firmaet hed Phønix Asfalt.

Der skulle en kritisk asfaltrapport til, før det blev forstået, hvor farligt dette arbejde var og at arbejdsmiljøreglerne derfor måtte strammes markant. Da det skete, var det imidlertid allerede for sent for min far.

Asfaltarbejdere blev, før den tid, udsat for en kombination af varme, kemiske dampe og mineralstøv, som tilsammen kunne give alvorlige lungeskader. Den største risiko kom fra stenkulstjære, der ved opvarmning frigav kræftfremkaldende PAH’er og skabte kronisk irritation i luftvejene. Samtidig indåndede arbejderne asfaltrøg fra bitumen, som over tid kunne føre til bronkitis, KOL og nedsat lungefunktion. Der blev også skåret og fræset belægninger, der frigav kvartsstøv, og som kunne udvikle silikose.

Min far havde dette arbejde i nogle år, før han blev arbejdsløs. Det blev en hård periode, da han gik uden arbejde, for han var for stolt til at gå på kontoret og ansøge om understøttelse! Fordi arbejdsløshedskassen, var knyttet til en fagforening, skulle han hen på Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). Han ville ikke komme med ‘hatten i hånden’, som han sagde. Så han gjorde det først, da vi var på sultens rand. Der var ingen kontanthjælp som i dag — hvis man ikke var i A‑kasse, var man afhængig af kommunal hjælp (fattighjælp). Denne hjælp ville han under ingen omstændigheder have taget imod. Understøttelsen lå omkring 300 kr. om ugen for en ufaglært.

Min mor blev således nødt at tage et job hos vores nabo, som var maler. Hun var nemlig god til at tapetsere.

Han fandt dog et arbejde inden understøttelsen udløb. Den var tidsbegrænset til 1 år. Arbejdspladsen denne gang var et cementstøberi i Harridslev. Her endte han med at skulle håndtere den store blandemaskine.

Dette arbejde bestod i at dosere og blande cement, sand, sten og vand i ned i den store mekaniske blander. Han skulle betjene maskinen, overvåge blandingens konsistens og bagefter rengøre udstyret.

Påfyldning af råmaterialer ned i den store blande-tromle, foregik ved, at han åbnede for nogle rør, som var forbundet til den pågældende silo hvori råmaterialet var. Når han hældte cement i, forsvandt han i en kæmpe støvsky.

Det var et miljø med meget cementstøv, høj støj og kontakt med våd cement (han bøjede sig ofte ind i tromlen for via en håndfuld cement at tjekke konsistensen).

Tempoet var fastlagt af produktionen, og arbejdet var fysisk krævende med gentagne løft, skovling og håndtering af materialer gennem hele arbejdsdagen.

Jeg havde en sommer et feriejob på fabrikken, hvor jeg ofte stod og så min far blive til et uigenkendeligt og gråstøvet vedhæng til blandemaskinen.

Dette job blev endnu et søm til ligkisten. Den daglige indånding af fint cementstøv, kvartsstøv og kalkpartikler, bidrog sikkert til at fremme hans luftvejssygdomme. Han havde dette arbejde i flere år.

Det sidste arbejde han havde før han blev for syg, var på vindues-fabrikken ‘Termotæt’ i Havndal. Her fik han et job, hvor han skar glas til. Der var mere mig der kom til skade end ham. Nok var der glasstøv og kemikalier i luften, men det var under et sommerferiejob at jeg hakkede en kno ind i et hjørne af en glasplade og måtte hastes til lægen for at blive syet.

Min far blev offer for dels en manglende arbejdsmiljølovgivning for farlige materialer på arbejdspladsen og dels en arbejdsmandsmentalitet, hvor han ikke klagede, ikke bad om hjælp og nok selv skulle klare det.

REALEN OG OPRØR

Da jeg begyndte at høre om socialisme og kommunisme, var det ideer, der instinktivt appellerede til mig. Det var, som om at jeg havde et tomrum, der blot ventede på at bliver fyldt ud. Jeg manglede noget kraftfuldt at skyde tilbage med. Noget der forklarede hvorfor min familie var fattig og hvorfor vores vilkår havde været så ringe. Jeg mærkede en harme og indignation, men også en intellektuel nysgerrighed i forhold til de nye teorier. Her var noget jeg kunne brillere med og som kunne give mig en spændende identitet.

Det var bestemt ikke kun mig, der havde det sådan. Det var hele tidsånden hvor ungdomsoprøret rasede i den vestlige verden. Disse langhårende i afghanerpelse på barrikaderne blev mine rollemodeller.

Alle deres problematiseringer og opgør ramte plet. Der var et opgør med autoriteter og hierarkiske magtstrukturer. Der var kritik af kapitalisme, materialisme og imperialisme, især symboliseret gennem modstanden mod Vietnamkrigen. Der var kamp for seksuel frigørelse, ligestilling og nye sociale normer. Jeg var helt med på den uden nogen som helst betænkning. De politiske budskaber var også omgivet af en stærk inspirerende kultur, specielt rockmusikken og den afslappede holdning til euforiserende stoffer, greb mig.

Det hele tog fart omkring den tid, hvor jeg startede i 1. realklasse. Jeg undrer mig stadigt over, hvordan jeg blev indstillet til den boglige linje, som realskolen repræsenterede. Denne boglige uddannelse var 3 år, hvor man så tog realeksamen og kunne studere videre på gymnasium eller kontor- og handelsfag. (Denne skoleform blev i øvrigt afskaffet i 1975 med en folkeskolereform)

Der var tradition for at unge fra Dalbyover og omegn, som skulle på ‘realen’ tog til Randers og blev indskrevet på Harbo’s Realskole. Det havde jeg ikke lyst til, for jeg havde hørt, at den var kendt for disciplin, faglighed og hævdelse af traditioner.

Der viste sig da en kærkommen mulighed for, at man også kunne søge Korshøjsskolens reallinje i Harridslev. Harridslev ligger lige udenfor Randers og bussen til Randers passerede igennem byen, så det var hurtigere at komme dertil og ofte kunne jeg tage en senere bus, end dem, der skulle til Harbo. En anden kæmpefordel var, at Helle også havde valgt at gå på Korshøjskolen!

Det skulle vise sig, at blive den bedste skoleoplevelse i mit liv. Det blev det både på grund af lærerne og på grund af de kammerater, som vi fik i klassen. Det hele klikkede fra første dag.

Det var en ny verden, der åbnede sig for sådan nogle børn, der kun havde oplevet den gamle skole i hhv. Dalbyneder (fra 1-5 klasse) og Vindstrup (5-6 klasse) bemandet af hhv. Hr og Fru Jensen og Hr. Jørgensen. Begge skoler var organiseret omkring lærerens bolig og undervisningen var præget af autoritet, disciplin og udenadslære.

Læreren havde en næsten uindskrænket magt i klasselokalet, og fysisk afstraffelse — i form af slag med spanskrøret, øretræk eller rap over fingrene med linial — blev betragtet som et legitimt pædagogisk middel til at opretholde orden. Det var en skoleform, hvor respekt for læreren var absolut, og hvor eleverne lærte at sidde stille, lytte og adlyde.

Det vi derimod mødte i Harritslev, var unge lærer, hvor de fleste praktiserede en pædagogik, der var præget af autoritets-opgør, fokus på social ulighed, nye idealer om tolerance og åbenhed, og konkrete forsøg med mere frie og demokratiske læringsmiljøer. Skolen skulle være et sted, hvor elever blev aktive, selvstændige og socialt bevidste borgere.

Vi blev også taget imod med en åbenhed og en oprigtig nysgerrighed af klassekammeraterne. Vi var fra starten klassens midtpunkter. Jeg på drengesiden og Helle på pigesiden. Det inspirerede os og vi kastede os ud i alt det sociale, som dette førte med sig.

Specielt vores klasselærer Henry Frimand var et meget forstående og tolerant menneske, som mødte os i øjenhøjde og uden at omklamre. De fleste andre lærer var også på samme pædagogiske niveau og tillige relativt unge, jeg vil tro midt i 30’erne.

Mange af eleverne var børn af middelklasse- og mellemlagsforældre, der boede i villa i Harritslev, men arbejdede i Randers. De have et åbent sind og ingen fordomme – de havde deres på det tørre. Der var virkeligt plads til os.

Jeg blev straks taget ind i drengegruppen. De ligefrem konkurrence om at være min ven. Poul, eller Popper som han kun blev kaldt, blev den primære relation. Han var den historiske leder af gruppen. Vi klikkede i den grad. Vi var samme sted i livet og med de samme spørgsmål og søgen efter svar. Svar, som mere og mere fandtes i holdninger, der matchede det, som vi så i hippiebevægelsen.

Det var meget omtale i fjernsynet af disse unge. Fristaden Christiania blev oprettet et par måneder efter, at jeg startede på Krogshøjskolen. Der havde været store og voldsomme demonstrationer mod Vietnam-krigen. Der var seksuel frigørelse og ligestilling for kvinderne og der var rockmusik og eksperimenterende kultur.

Nu var det slut med at gå til frisør og under et par besøg hos det militære overskudslager i Randers fik jeg anskaffet aflagte militærfrakker og -støvler. Jeg havde ikke råd til en afghanerpels, som min kæreste Lene. Hun fik også lidt flere lommepenge end mig. Hun var enebarn af tandlægen og inseminøren i Havndal.

På ryggen af militær-jakken blev der skrevet med fed tusch, Make Love – Not War. Det fremkaldte reaktioner, når jeg gik i det offentlige rum. Jeg elskede det og kendte ikke engang Ole Grünbaums bog Provokér. Parolen dækkede to af vores grundholdningerne, nemlig det seksuelt frigørende og modstanden mod den imperialistiske krig i Vietnam.

HASH OG ROCK

Det andet element var musikken og det eksperimenterende. Vi lyttede blandt til Black Sabbath, Deep Purple, Led Zeppelin, Uriah Heap, Slade og Alice Cooper. Denne lød klart bedre i selskab med euforiserende stoffer, så hashen blev introduceret. Eller var det omvendt!

Vi begyndte at holde til nede hos Popper. Jeg siger nede, fordi han boede i Albæk, som ligger ved Randers fjord. Et par andre klassekammerater kom også derfra, Bent, Jens og Jutta. Popper boede på sin forældres firlængede-gård og havde hele den ene ende af stuehuset for sig selv.

Det havde den fordel, at vi kunne spille højt musik og at forældrene aldrig kom og tjekkede op på os. I virkeligheden havde Popper vildt meget frihed. Der havde han indrettet sit store værelse med madrasser, et sofabord i midten, ris lamper og vægge beklædt med orientalske tæpper. Derudover havde han et stort musikanlæg og en velassocieret pladesamling. Vi havde ikke brug for andet for at kulde-ud, nå jo, hash og chillum.

Popper havde gode kontakter inde i Randers, så det var ikke et problem at købe hash. Der blev enten røget grøn marokkaner, rød libaneser eller sort afghaner. Det kostede en 20-30 kr. per gram. Der skulle ikke bruges mere end et par gram til at blande en fed.

Det var en vild oplevelse at ryge hash. Det skærpede sanserne og satte tanker i gang som jeg ikke troede var muligt. Det blev muligt at se humor i helt ordinære forhold, som så ofte resulterede en rygning i langvarige grineflip.

Hashen gav også en ekstra dimension til musikken, hvor man kunne høre mere end det upåvirkede øre kunne – det samme skete, hvis man kiggede på et billede, så kom der nye mønstre og ny mening til syne.

Men oftest sad man tilbage med vilde og vanvittige tankerækker af mere eksistentiel karakter. Disse blev ofte indadvendte, fordi det var næsten umuligt at kommunikere disse flip til andre – de andre i selskabet sad som regel også med deres egne dybe tanker og var således uden for rækkevidde.

Indimellem kunne det også fremkalde store filosofiske og geniale meningsudvekslinger, hvor man var helt overbevist om, at det man havde tænkt var superklogt eller at man havde gennemskuet verdenen universet. Som oftest kunne man dog ikke genkende tankerne dagen efter.

Der var også andre ting, som man ikke kunne dagen efter, specielt hvis det var en skoledag! Det skete nemlig at vi kørte til Popper efter skole og røg, hørte musik og snakkede hele natten, for så at tage i skole næste dag. Det fungerede ikke godt ift. at få lavet lektier og i det hele taget at være frisk nok til timerne.

Det var nogle lærere, der mistede tålmodigheden med os. Det skete specielt i tysk og matematik, hvor vi havde det emsige ægtepar Langagergård – konen til tysk og manden til matematik. Det blev aldrig mine favorit-fag. Det var heller ikke et lærer-par der havde nogen tolerance overfor tidens ungdom.

I modsætning til matematik og tysk var mine ynglings-fag historie og geografi med henholdsvis lærerne Clausen og Bramsen. En typisk historietime forløb ved at Clausen ville spørge om nogen kunne fortælle, hvad vi havde fået ud af den tekst, som vi havde haft for. Da der som regel ikke var nogen, der umiddelbart meldte sig til dette forehavende, sagde han altid ‘Leo vil du gennemgå det ?’ Det ville jeg faktisk gerne, for jeg fik altid læst på historie-lektierne. Han lod mig snakke, nogle gange i næsten hele timen, så mine ‘forelæsninger’ må have været til lærens tilfredshed.

Nu druknede det hele ikke i røg og flip, selvom der var meget af det, ikke mindst i Ungdomsklubben. Det var et sted, hvor skolens elever kunne komme efter skoletid. Den var placeret i nogle kælderlokaler oppe ved skolens hovedindgang.

Sådan et sted havde jeg aldrig oplevet og selvom jeg ikke havde noget behov, for at blive ‘passet’, min mor var hjemmegående og ventede mig altid, så blev jeg fast gæst der, sammen med et stort udsnit af de andre unge fra skolen.

Vi storhyggede og lyttede for det meste til musik. De havde et diskotek i et af rummene, hvor der også var en lille intimscene, hvor der nogle gange kom et amatørband fra Randers og spillede. Så der kunne godt være gang i den en helt almindelig skoledag, med højt musik og nogle gange med en pibe stærk tobak udenfor. Det var naturligvis kun cola, de serverede, men det gik fint med hash.

SNUSEN

Ikke så lang tid efter, at jeg er startet på skolen bliver vi enige om, at lave et skoleblad. Det er Jens, der er ophavsdrengen. Han går i en klasse under os. Han er meget kreativ, og har en stor idérigdom og så tager han billeder. Vi kalder bladet for Snusen, da det var meningen, at vi skulle ‘opsnuse’ historier.

Jeg bliver musik-skribent. Det meste, som jeg skriver, er ikke særligt originalt, for oftest er det blot afskrift fra diverse beat-blade, som jeg har købt ovre i Brugsen.

Jeg laver dog også nogle interviews, med diverse danske kunstnere, når disse optræder i lokalområdet. Som for eksempel nedenstående samtale (måske for meget sagt) med Peter Belli, men som indeholder nogle interessante svar.

Der blev også plads til mere kritiske kommetarer, så som mit ‘diplomatiske’ indlæg om morgensangen. Det ville have taget sig bedre ud, hvis dansk-læren havde haft det til gennemsyn inden! Vi havde faktisk været til koncernversionen af Jesus Christ Superstar i Aarhus, så derfor nævner jeg dette.

Apropos koncerter arrangerede Ungdomsklubben andre koncerter i Århus, f.eks. var vi også til Hair og Deep Purple.

På et tidspunkt i starten af 3. real kammende vores overmod over. Vi havde set en film om en amerikansk MC, der kalde sig Rising Tigers. Der gik ikke lang tid før vi tog navnet til os, og det blev touch’et bag på vores army-jakker. Ikke nok med at vi således fik uniform, vi fandt også nogle kæder, som vi begyndte at gå rundt i skolen og vifte truende med. Et par enkelte skoleborde fik også disse kæders kærlighed at føle.

Desuden begynder vi at gå ned til Brugsen i det lange frikvarter og købe (og nogle gange stjæle æblevin). Bevæbnet med et par flasker æblevin, et franskbrød fyldt med flødeboller slog vi os ned ude ved skolen boldbaner og kom således lettere opstemt til dagens sidste timer. Det gik også galt, for en af de deltagende kunne ikke klare ‘mosten’, og kastede op i en geografitime. Så var det nummer afsløret.

Børn fra de mindre klasser blev skræmte og lærerne reagerede på vores adfærd. Tre af os blev identificeret, som ophavsmændene til balladerne. Der blev sendt breve til hjemmet og vi blev sat under overvågning, hvor vi i hvert frikvarter skulle opholde os i et hjørne af den øverste skolegård lige udenfor lærerværelset. Jeg tror, at vi havde været meget tæt på en bortvisning.

På trods af mine oprør og utilpassethed består jeg Realeksamen i juni 1974, men får dog en mærkelig kommentar med på vej af skolelederen, ‘L.M har udnyttet sine evner nogenlunde tilfredsstillende…’ Det kunne tyde på, at nogle af lærerne havde forventet mere, disse lærer hed sandsynligvis Frimand, Clausen og Bramsen.

STATSSKOLEN

Og ikke nok med det, eller måske netop derfor bliver jeg indstillet til gymnasiet. Jeg vælger at gå på Randers Statsskole. Jeg kommer på sproglig linje og skal starte i 1. SA efter sommerferien. Jeg får følgeskab af Bent og Jens, som bliver mine klassekammerater.

Jeg ved ikke hvorfor, at jeg vælger det meste traditionsbundne gymnasium i byen. Det andet gymnasium i byen, Amtsgymnasiet havde et helt andet moderne renommé. Der var heller ingen ‘Helle’ denne gang, som kunne påvirke valget. Der var naturligvis kammeraterne fra klassen, som også havde valgt dette gymnasium, og som gav en vis tryghed.

Der bliver skruet godt op for det faglige niveau. Jeg har ikke noget talent for sprog og skulle kæmpe hårdt med grammatikken, ikke mindst i latin.

Der fandtes dog også lyspunkter, som geografi og dansk. Der var også underholdning, som i Oldtidskundskab eller ‘oldtidsævl’, som faget blev kaldt og i latin. Denne underholdning sørgende den karismatiske lærer Vilb. Nissen, for. Jeg tror, at han parodierede en tidligere udgave af sig selv. Han måtte have været lige ved pensionsalderen og måtte derfor have undervist i den gamle latinskole (det var også ham vi havde til latin).

Han lavede ustandseligt sjovt med fingeret afstraffelse og de rigide grammatik krav, men på en sådan måde, at vi viste, at han ikke mente det. Der var specielt et par af klassens drenge, som han altid lod, som om han ville straffe med lussinger, hvor han så i sine blankpudsede sko og flagrende jakkesæt adræt sprang over til den udvalgte, som havde svaret forkert og tog et tag om vedkommendes nakke og truende løftede hånden til slag, men det var et show, som han opførte til stor morskab for hele klassen.

De fleste af vores lærere var konservative af observans. Specielt Anders Nygaard Andersen og L.P. Gammelgaard skiltede åbenlyst med det. Den ene var endda en kendt konservativ folketingskandidat.

Det samme var et stort flertal af eleverne. Det var børn af det bedre borgerskab i Randers, som frekventerede denne skole. En skole, som mange af deres søskende og/eller deres forældre havde gået på tidligere.

Skolen kunne datere sig helt tilbage til 1542, hvor den var en latinskole. I 1903 blev den omdannet til et gymnasium. Gymnasiet flyttede ind i den nyklassicistiske bygning på Rådmands Boulevard i 1926. (jeg har ikke modtaget nogen indbydelse til 100-års jubilæum, men forklaringen til dette findes måske senere i denne tekst)

Der var ingen tvivl om, at min mor var meget stolt over, at jeg skulle på gymnasiet. Hun sagde flere gange, at hun sådan ville have ønsket at min far også havde oplevet dette. Det lagde et vist pres på mig, så jeg lovede at blive klippet ned til en form for moderne langhåret frisyre. Desuden fik jeg en ny gaderobe. Den mest intensive rygning var også klinget af og vores kammeratgruppe begyndte nu at bevæge sig i en mere politisk retning.

Der fandtes jo ingen internet dengang, så vi var stadigt afhængig af det trykte medie. Jeg begyndte at abonnere på forskellige aviser og blade. Det var Information, Politisk Revy, Kina i dag og Kommunist, som regelmæssigt dumpende ind af brevsprækken på Møgelvangsvej.

Det første år på gymnasiet var hårdt for mig og jeg brugte en masser tid på lektier – derfor blev der heller ikke så meget tid til politiske studier og virke eller fester for den sags skyld.

HUMMERHALER OG VENSTREFLØJ

Jeg blev dog involveret i en aktion, som reaktion på det CIA støttede militærkup i Chile, der havde styrtet den folkevalgte socialistiske regering i 1973. Jeg havde fået kontakt med Nikolaj fra C-klassen, fordi han gik med en rød stjerne på jakke-reverset.

Det viste sig, at han medlem af DKU, altså Danmarks Kommunist Parties Ungdomsafdeling. Han fik mig overtalt til at deltage i en række aktioner mod import af chilenske varer, i særdeleshed chilenske hummerhaler. Det var ikke kun kommunisterne, der var bag denne boykot kampagne men hele venstrefløjen anført af Chile-komitéerne. Kampagnen mod chilenske varer foregik henover 1974.

Et udsalgssted for disse var det store varehus Salling på Østervold. Derfor troppede Nikolaj og jeg op foran indgangen med løbesedler. Med disse og i tale opfordrede vi kunderne til at boykotte et eventuelt køb af hummerhaler. Logikken var at vi ikke burde støtte et diktatur. Sovjetunionen havde ellers været forbeholden i deres støtte til Allende, måske fordi det var en folkesocialisme, der ikke flugtede med partilinjen i Moskva.

Nikolaj, som i øvrigt var søn af Ole Bøggild, vores biologi-lærer, gjorde ellers sit til at overtale mig til at blive medlem af DKU. Jeg blev endda inviteret hjem til dem. De boede i en stor villa lige overfor Dronningborg Maskinfabrik. Jeg modstod presset. DKP’s ideologi havde aldrig været på radaren for os, sandsynligvis fordi vores udgangspunkt mere havde været flowerpower og hippiebevægelsen og dermed et mere personligt oprør, som slet ikke matchede de småborgerlige DKP’ere. Men mon ikke denne kontakt gav mig lidt bedre karakterer i biologi!

På det andet gymnasieår specialiserede vi os. Jeg valgte samfundsfagliglinje. Det betyd også, at polariseringen startede for alvor. Fronterne blev trukket skarpt op mellem os og specielt konservativ ungdom. Helge var begyndt på HF og min kæreste Lene var startet i en sproglig klasse. Jeg havde også forbundsfælder i klassen – specielt Lars (nr. 2 fra højre på billedet). Det var os, der sammen forsvarede de venstreorienterede synspunkter i samfundsfagsklassen, specielt overfor læren L.P. Gammelgård plus et par KU’ere.

Vi, kernegruppen, begynder også at komme i Randers Bogcafe, som ligger i en kælderbutik i Burschesgade. Den lå dejlig tæt på busstationen, så vej hjem kunne vi lige slå et smut forbi. Den havde aktuelle venstrefløjs bøger, pjecer og tidsskrifter og var et samlingssted for aktivister, som sad og fik en kop urtete.

Det var de tre traditionelle venstrefløjspartier, DKP, SF og VS, der prægede billedet i Randers. Det var primært VS’ere, der drev og kom i bog cafeen. Der var begyndende fløjdannelse i VS mellem på den ene side leninister og på den anden rådssocialisterne. Det var sidstnævnte gruppe, der var i bogcafemiljøet, og som vi fattede mest sympati for.

I Randers var der altid fælles-arrangementer mellem disse tre partier. Vi var trofast til 1. maj demonstrationerne og de efterfølgende arrangementer nede på Kulturhuset med musik, taler, sang og øl. Vi strålede med af fuld hals, når der blev sunget, ‘Jeg har set et rødt flag smælde’, ‘Internationale’ og ‘Solidaritet’.

DA REVOLUTIONEN KOM TIL RANDERS

Ikke så lang tid derefter beslutter vi, at oprette en studiekreds under aftensskoleloven. Det gav mulighed for tilskudsberettiget undervisningsform og der var ikke krav om eksamen eller om en lærer, der var uddannet.

Emnet er marxismen og revolutions historie. Vi får, via de venlige venstresocialistiskerne i bogcafeen, fundet en lærer fra Århus, som hedder Herman. Vi finder også et undervisningslokale, som ligger ovre ved Tøjhushavevej.

Der mødes kernegruppen, nu udvidet med Popper, Claus fra Udbyhøj og Grønlænder Niels, en gang om ugen. Vores undervisningsmateriale består primært af Razjanovs bog, Marx for begyndere. Herman gennemgår de gængse grundbegreber så som historisk materialisme, basis og overbygning, produktionsforhold, klasser og klassekamp, varefetichisme, merværdi, udbytning og kapital akkumulation

En aften er vi kommet ud i en større diskussion om hvordan revolutionen kan gennemføres i et samfund, som det danske, da der pludseligt lyder skud nede på gaden. Opgejlet af vores diskussion råber Popper og Helge i munden på hinanden at revolutionen er brudt ud. Vi løber ned på gaden og ser soldater i camouflagedragter løbe frem og tilbage, mens de affyrer deres geværer.

Det går op for os, at det må være en militær-øvelse, men Popper og Helge er stadigt grebet af ophidselsen og løber frem mod to soldater og river deres geværer fra dem. Soldater er målløse og overgiver sig uden protest.

Som Popper og Helge står og fægter med geværerne og råber slagord bliver Herman nu meget nervøs og siger, at nu skal vi trække os tilbage og giver geværerne tilbage til soldaterne. Vi får dæmpet gemytterne og vi afleverer våbnene igen og løber tilbage. Soldaterne står helt paf.

Vi sidder resten af aftenen med nervøse trækninger, mens vi forsøger at fortsætte snakken om revolution og reform. Da vi går hjem, er der imidlertid intet spor af soldaterne eller politi for den sags skyld.

MAOISMEN

Ellers appellerede de klare paroler og synpunkter fra den revolutionære gruppe Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML) mest til os. De holdt fanen højst, syntes vi. De var maoister, marxist-leninister, anti‑Sovjet og støttede Kinas Kommunistiske Parti og Mao Zedongs linje.

Vi var betaget af Kinas vej til socialismen under ledelse af den store formand Mao. Han viste vejen med hans revolutionære principper. Bønderne var den revolutionære klasse. Revolutionen kom ikke fra industriproletariatet. Der var en permanent revolution. Masserne skulle mobiliseres igen og igen for at forhindre, at partiet stivnede. Kulturen skulle revolutioneres, de gamle vaner knuses og en ny socialistisk kultur opbygges (Kulturrevolutionen). Politikken var anti-imperialistisk med støtte til 3. verdens befrielsesbevægelser og et forsøg på at gøre Kina økonomisk selvforsynende.

Mao forstod at formulere catchy og fangende paroler. Vi forsøgte at lære disse udenad. “Masserne er historiens drivkraft”, “Revolutionen er ikke et middagsselskab”, “Politisk magt udspringer af geværløbet”, “Lad hundrede blomster blomstre, lad hundrede skoler strides”, “Tjen folket med hele dit hjerte”, “Bombardér hovedkvarteret!” og mange flere.

Vores gaderobe blev igen udvidet, denne gang med kinasko, maokasketter og en t-shirt påtrykt et stort hammer og sejl.

Billede af formand Zhou Enlai (Leo)

Ret hurtigt blev vi udfordret af, at der også eksisterede en gruppe, der kaldte sig Kommunistisk Arbejderforbund Marxister Leninister (KAML). Ideologisk var denne tro mod marxismen og leninismen, men som mente i modsætning til KFML, at Kina var blevet ‘revisionistisk’. Var blevet for pragmatisk og havde tilnærmet sig til USA (Nixons Kina besøg i 1972). KAML derimod orienterede sig mod Albanien, som de så, som den eneste rigtige marxistisk‑leninistiske stat under ledelsen af kammerat Hoxha.

Vi holdt dog fast i KFML. Deres propaganda og organisation virkede stærkere. Den socialistiske revolution i Kina havde stadigt appel og man høre mere til de såkaldte ‘kineseres’ aktivisme på de store Københavnske arbejdspladser.

Problemet med denne sympati var blot, at der ikke findes andre ligesindede i Randers området, så der kommer ikke rigtigt nogen praksis ud af det.

PROPAGANDA

Vi fortsætter vores aktioner på skolen. Lene og Helge er blevet valgt ind i elevrådet, så det giver mulighed for at få vedtaget resolutioner og støtteerklæringer og foretage indsamlinger bl.a. til de strejkende plattedamer på porcelæns-fabrikken og fordrevne palæstinensere i lejrene Dbayah og Tel al Zaatar.

Vi er også aktive i kampen mod atomkraft og for vedvarende energi. Vi møder op til ELSAMs møder i Havndal og stiller kritiske spørgsmål og arrangerer en tur til Tvind for at se vindmøllen.

Der foregår dagligt en kamp om at tiltrække opmærksomhed på skolens område (kantinen, vindueskarme og opslagstavler), hvor der uddeles pjecer og opsættes plakater med diverse politiske budskaber og reklame for politiske partier og deres ungdomsorganisationer.

Efter ovenstående brev til alle organisationer på den danske venstrefløj er udsendt kommer postbuddet i Dalbyover på overarbejde. Det vælter ind med store brune kuverter og pakker. Så vidt vi kan vurdere, så får vi materiale tilsendt fra alle vi har kontaktet. Vi modtager også flere opmuntrende beskeder fra diverse partisekretærer og der var ingen, der tænkte på at opkræve os portoen!

Tiden derefter forstår KU-medlemmerne på skolen intet, for dag efter dag ligger der brochurer fra alle de røde partier og folkebevægelser. De var slet ikke klar over, at alle disse var repræsenteret på skolen. Vi kan se, at der er mere diskussion ved bordene og hvor eleverne nu samles i frikvartererne, end der plejer at være. Det er svært at vurdere, hvilken vej holdningerne går, men vi har i hvert fald over disse par måneder fået præsenteret de fleste venstrefløjssynspunkter.

Gymnasiet lakker mod enden frem mod studentereksamen i maj-juni 1976. Jeg læste op som en gal i min læseferie, for jeg var bange for ikke at bestå. Det gik dog ganske godt, i særdeleshed fordi både dansk og geografi blev udtrukket til mundtlige eksamener.

Jeg havde haft Povl Krøijer, som lærer i geografi og Hanne Vorre, som lærer i dansk. Povl skiltede direkte med sit medlemskab af VS. Det gjorde Hanne ikke, men der var alligevel ingen tvivl om hendes tilhørsforhold på venstrefløjen. Disse to lærere sørgede for, at jeg indkasserede 13-taller i disse fag (det var 13-skalaens dage og ’13’ stod for ‘usædvanlig fremragende’). Jeg kunne også mit stof, men det skadede ikke at levere den ‘rigtige’ politiske analyse! På den måde opnåede jeg et gennemsnit, der gjorde det muligt for mig at søge ind på universitetet.