The Journey

APRIL 2, 2013

NOVO NORDISK

Vi sidder og venter i hotellets foyer. Vi har tjekket ud, og fået en omgang noodle-morgenmad. Vi venter på Thuong. Thuong Nguyen, som er Novo Nordisk IT manager i det vietnamesiske kontor. Jeg havde kontaktet ham, før vi rejste, og han har indvilliget i at mødes. Jeg har ikke tidligere mødt Thuong. Han er, som flere andre på kontoret i HCCM, fornyligt blevet ansat i Novo Nordisk.

Efter cirka 20 minutter dukker han op. Han introducerer sig selv, men forklarer eller undskylder heller ikke for forsinkelsen. Der er naturligvis ok. Vi er på ferie, og har hele dagen til dette møde. Thuong har en lille statur, kraftigt sort hår, der er støjet til den ene side og bærer stålbriller. Han ligner en kineser, og han virker meget energisk, næsten som en forretningsmand, der ser en uventet mulighed for at sælge noget.

Det var også Thuong, der havde anbefalet hotellet (der i øvrigt hedder Linh Hotel), med den begrundelse, at det ligger rimeligt tæt på kontoret og fordi, som han sagde, at flere af vores besøgende kollegaer fra bl.a. Novo Nordisk i Kina havde udtalt sig positivt om det. (Repeat)

Vi syntes derimod, at det var for dyrt (omkring 40 dollars per nat), for en middel kvalitet eller lige derunder. Der er desuden masser af andre hoteller i området og i alle mulige kvaliteter. Vi tjekkede faktisk et par stykker af disse, og fandt ud af, at de er konkurrencedygtige på pris og kvalitet, så hvorfor var vi lige endt på dette hotel og hvorfor var vi noget nær de eneste gæster? Derudover skal man være varsom med at tillægge anbefalinger fra andre kulturer for stor en vægt.

Novo Nordisk i Vietnam

En ting har han i hvert fald ret i, nemlig at kontoret er lige i nærheden. Efter, højst 5 minutters gang står vi uden for Sun Wah tårnet, som bygningen, hvori Novo Nordisk huses, kaldes. Vi skal op på 19’ende sal. Vi mødes der af en standard Novo Nordisk reception holdt i blålige nuancer, og med et ’Changing Diabetes’ slogan på væggen. Både bygning og kontorer er nye, hvilket ses tydeligt på det nye møblement.

Den typiske Novo Nordisk reception holdt i blå nuancer. Kunne de ikke lige have flyttet papiret til kopimaskinen et andet sted hen?

Det er slogans og kampagneposter overalt for produkter og The Novo Nordisk Way. Specielt en af disse, falder i øjnene, nemlig en stor indrammet plakat fra et salgsmøde tidligere på året, der afkræver den nye organisation, at sælge for det astronomiske beløb af 261.000.000.000 vietnamesiske dong i 2013. Denne poster er underskrevet af samtlige ansatte, dog ikke i blod, men alligevel, den forpligter! Og så igen, er det måske ikke så urealistiske, når det kommer til stykket, det svarer til 72,5 millioner danske kroner.

Kontoret optager en halv etage, og jeg kan tælle ene og tredive medarbejdere. Nogle og tyve af disse er vietnamesere, hertil kommer en del udstationerede malajer fra hovedkontoret i BAOS og nogle få andre udlændinge. Disse udlændinge findes specielt i funktioner, som HR, BioPharm og QA. Der arbejder kun en dansker på kontoret, og det er Kristian Frederiksen. Det var lige blevet annonceret, at han skal overtage den såkaldte FLIC funktion, som består af områderne, Finans, Logistik, IT og Compliance. Han er dog ikke på kontoret denne dag. Ifølge Thuong har han været der en uge for at starte op, men var nu rejst tilbage til Danmark og vil først vende tilbage efter sommerferien. [1]

Resten af medarbejderne består af salgsfolkene i marken. Disse suser rundt på deres motorcykler for at besøge læger og hospitaler. Der er cirka et 50/50 split mellem mark og kontor. Det forventes, at medarbejder antallet vil vokse til mere end 70 omkring 2016.

Kontoret blev åbnet sidste år i november. Der har dog været en repræsentation i landet siden 1992. Som Jesper Højland udtalte i forbindelse med åbningsceremonien, er Vietnam nu et fokusområde for Novo Nordisk;

’Vietnam er ved at blive et nøgle-marked for os. Vil være her længerevarende og det er derfor vi har besluttet at etablere en bredere tilstedeværelse. Vi vil udvide vores diabetes relaterede aktiviteter, som vil betyde stigende investeringer over den næste 5 års periode.’ [2]

Bygningen hvor Novo Nordisk har til huse på 19’ende sal.

Sukkersyge i Vietnam er steget med 211 %

Der er alt mulig grund til, at Novo Nordisk udvidder tilstedeværelsen i Vietnam. Overskriften til denne sektion, er også titlen på en artikel, ’Sukkersyge i Vietnam er steget med 211 % over de sidste 10 år’, som jeg læser, en måneds tid efter, at vi er kommet hjem fra turen. Artiklen giver en opdatering på antallet af sukkersyge i Vietnam, som nu udgør 5,7 % af befolkningen, dvs. cirka 5 millioner mennesker. Det siges desuden, at 60 % af disse ikke er diagnosticeret. Men en endnu større del af befolkningen (12,8 %) er i en tilstand af pre-diabetes eller det man også kalder ’glucose tolerance disorder’, og dermed på vej til at udvikle egentlig diabetes.[3]

Vietnam står således overfor en stor sundheds udfordring, og værre er det, at landet ikke er gearet til, at tilbyde den rette behandling af patienterne. Kun et begrænset antal af landets læger er uddannet i diabetes care og landet har ikke har en diabetes care infrastruktur til at supportere dette. Her kommer Novo Nordisk store ekspertise i spil. Sidste år lancerede man et program sammen med de Vietnamesiske sundhedsmyndigheder, kaldet, ’The Vietnam Diabetes Care program (VDCP)’, hvor bl.a. specialister fra Steno Diabetes Center i Danmark vil assistere med at køre uddannelseskurser over de næste 3 år.

Thuong afbryder rundvisningen på kontoret, da han får øje på Jay, som netop er ankommet og foreslår, at det er tid til at hilse på deres general manager.

Jay’s udsigt

Jeg bliver vist ind på Jay’s store kontor, hvor Jay allerede sidder bag det store skrivebord. Eftersom vi er på 19’ende sal, er der fra kontoret en god udsigt til en stor del af byen. Man kan se Saigon-floden, som bugtende snor sig ud mod den flade horisont og kan se det imponerende Bitexco Financial Tower, der ligner en mellemting mellem en sølvglinsende kæmpe fisk, der er stillet på højkant, og noget, der er taget ud af en StarTrek film.

Jay rejser sig og byder mig velkommen på yderst imødekommende vis, og beder mig tage plads på en stol foran hans skrivebord.

Jay er venlig, kvik og virker sympatisk. Han i midten af 30’erne, høj og mørk og af indisk oprindelse. Han spørger til mit ærinde i Vietnam, og jeg fortæller om ferieplanerne, og hvem jeg er, sådan Novo Nordisk-mæssigt. Han giver et par gode råd til sightseeing, og derefter får vi en snak om situationen i Vietnam.

Han var været under ’oplæring’ på Novo Nordisk kontorerne i henholdsvis Indien og Zürich, før han blev hentet ind til denne opgave. Han har ansat i Novo Nordisk i 15 år. Det er meget normalt i Novo Nordisk, at man tager sig mulighed for, at se folk an før de ansættes i betydende stillinger. Nogle gange tager man sig så god tid til dette, at kandidatens tålmodighed løber ud, og disse folk søger job i andre firmaer. Det blev ikke tilfældet for Jay, og nu har han fået en General Manager stilling, som nemt kan blive et springbræt til større stillinger indenfor IO. Udover ansvaret for aktiviteterne i Vietnam, leder han også hvad man kalder forretningsområdet, SEEM. Det står for South East Emerging Markets og omfatter, udover Vietnam, også Myanmar, Sri Lanka, Cambodja og Laos.

Jeg kommenterer på hans fine udsigt til det imponerende Bitexco Financial tårn, og Jay replicerer, at de rent faktisk havde overvejet at leje lokalter derovre på 44. etage, men at der ikke havde været tilstrækkeligt med plads på grund af tårnets ovale form. Prisen ville have været den samme. Man sporer en vis ærgrelse i hans stemme. Det må også være ekstremt prestigemæssigt at have hovedkontor i den højeste bygning i HCMC. Som salgsmand, tænker man på alle faktorer, der kan tilskynde til et slag.

Åbenlys bestikkelse

Jay går i gang med at fastslå, at Novo Nordisk allerede har opnået en markedsleder rolle i Vietnam, da firmaet sidder på 65 % af insulin markedet. Men dette er kun opnået i konstant kamp med Sanovi Aventis. En kamp, ihvilken alle midler tages i brug – også de mere lyssky!

Dertil forklarer Jay, at han for nyligt har tabt to store accounts, fordi han fastholdt Novo Nordisks forretningsetik. Sanovi Aventis har øjensynligt ikke sådan en etik at tage hensyn til, de har i hvert fald ikke haft skrupler med at vinde disse kunder over, ved at tilbyde bestikkelse.

Jay fortsætter med at fortælle, at denne form for bestikkelse er helt utilsløret. Kunden vælger simpelthen den leverandør, der lægger den største konvolut på bordet. På dette område holder Jay, med Novo Nordisk fanen højt, og ønsker ikke at gøre forretning på denne måde. Til gengæld har Jay fået lov til at konkurrere yderligere på prisen. På denne baggrund, og på trods af disse ufair vilkår, vokser Novo Nordisk godt, og Jay er fortrøstningsfuld.

En anden stor udfordring for firmaet i Vietnam bliver et nyt regeringskrav om, at man skal have fremstillingsvirksomhed eller såkaldte ’GMP-warehouses’ i landet for at kunne sælge insulin. Dette krav træder i kraft i 2014, så inden da, må Novo Nordisk finde ud af, i hvilken grad, der skal etableres fabrik, eller om der kan laves et kompromis af en slags. Et sådan kunne involvere distributøren DKSH, som jeg havde hørt om den anden dag, under apoteksbesøget.

I anden sammenhæng, udtaler den nye chef for IO, Mike Doustdar, at man betragter krav, som disse, som en form for handels-protektionisme, der skal tilgodese og beskytte landets egen farma-industri. [4]

Vietnam er således et strategisk marked for Novo Nordisk. Potentialerne for dette marked er blevet analyseret og slået fast igennem et internt projekt, ved navn ’Next Six’. Formålet med dette har været at identificere fremtidige vækstområde indenfor IO, som udover BRICS-landene vil kunne bidrage til IO’s vækst ambitionerne. Der er ingen tvivl om, at Jay hurtigt vil få brug for mere plads!

Jayagovindan Thyagarajan, kaldes i daglig tale blot ’Jay’, som er chef for Vietnam kontoret, sidder på sit kontor med udsigt til en god del af HCMC, og ikke mindst Bitexco Financial Tower.

Jeg siger tak for snakken, og ønsker ham held og lykke med forretningen. Før jeg forlader Novo Nordisk kontoret, skal toiletterne dog lige tjekkes. Det er et pænt rum med en god hygiejne, og der er tillige masser af toiletpapir. Det er to ruller monteret i hvert toilet, så der burde være nok til ethvert behov, også til Jesper Højlands krav, selvom han nok ikke kommer tilbage foreløbigt!

Med Thuong i byen

Det er ikke en kultur, hvor man bare siger farve og går, hvis der er mulighed for mere samkvem. Den positive vinkel på dette, er at dette giver mulighed for, at udbygge personlige relationer. Den negative er, at man som person forsøger at få mere personlig gevinst ud af situationen.

Det gælder bestemt også for Thuong, som igennem vores samtaler havde fundet ud af, at vi agter at drage nordpå med toget senere samme dagen. Derfor har han undersøgt tog-tider og billetpriser, mens jeg var optaget af Jay. Han har nemlig en søster som arbejder hos banevæsenet, der kan hjælpe. Selvom jeg høfligt forsøgte at afslå, insisterede han på, at tage med os til et rejsebureau, hvor der kan købes billet, idet han påstår at han kan være os meget behjælpelig. Det havde han jo nok ret i, så jeg gav efter, og vi tager en taxi for at køre over for at hente Diana og baggaden, som henholdsvis har været til frisør og som har været opmagasineret på hotellet.

Første stop derefter er rejsebureauet, hvor Thuong mener, at vi burde købe billetterne til toget. Stedet ligger i backpacker-området (Pham Ngu Lao). Billetterne er imidlertid ikke specielt billige, sammenlignet med de priser, jeg havde undersøgt på internettet. Vi køber plads i en sovevogn, i det såkaldte SE4 tog. For disse pladser betaler vi 2,3 millioner dong.

Nu er der ikke rigtigt basis for at prøve andre steder, og jeg fik en nagende mistanke om at Thuong måske tjente noget ved at hente kunder til bureauet. Det virker, som om han har et stort netværk. Det kan naturligvis også være, at han blot er interesseret i at opbygge et tilsvarende netværk i Novo Nordisk sammenhæng, derfor hans modtagelsen og services. Vi har derfor nu et ’regnskab’. Vi fik købt vores sovekupe billet til Da Nang. Nu er der tid til at spise frokost.

Thuong kender igen et spisested, som kun ligger et par gader derfra. Vi følger med ham, så godt vi nu kan, slæbende og baksende med vores rulle-kufferter igennem trafik og drilske fortovskanter. Det var efterhånden blevet midt på eftermiddagen, så der er bygget en god appetit op. Vi når frem til restauranten, som ligger på Nguyen Trai gaden. Først indenfor, blev vi hurtigt bænket. Thuong tager teten med hensyn til at bestille et udvalg af retter. Han skynder sig at beklage, at han desværre måtte tilbage til arbejdet, når vi er blevet sendt af sted, så han kan ikke drikke øl. Det ville ellers have været en uomgåelig del af socialiserings setup’et. Den måtte vi have til gode til en anden gang.

Kort tid efter begynder de bestilte retter at ankomme til bordet. Der kommer mango salat, blomster-suppe med fiskeboller, en hotpot med fisk, dybt-stegt kylling og naturligvis med ris plus et udvalg af forskellige dip og krydderurter.[5]

I Vietnam, som i flere andre asiatiske lande, er der ingen speciel serveringsorden. Alt maden bringes ind mere eller mindre, samtidigt. Endnu engang smager vi ’beviser’ på det vietnamesiske køkkens insisteren på, at benytte friske råvarer – inklusiv friske krydderurter.

Det er meget velsmagende, og koster med drikkevarer mindre end 500.000 dong (dvs. omkring 132 DKK). Det bliver således den første ’kreditering’, jeg foretager i mit interne regnskab med Thuong.

Eftersom vi nu begynder vores tur mod nord, mener Thuong, at han bør advare os om, at nord-vietnameserne er en del anderledes end ham og hans ligesindede fra syden. I norden er de meget mere formelle i forretnings-sammenhæng – at bære jakkesæt er for eksempel udbredt og de er mere tillukkede og reserverede. Jeg hører dog senere, at man i norden undskylder man sig med, at der er køligere, og derfor er det mere normalt at bære jakke. I HCMC er de fleste forretningsfolk, vi ser, blot iført skjorte – ofte kortærmet, men ofte også med slips. Nordboerne er således mere formelle, tillukket og nærige. Med hensyn til den sidstnævnte karakteristika siger han, at man skal passe på med at blive inviteret ud af dem, for man ender helt sikkert med at betale for maden selv. Den slags folkesagn findes der ofte mellem forskellige egne indenfor et land – tænk blot på Jylland og Sjælland.

Samtalen blev noget begrænset af, at Thuong’s engelske er temmeligt svært at forstå. Mærkeligt, siden han må have haft en del interaktion med engelsktalende, eftersom han har arbejdet for et amerikansk selskab, før han kom til Novo Nordisk. Derudover forsøger han, sideløbende med arbejdet, at tage en business uddannelse og hans lærere er fra Filippinerne.

Derudover hører Thuong til de generationer, som ikke har oplevet nogen af krigene. Han er nemlig født i 1973 og var derfor kun et par år da styret i det daværende Sydvietnam kollapsede, og freden indfandt sig. Han er generelt godt tilfreds. Han syntes dog ikke, at pengene slår til. Han beklager sig over, at priserne stiger, et problem der ofte opstår i en økonomi, der er ophedet. Hans nær-familie, som består af kone og to børn, har to indkomster. Hans kone driver nemlig en kiosk på en tog-rute (dog ikke den, vi skal med).

Vi taler desuden om mindste lønninger. En ufaglært i byerne skal have mindst 110 USD om måneden, hvoimod de ude på landet går til mindre end 60 USD. Inflationen ligger på 6,3 % og er stigende igen. Arbejdsløsheden ligger på 2,3 procent, og er svagt stigende. Selvom der angiveligt er en slags krise nu, ser Thuong ingen tegn på dette. Se på alle de velbesøgte restauranter, siger han. Folk har råd til at spise ude. De unge foretrækker at spise ude og har råd til det.

Som talen udvikler sig, afslører Thuong dog, to hoved-anker i forhold til hans landsmænd. Den første er en tendens til dovenhed! Den anden er en manglende evne til at kunne overskue og organisere større infrastrukturelle ændringer. I lyset af den sidste anke, er det måske ingen tilfældighed, at Japanerne byggede den nye internationale lufthavn, og at Vietnam endnu ingen metro har.

Thuong hygger sig, mens han passer hot-potten

Thuong har også forklaringen på, hvad der var blevet af alle træde-cyklerne, som vi havde forventet at se. Han påstår, at der er blevet vedtaget en lov, der simpelhen forbyder almindelig brug af cykler. Det skulle være sket for et årstids siden, det vil sige en gang i 2012. Der var blevet etableret opsamlingssteder for disse overflødiggjorde cykler. Et tiltag som, man må sige, har været en stor hjælpende hånd til de udenlandske industrier, nemlig til henholdsvis motorcykel- og farma-industrien!

Hvad tænker regeringen dog på? Indrømmet, at sameksistensen mellem trædecykler og motoriserede trafik sandsynligvis vil være et problem, men kun på kort sigt. Dette kan løses, som vi efterhånden har gjort i Danmark. Der vil utvivlsomt være trafikdræbte, som en konsekvens, men konsekvensen af en vigende folkesundhed grundet tiltagende mangel på motion vil på sigt være stærkt sygdomsfremkaldende og sandsynligvis dødbringende i et meget større omfang end hvad en overgangsfase ville koste i menneskeliv.

Men det bekymrer ikke Thuong, han er slet ikke til cykler, men til biler! Han største bekymring er, at Vietnam bliver nødt til at importere biler, og at disse bliver unødigt fordyret af store importskatter. Han nævner til eksempel, at en bil, der koster 20.000 USD i USA kommer til at koste mere end 63.000 USD i Vietnam efter at diverse skatter er tilføjet. Der lyder næsten helt dansk. Det har lange udsigter til, at Thuong kan få realiseret den del af hans middelklassedrøm, nemlig at opgradere hans motorcykel til en bil!

Når det bliver muligt for middelklassen at begynde at erhverve sig biler i større antal, hvordan skal de så få plads til dem? Der er knapt plads til motorcyklerne, hverken på vejene eller på fortovene – vil man så forbyde motorcyklerne?

Toget nordpå

Efter frokosten er det på tide, at begive os mod banegården (Ga på vietnamesisk), og, som i øvrigt, stadigt hedder Saigon! Thuong siger til dette, at de fleste stadigt kalder byen for Saigon. Thuong får os sat på en taxi, og vinker et endeligt farvel.

Køreturen til banegården er relativt kort. Den tager omkring et kvarter. Blandt andet kører vi igennem en større markedsgade, som hedder Nguyen Thuong. Taxa’en kører op til hovedindgangen på banegården, der ikke syner af meget. Der er også kun en enkelt ventesal, som rummede alle funktioner, så som billetkøb, kiosker, adgang til toiletter og venteområde. Udenfor er der to perroner. En for nordgående og en for sydgående tog. Der er således ikke så meget at tage fej af.

Vores tog har først afgang kl. 23, og eftersom vi er ankommet allerede ved 5-tiden om eftermiddagen, har vi nogen timer at slå ihjel. Heldigvis er der en lille cafe i den ene ende af ventesalen. Menuen var ikke omfattende. Den byder mest på forskellige slags kaffe og kage, men vi har tid til at prøve det hele.

Der er serveret vietnamesisk kaffe i banegårdscafeen. Vietnam er verdens næststørste kaffe producent efter Brasilien. Produktionen udgør 19 % af verdensmarkedet. Brasilien producerer 33 % (NG Sep. 2015). Kaffeproduktion blev introduceret tilbage i 1857 af franskmændene og der dyrkes primært kaffebønner af typen Robusta. Denne type er mere resistent overfor sygdomme, men har ikke så meget kvalitet, som den mest dominerende type i verden, nemlig Arabica. I Vietnam serveres kaffen normalt i en kop med et kaffefilter, hvor kaffen brygges færdig. Denne filtreringsanretning kaldes for en ’phin’. Vi havde rigeligt med tid til også at prøve deres forskellige udgaver af kaffe, så som is-kaffe (cafe da) og kaffe med kondenseret mælk (cafe sua da).

Endelig bliver klokken 22:15. På det tidspunkt er der bestemt heller ikke behov for mere kaffe. Vi kan se, at der begynder at blive en sammenstimling ude ved døren til perronen. Vi hanker op i vores kufferter og går ud og stiller os i køen. Før man kan komme ud til toget skal billetten tjekkes. Der opstår en skubben og massen. Egentlig en mærkelig opførsel, for alle har jo en sæde-reservation.

Det mørkegrønne tog ruller ind i damp og røg. Det sædvanelige virak ved togpåstigninger udspiller sig. Baggage, der skal stuves ind. Folk, der har svært ved eller let ikke kan finde deres pladser. Udover de egentlige rejsende er der også et stort opbud af pårørende, bagagebærer og andre personer med ubestemmelige interesser.

Vi identificerer heldigvis relativt let vores kupe, sådan rent logisk, men at nå frem til den er en anden og mere besværlig sag. Som sagt, er der et mylder ind og ud af toget og inde på gangen er der ligeledes folk, der skal frem og tilbage. Desuden er der flere, der blot står ude på gangen og fylder – hvilket kan forklares med, at der er begrænset sideplads inde i en sovekupe, med mindre man sætter sig sammen på den nederste køje, men det virker lidt for påtrængende, fordi man dermed sætter sig på nogle andres sengetøj, eller fordi dem, der har køjen, allerede ligger helt eller halvt ned eller har placeret noget af deres baggage på køjen.

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvem det er man skal dele kabine med. Man skal jo dele et relativt lille soveværelse med nogle vildt fremmede mennesker. Efter en del frem og tilbage, dvs. folk, der fejlagtigt havde taget plads og efterfølgende måtte ud igen, stod det klart, at vi skal sove sammen med et modent vietnamestisk ægtepar. De gør ikke meget væsen af sig. De lægger sig hurtigt ned på deres underkøjer og bliver stille. En konduktør kommer igennem toget med en lygte, og råber nogle kommandoer, som øjensynligt betyder at ikke-rejsende skal forlade toget nu. Der er i hvert fald nogle stykker, der skynder sig ud.

En høj metallisk stemme laver en annoncering over højtaleranlægget. Konduktøren fløjter. Dørene smækker i med et højt smæld og toget sætter sig langsomt i bevægelse i bumpende rytme, som det kører ud af stations- og rangerområdet.

Kort tid efter, bliver der sat små røde plastikstole frem. Det er vel snarere tale om en type skammel, da ryglæn mangler og i en størrelse, der egner sig til en børnehave. De bliver placeret ude i gangen og flere af de personer, som vi troede var ikke-rejsende, viser sig nu absolut, at være rejsende, men som ikke har en sædereservation. De sætter sig nu tilrette på disse småstole og gangen er således helt blokeret. Hvilken tur de har foran sig!

Toget snegler sig ud af HCMC, mens det kører igennem tæt bebyggelse. Endelig sættes farten op, og byens lys tynder ud. Jeg forsøger, at finde en plads ude på gangen, så jeg kan se turen ud af byen, men der er stadigt et ran af folk, der skal igennem, konduktører og lige pludselig skal salgs-vognen også igennem ,hvilket betyder, at alle de små røde stole skal fjernes og deres ’besiddere’ bliver nødt til at komme ind i kupeerne for at skabe plads. Der skubbes og masses. Vognen kommer igennem, og stolene kommer frem igen. Folk fortsætter dog med at skulle frem og tilbage en tid endnu. Det er også vigtigt, at få tisset af inden man går til ro. Man tør slet ikke tænke på, hvor besværligt det kan blive at skulle på toilettet i løbet af natten!

Endeligt falder der ro over toget. Vi er på plads i køjerne, men først efter en tur på toilettet, hvilket viser sig allerede at være tilstoppet. Det skal nok blive ’hyggeligt’, at besøge det igen næste morgen! Jeg glæder mig over at have en stærk mave!

Jeg ligger og tjekker min mailbox på BlackBerry’en. To mærkelige mails er blevet sendt i løbet af dagen. To annonceringer af opsigelser. Dette i sig selv er sådan set ikke så mærkeligt, og alarmerende, hvis det havde handlet om andres end Helges og Allans opsigelser. Disse to personer er senior projekt managere med mange år på bagen og er velanskrevne. Det vil sige vores profiler er meget ens. Måske er det så heller ikke så mærkeligt, at dens slags profiler kan have behov for at prøve noget nyt, når muligheden byder sig. Men disse to medarbejdere er også begge i midten af 50’erne og jeg havde fornyligt talt med dem og endda på fortroligvis med den ene og ingen af dem havde givet udtryk for nogen planer om at skifte. Mistanken melder sig. Er dette i virkeligheden udtryk for noget andet? Er det en arrangeret annoncering? Er de i virkeligheden blevet bedt om at sige op? Jeg har skrevet til dem for at høre nærmere, men de svarer ikke på mine mails. Er de også blevet bedt om at holde dette for dem selv. Paranoia’en folder sig helt ud. Desuden er det stadigt intet nyt fra min manager eller for dens sags skyld andre managere. Tankerne kredser om dette. Jeg kan ikke slippe det. Jeg slukker min lille natlampe, og prøver at tænke på noget andet, hvilket ikke rigtigt lykkedes.

På trods af togets rysten og buldren fra skinnekontakten, de foruroligende tanker om arbejdet, og efterhånden også en høj snorken fra den mandlige del af ægteparret, lykkedes det alligevel at falde i søvn på vej nordpå, i den bælgsorte nat, på vej mod nye oplevelser.

[1] Den præcise fordeling mellem funktioner er således: Marketing (3), Sales (11), HR & Admin (2), CMR & QA (6) og IT (1). Dertil kommer en management gruppe på 8 personer. Meget belejligt at kunne have alle ansatte på en A4 side.

[2] Novo Nordisk Expands its presence in Vietnam. Nov. 9, 2012 ENP Newswire.

[3] ‘Vietnamese diabetics rise by 211 pct. in 10 years’, Xinhua News Agency, May 23, 2013.

[4] Artiklen, ‘De nye markeder vil fortsætte i højt gear’ Ritzau Finans sep. 24, 2013. Milke Doustdar overtog ansvaret for IO den 1. August i år, fra Jesper Højland, der blev chef for den nord amerikanske forretning. Mike var før dette netop chef for regionen BAOS, hvor under Vietnam hører, så han kender til problematikken med kravet om produktionen i Vietnam på første hand. Novo Nordisk management møder tilsvarende krav i andre lande, for eksempel på det store marked i Argentina.

[5] På vietnamesisk fik vi følgende fra menuen; Câ Chem hãp gung, com trang lon, Dui gá rô ti, Goi xoai khô sac og Canh bông thiên ly nãv za that lat.

APRIL 3, 2013

Ankomst til DANANG og HOI AN

Bjerge, dale og frodige grønne rismarker er det første syn, der møder os, da vi kigger ud af togets vinduer næste morgen. Vi må være nået et godt stykke op i det centrale højland. Jeg kan dog ikke finde ud af, hvor vi præcist er. Men ifølge tidsplanen burde der stadigt være flere timer til ankomsten i Da Nang.

Flere steder ser vi, at bønderne er i gang med at høste ris. Den den ene af de to årlige høste. De er tidligt oppe, klokken er kun lidt efter 6 om morgenen. Toget fortsætter ufortrødent igennem flere frodige dale omkranset af lave bjerge og alle steder det samme syn – uendelige rismarker. Den ene lille landsby efter den anden giver sig til kende. Jeg hænger ud af vinduet for at få alle indtryk med, og ikke mindst få den friske morgenluft. Jeg hører hanen gale og ser bøflerne drives ud. Jeg ser småbørn løbe rundt, Jeg ser ænder skræppe. De vietnamesiske landbyerne er vågnet op til dåd. De ligner til forveksling, landbyer vi selv har beboet i Filippinerne.

En fiskedam ligger spejlblankt hen i morgenlyset. Vi er i det centrale højland.

Sikke en rystetur, det er at køre med toget. Mine indre væsker må være blevet pisket til en form for stivelse i løbet af natten, hvilket måske forklarer, at jeg ikke skulle på toilet i løbet af natten, som jeg ellers plejer! Enten er togene eller skinnerne elendige eller begge dele. Jeg kan ikke huske, at have kørt med et så bumlende og støjende tog tidligere.

Tidligt om morgenen ved 5-tiden, havde toget haft sit første stop ved byen Nha Trang. Her var de fleste udlændinge, mesten dels australiere, stået af. Det er et sted, der er berømt for dets flotte strande. På dette tidspunkt havde vi stadigt 10 timers kørsel foran os inden vi ville nå Da Nang. Vi kunne derfor ligeså godt prøve at få noget mere søvn.

Det blev en urolig søvn af flere grunde. Først havde der været ulideligt varmt. Senere på natten blev der koldt, måske fordi vi havde kørt i højere beliggende terræn. Nogle gange var jeg vågnet op på grund af, at toget lave et ordentlig bump. Dar var jeg glad for min sengehest, ellers ville jeg være røget ud over kanten af køjen.

Der soves i den øverste køje og vånes op i den nederste.

De små røde stole er stablet op, og gangen er ryddet. Godt det samme. Det ville også have været umenneskeligt, hvis disse mennesker skulle have siddet på den måde helt til den tidlige morgen. Der havde for eksempel siddet en gravid kvinde lidt længere henne på gangen. Disse menneske må være stået af på en tidligere station. Gad vide, hvad de havde betalt for en sådan billet?

Ægteparret småsnakker, og får lidt morgenmad. Jeg våbner for alvor nogle timer senere, og ser at ægteparret stadigt spiser. Toget stopper ved en ny station. Klokken er 9:25. Jeg kigger ud af vinduet, og ser at markerne nu også omfatter afgrøderne som majs, okra og andre grønsager, som chili. Vi er desuden kørt forbi gummiplantager. Der er stadigt 5 timer, før vi er fremme!

Bønderne er integreret med deres jord. Den naturlige cyklus bliver fuldstændiggjort med begravelsespladser midt i markerne. Forfædrenes materialer genbruges i nutidens føde.

Man forstår godt, at Vietnam har taget førertrøjen, som en af verdens førende ris producenter, når man i næsten 15 timer kan køre forbi rismark efter rismark. Det er et kæmpemæssigt landbrugsland, vi kører igennem. Vi ser alle faser af ris produktionen på vores vej igennem dette ris-land. Der er grønne marker af umodent ris. Der er gule marker parate til høst. Der er store presenninger, hvor den høstede risen soltørres. Der er kunstfærdigt opsatte ris-høstakke bygget op omkring en pæl i midten.

Der arbejdes med rishøsten på gammeldags maner.

De små landsbyer, som vi passerer, vidner om stor foretagsomhed. Der er ikke et stykke ledigt jord at se, uden at der står en eller anden afgrøde på det, eller nogle dyr, der græsser der. Ænderne, der padler rundt på fiskedammene, repræsenterer samme udnyttelses-tankegang.

Toget er beskidt og nedslidt, men byerne vi passerer viser ingen tegn på slum. Det understøtter Jackies påstand om, at bønderne har penge.

Vietnam har alt, hvad der skal til, for at gøre det til en turist destination. Der er et dejligt klima. En storslået natur. Et velsmagende køkken. En interessant historie. En spændende kultur. Det eneste problem er deres manglende engelsk kundskaber og deres reserverthed!

Med bus fra Da Nang

Klokken er 14:30, da vi når frem til Da Nang. Den metaliske højtalerstemme er tilbage med denne annoncering. Denne gang efterfølges højtalerstemme af traditionelt vietnamesisk musik, som spilles på fuld styrke. Der er ingen fare for, at man sover fra dette stoppested.

På banegården mødes vi af de sædvanelige aggressive og fremturende taxichauffører, som forsøger, at kapre kunder med deres uigennemskuelige pristilbud. Vi ender op i en minibus sammen med fire australiere, som også skal til An Hoi. Vi får dog først gennetrumfet den pris vi vil have, ved at begynde at gå over mod busstationen. Den ordinære bus koster 3 USD, og vi får plads i minibussen for 4 USD.

Da Nang ligger nord for An Hoi, så køreturen turen bringer os ned langs kysten. På vejen ser vi masser af internationale hotel-kæder og resorts lined op. Her ligger Crowne Plaza, Hyatt Regency, Vin Pearl Luxury Da Nang, Melia Da Nang, Sandy Beach og The Ocean Villas. De store hoteller ligger klinet op af hinanden, helt ud til den kridhvide strand. Derudover vidner mange udfærdige strukturer på, at der stadigt bygges, så flere hoteller er på vej.

Banegården i Da Nang, med et gammelt lokomotiv on display.

De fire australiere, som vi deler mini-bus med, består af et ældre ægtepar og to yngre mænd. De havde også været med toget, men kendte ikke hinanden før mødet i bussen. De fører sig frem som globetrottere, og fortæller skiftevis fantastiske historier fra deres utalige ture rundt i regionen. Nu er det naturligvis relativt, hvad det vil sige, at være vidt berejst. De har dog været i Kina, Thailand, Korea og Indonesien. Det kan der brygges mange historier om, og specielt hvor mærkelige disse andre landes kulturer er. Det er svært at sige, hvem af dem der gik af med sejren i, at have haft den mærkeligste oplevelse. Gad vide, om det lyder lige så slemt, når vi danskere mødes? Det fik vi ikke mulighed for at afprøve, da vi ikke mødte danskere på vores tur og hvis vi havde, ville de andre heller ikke have forstået vores historier!

Vi bliver endeligt sat af på en gade, der hedder Ba Trieu lige i udkanten af Hoi Ans historiske kvarter. Så går jagten i gang med at finde et hotelværelse. De første par stykker er nittere. Der er fyldt godt op med turister. Men så lykkedes det, at finde et værelse på et hotel ved navn Thuy Duong 3. De har et hæderligt værelse til en ok pris. Det eneste problem er, at værelset ikke har noget vindue! Det er lige meget, vi skal ikke se byen fra hotelværelset.

Trængsel i Hoi An

Snart efter indtjekningen, er vi igen ude i byen, for at se os omkring. Efter ganske kort tid må vi konstatere at, Hoi An vrimler med turister! Er der overhovedet nogle almindelige vietnamesere her, udover butikspassere, restaurant-personale og gadesælgere? Gad vide hvordan stedet ser ud udenfor sæsonen? Dør det fuldstændigt ud ligesom de små byerne ved Vesterhavet?

Det er mærkeligt, at gå rundt i denne gamle by, med en historie, der går tilbage til Cham-riget og se de gamle huse, som nu næsten udelukket er befolket med restauranter, tøjbutikker eller souvenirboder. Mange af disse gamle træhuse er dekoreret med kunstfærdigt udskåret træ. De er reduceret til en skal uden livsindhold.

Den overdækkede japanske bro ved siden af gamle huse fra kolonitiden.

De fleste turister synes at være her i grupper, det vil sige via grupperejser arrangeret af et rejsebureau. Man forstår det egentligt godt, når disse turister primært er bedste borgere fra de vestlige lande, som sandsynligvis ikke er rejsevante og nok vil være utrygge ved at rejse til et fjernt kommunistisk land på egen hånd. Der er dog også backpackers, men ikke så mange, som de andre steder, vi besøgte i Vietnam.

Indtil videre har vi aldrig set så mange tøjbutikker på et så lille område, som den gamle bymidte i Hoi An udgør. At dømme ud fra dette overvældede udbud, virker det, som om disse mange turister primært kommer her for at ekvipere sig, og ikke at se Vietnam. Det er ærgerligt, at denne charmerende UNESCO World Heritage by er blevet reduceret til en turist-kulisse, og udhulet for egentlig liv og kultur.

Vi bliver hurtigt trætte af se vestligt tøj udstillet, og nøjagtigt det samme udvalg af souvenirers præsenteret i bod eller bod. På et tidspunkt kommer vi forbi et lille tempel. Vi går ind, og det viser sig at være Trong familiens kapel. Ikke fordi vi kender dem! Vi er de eneste besøgende. Der var heller ingen kustoder. Kun os. Der var helt stille herinde, til forskel fra den merkantile hektik i de nærliggende gader. Der er fredsfyldt, og det gør besøget bemærkelsesværdigt. Der findes de sædvanlig religiøse ofrings-rekvisitter, så som kulørte lys, røgelsespinde og fremstillet frugt til nydelse i de afdødes efterliv. I dette tilfælde får de vandmelon. Dette er et stykke kultur, der rummer historien også indeni, på trods af, at aktørerne er døde.

Ude igen, i de pulserende gader med salgsboder, bliver vi naturligvis igen anråbt med salgstilbud. Når disse bliver præsenteret på vietnamesisk har vi nu efterhånden fået lært at sige ’wrong country’.

Vi ser et skilt, udenfor et af de utalige rejsebureauer, der reklamerer med turer til My Lai, som ligger et stykke vej syd for Hoi An. Gad vide, hvad de vil se der? Findes der stadigt massegrave eller hvad? Der slås mønt på alt her – inklusiv tragedier og massakrer.

En gruppe turister cykles rundt i Hoi Ans gader

Vi ser en speciel fiske anretning, som er sat op et par steder langs floden. Det er et stor net på en vippe anordning, som når den hejes ned, kan trawle i floden og fange alt i dens span. Måske kun sat op til ære for turisterne, for der var ikke noget fiskere i nærheden.

Viet Nam News

Tilbage på hotellet til en eftermiddagsafslapning på den fælles terrasse, tager jeg mig tid til at læse avisen. Manglen på vindue eller teressase på vores værelse, tvinger os til at benytte fælles faciliteter. Avisen er engelsksproget, ved navn Viet Nam News. Den er udgivet af Vietnam News Agency, som er det officielle nyhedsagentur for den Vietnamesiske Socialistiske Republik.

Det er en avis,som ligger fremme på mange hoteller. På trods af, at det er regeringens talerør og det dermed er et censureret organ, er det interessant læsning. Hovedhistorien i dagens avis er om en 3.2 milliarder dollars investering annonceret af Samsung. Samsung har haft en telefon-fabrik i den nordlige Bac Ninh provins siden april 2009, som udover mobiltelefoner også producerer kameraer og andet tilbehør.[1]

Annonceringen drejer sig om, at dette såkaldte Hi Tech kompleks står overfor en stor udvidelse. Så jeg kan forstå, er det ikke samme lokation, men at den nye fabrik skal ligge i Yen Binh, Thai Nguyen). Det viser sig dog, at være nogle dage siden at festligheden havde været afholdt, nemlig den 25. marts. Der er billede af Samsung ledelsen, sammen med den vietnamesiske premierminister, Nguyen Tan Dung fra begivenheden.

Artiklen påpeger videre, hvor meget Samsung-fabrikken har betydet for den socio-økonomiske udvikling i området, og giver følgende eksempler. Der er blevet tiltrukket omkring 80 underleverandører, og skabt mere end 16.000 direkte arbejdspladser siden 2009. Den nye udvidelse vil skabe yderligere 2000 arbejdspladser initialt, og senere vil der blive tilføjet 10.000 mere.

Det er også i Bac Ninh, som liggger nord-øst for Ha Noi, at Canon har sin største printerfabrik. Canon er det 13. største firma i Vietnam.

Symtomatisk, at det netop er Nguyen Tan Dung personligt, der deltager i dette arrangement. Denne investering bekræfter hans strategi. Nguyen Tan Dung har om nogen, været arkitekten bag reformering af den vietnamishe økonomi, og dens åbningning for udenlandske investeringer generelt, og ikke mindst samhandlesaftalen med USA.

Denne investeringer hjælper til hans lands hovedudfordring, som at at skabe tilstrækkeligt med arbejdspladser til den voksende befolkning. Hvert år forlader en million vietnamere skolesystemet, og har brug for et job. Det ligger et pres på regeringen og kommunist partiet, at sikre en vækst, som kan opsuge denne ekstra arbejdskraft, og omsætte den til velstandsforøgelse, uden at det yderligere forøger uligheden, hverken mellem grupper eller regioner i samfundet. [2]

Jeg læser videre, at dette er en typisk udenlandsk investering, og at Samsung har tilsvarende investeringer i lande, som Brasilien, Kina og Indien. Det er svært, at forestille sig at det er en ’typisk’ investering, så må ministerens være fuldt optaget med at besøge tilsvarende indvielser. Den er naturligvis typisk i den forstand, at internationale virksomheder foretager investeringer i Vietnam for at udnytte den billige og disciplinerede arbejdskraft.

Alt tyder dog på, at netop denne teknologisektor er stor og vigtig for Vietnams økonomi. En anden artikel, også fundet i et eksemplar af Viet Nam News, beretter at Viet Nam’s eksportomsætning af mobiltelefoner og tilbehør nåede op på 21.5 milliarder US dollars i år og dermed placerer denne, som landets førende eksportområde.

Året 2013 blev, ifølge artiklen, året hvor telefoneksporten overhalede tøj- og tekstil-eksporten. Denne skulle være steget med 69 % i forhold til året forinden, men har været i kraftig vækst over de sidste fem år. Telefoneksporten udgør nu en femtedel af landets totale eksport.

I nævnte artikel indrømmer Le Thi Minh Thuy desuden, som er chef for General Customs Office, at den kraftige stigning i telefoneksporten skyldes bidraget fra Samsungs Vietnam fabrik, som bidrager så højt, som 98 % af landets telefon og tilbehørs eksport. Intet under, at premierministeren var til stede ved indvielsen af fabriksudvidelsen. Den er virkelig vigtig for Vietnams vækst og fortsatte position, som produktionsområde for elektronisk artikler, hvor man ved, at de er i skarp konkurrence med de andre ovennævnte lande. [3]

Der er netop Japan and Sydkorea, der har topper listen over udenlandske investeringer. LG, Toyota, NEC, Matsushita og Honda har også fabrikker i landet. De er her fordi, den polistiske situation er stabil og arbejdskraften er billig, disciplineret og motiveret. [4]

Man tænker, hvor meget ’smørelse’, der er blevet brugt på, at pleje og fastholde Samsung og de andre firmaer, i landet. Et af disse er, firmaskatte procenten. Det er øjensynlig en del af aftalen, at de multinationale firmaer ikke skal betale skat, de første fire år efter deres investering, og i de efterfølgende 30 år kun betaler 10 %. Som Jackie tidligere oplyste os om, er den normale firmaskatteprocenten i Vietnam på 25 %.[5]

Hvad får partiet ud af det? Kun de afledte effekter, så som mere beskæftigelse og opgaver til nogle få underleverandører? Sådan er magtforholdet lige nu. Hvis de multinatonale bleiver presset, går de andre steder hen. Det er en ulige kamp. De vietnamesiske magthavere forsøger naturligvis at få en teknologi knowhow overførsel til at foregå, enten via joint venture eller ved at dele af arbejdsstyrken opgraderes ved at arbejde med kvalificerende opgaver. Derved kan de håbe på en længere varende effekt ved en opbyggelse af statsvirksomheder eller måske private vietnamesiske virksomeder, som bliver i stand til at konkurrere, men der er lang vej til at disse får styrke og innovation nok til at kunne gøre dette på verdensplan. Vietnames rolle i den nuværende globale arbejdsdeling er låst i lang tid endnu.

Så meget for dagens avis og perspektiverne for Vietnams økonomi.

Et relief fra familien Trongs kapel

At skrive denne bog har givet mig rejsens oplevelse igen, næsten som at rejse turen en gang til, og i næsten samme tempo!

Carsten Jensens bog om rejsen i Vietnam, ’Jeg har set verdenen begynde’, er blevet et historisk dokument over en mellemperiode i Vietnams udvikling – en beskrivelse af et samfund på tærsklen til markedssocialismen.

[1] Kilden i note 3 siger at investeringen ’kun’ er 2,5 USD mia.

[2] http://www.thanhniennews.com/education-youth/young-educated-unemployed-vietnamese-graduates-struggle-to-find-jobs-57793.html

[3] http://vietnamnews.vn/economy/249487/phones-accessories-climb-to-top-exports-at-215b.html

[4] https://www.whavietnam.com/why-vietnam-c10.html

[5] http://english.vov.vn/Economy/Samsung-Electronics-expands-investment-in-Bac-Ninh/261440.vov

APRIL 4, 2013

MY SON

Natte-mareridtet er tilbage. Denne gang udspiller der sig et mærkeligt scenario, hvor vi er i Anden Verdenskrig. Landskab og stemning minder lidt om et spil. Jeg er i front af min militærenhed i vintervejr, og på vej op ad en opkørt og mudret vej, da vi pludseligt bliver angrebet af en tysk tiger-tank, som på adræt vis drejer rundt et sving længere henne på vejen og skyder på alt og alle. Jeg kan intet stille op. Folk sprænges i stumper og stykker omkring mig, og det fortsætter, og forsætter – indtil jeg vågner op rystende af kulde. Aircon-systemet har i løbet af natten gjort værelset bidende koldt, som en vinternat i Ardennerne.

Der er til gengæld ikke koldt udenfor. Cirka 37 graders varme venter os. April er noget nær den varmeste tid i Vietnam. Heldigvis er der aircon i tur-bussen, som venter udenfor hotellet. Vi har bestilt en heldagstur til My Son. Det udtales som [mǐˀ səːn]. Turen starter kl. 8, og vil først være færdig sidst på eftermiddagen. Det koster os 10 USD per person, men så er frokosten også inkluderet.

Mens vi står og venter på at blive samlet op, falder vi i snak med receptionisten, som fortæller at højsæsonerne for turister er henholdsvis marts/april og november/december. Og at deres besøgende primært er australiere og franskmænd og i et ligeligt fordelt antal.

Vi kommer af sted til tiden. Vi skal ikke samle så mange andre turister op, så vi er snart ude af byen. Uden for byen mødes vi af de gulgrønne rismarker. Det virker, som om markerne her er større end dem, vi tidligere har set. Risen ser ud til at være nærmere på høst – ifølge Dianas vurdering skal den stå en måneds tid mere. Vi kører langs floden, Thu Bon. Det er meget frugtbart her, intet under at Cham-folket oprindeligt slog sig ned her.

Vi ser køer for første gang på turen. Vi kører også forbi majs og jordnødder, der er lagt til tørre i siden af vejen. Der hænger også mange steder rispapir til tørring, i dertil indrettede stativer. For det meste findes træer kun inde omkring landsbyerne, for enten at give skygge eller som nytte-træer.

Man kan ikke løbe fra det bevidsthedsniveau, man nu engang besidder, som også giver sig udtryk i det man oplever på rejsen og lige dels i det man ikke forstår.

Vi kører cirka 50 kilometer, og kort før vi ankommer til tempelkomplekset, gør vi, traditionen tro, først holdt ved et forplejningssted. Dette sted fungerer både som restaurant, bod og et sted, hvor der sælges efterligninger af Cham-skulpturer. Aftalen med busselskabet er åbenbart, at stedet skal have noget forretning ud af de besøgende turister og at turistbureaet får noget til gengæld for netop at stoppe hos dem.

Doung

Der er kun en kort køretur frem til stedets indgang derfra. Der er et stort visitor-center. Det ser ud til, at My Son er en stor forretning. For at illustrare af mængden af besøgende turister, holder der omkring 15-20 turistbusser på parkeringspladsen. Vi bidrager også til forretningen ved at betale 100.000 VND per person for at komme ind.

Vi får også en engelsktalende guide med på denne tur til Cham-folkets historiske kulturelle og religiøse centrum. Han hedder Doung og er certificeret tour-guide. Han har et i hvert fald et officielt udseende skilt med billede hængende om halsen, som ifølge ham selv, er beviset herpå.

Doung er vel i tredjeverne, og er på afslappet vis klædt i jeans og en langærmet lyseblå skjorte, hvor ærmerne er smøget en anelse op. Han skjuler sig bag en stor stråhat i cowboy stil og mørke solbriller. Han taler hurtigt, og guider os også rundt på siten i et relativt højt tempo, der ikke giver megen tid til fordybelse. Det er som om, at han ikke vil i dialog eller komme for tæt på os.

Doung fører os ind i dalen, hvor templerne ligger. Det er en relativ smal dal, som vel strækker sig over et par kilometer, og dalen er omgivet af bjerge. Doung fortæller, at My Son på vietnamesiske betyder ’beautiful mountains’. Templerne ligger i spredt ud over et større område i fem grupper, hver benævnt ved et eller flere bogstaver (A, B-C-D, E-F, G, H og L).

Man kan umiddelbart ikke se templerne, da landskabet for en stor dels vedkommende er tilgroet med jungle, og også visse steder er okkuperet. Vi begiver os af sted på den anviste sti, i gåsegang efter Doung. Vi kommer først til samlingen af tempelruinerne kaldet B-C-D, som Doung bekendtgør, er de mest interessante.

Cham og andre minoriteter

Der står de så, disse aflange, massive og mosbegroede tårn-lignende konstruktioner bygget af røde lersten. De har med ornamenter og skulpturer indgraveret Doung skal senere indvie os i, hvordan denne Cham byggeteknik kunne overvinde vind og vejr i så mange hundrede af år.

Et velbevaret Cham-tempel med en sanskrit-søjle i forgrunden.

Strukturerne er opført i forskelligt århundreder. De ældste i denne samling er fra det 8. århundrede, og den nyeste fra år 12-hundrede. De er således blevet opført af forskellige Cham-konger. Hver konge byggede et tempel, hvor de, når tiden kom, skulle begraves. De blev brændt efter døden, og deres aske blev placeret under templet, så vidt jeg forstod på Doung. De tidligste templer stammer fra det 4. århundrede, derfor er stedet måske et af de længst beboede arkeologiske steder i Indokina.

Overall ser man Shiva-statuer placeret i tempel-hvælvinger. Cham-folket stammede oprindeligt fra Indien, og bragte Hindu-gudeverdenen med sig. De kom dog ikke direkte fra Indien, men havde før de immigrerede til Vietnam øjensynligt levet på Java i Borobudur. At de sidenhen konverterede til Islam, er en anden historie.

Doung fortæller, at Cham-folkets efterkommerne nu primært bor i grænseområdet til Cambodja, og i dele af HCMC, som vi hørte tidligere på turen. Doung beskriver desuden denne minoritet, som værende mørkhudet og med kruset hår. Man fornemmer, at han distancerer sig fra dem. Der er heller ikke nogen Cham-repræsentanter tilstede på siten, som ville kunne forklare og fremvise deres kultur. Er det fordi vietnameserne har overtaget og taget patent på dette, og gjort det til deres egen historie?

Af de mere, end 50 forskellige etniske grupper, som eksisterer i Vietnam i dag, ligger Cham-efterkommerne på en 14. plads, hvad angår befolkningsstørrelse. Det vil sige, at de udgør langt under 1 % af befolkningen. Ifølge befolkningsoptællingen fra 2009 er antallet på 161.729. Den største befolkningsgruppe er Kinh, der også kaldes for Viet, og udgør 86,2 % af befolkningen. [1]

Franskmænd, VietCong og bombehuller

Bombehullerne er nu tilgroet af jungle vegetation, og ligner noget, der er lige så gammelt, som ruinerne. Disse huller er blevet en fjern historie, og har på den måde, et skæbnefællesskab med templerne. De andre historier er blevet lukket ude, som den om Viet Cong, der havde baser og tunneller omkring og under templerne, og den om, hvorfor Cham kongedømmet gik under. Det synes næsten også at være amerikanernes skyld.

Den franske forfinethed kommer til udtryk i deres stilrene kirurgiske snit på Cham-skulpturerne. De oprindelige franske arkæologer, der ’opdagede’ området tilbage i 1885, har nemlig kun skåret hovederne af statuerne, så disse kunne sendes til museerne i Paris.

De selvsamme franskmænd lavede optegnelser og lavede illustrationer. Disse er naturligvis fra før, stedet blev bombet af amerikanerne, og tjener derfor som en baseline.

’A1 bygningen’, som er illustreret før, og efter bombningen i nedenstående billeder. Der gør ondt at se!

Øverst en skitse af bygningen A1, og nederst hvordan den ser ud efter at være jævnet med jorden og nu overgroet af vegatation. [2]

På turen rundt fortæller Doung, at hans far havde været VietCong kommandør under krigen og havde været med til at etablere og lede VC basen i My Son. Han blev senere en ledende militærperson. Nu står hans søn så her, og udmaler, hvor store slyngler Nixon og den amerikanske hær har været. Dette kan selvfølgelig ikke benægtes, men den anden side af historien mangler fuldstændigt. Havde de (VC) virkeligt forestillet sig, at amerikanerne ikke ville bombe templerne, når de havde bygget tunneller der og udførte angreb derfra? Var de beregnede eller blot naive?

En hovedløs statue, der er blevet ’halshugget’ af franske arkæologer.

Doung lod ingen tvivl om, at han er systemets mand, og han har historien på sin side. Overgrebene mod den vietnamesiske befolkning er åbenlyse i denne ramme, og at de stadigt har selvstændighed og at deres samfund er i fremdrift, er udtryk for deres heroiske kamp, som blandt andet er foregået omkring disse templer. Det er Doung’s opgave at skabe denne forståelse hos os, og sørge for, at vi forlader stedet med en tilpas ærbødighed for det vietnamesiske folk og samfund.

Jeg begynder at sætte pris på arrangerede ture. Tidligere i mit rejseliv har jeg hadet disse, fordi jeg altid har ønsket at udforske på egen hånd, uden indblanding og nogen bindinger. Nu ser jeg så absolut fordelene i at have en guide. Man får serveret information og fortællinger fra dem. Man får desuden deres subjektive tilgang. Deres version af hvad, vi skal se og vide. Det kræver dog en moden deltager, som kan sætte dette i perspektiv, og som kan klemme sine egne vinkler ind. Der er altid et vist spillerum, selv når man er underlagt en tour-disciplin. Jeg gider heller ikke alt besværet og tiden det tager at finde busstationen for et par ekstra dollars – i hvert fald ikke hver gang!

Et tilgroet bombehul udpeges af Diana

I 1969 regnede bomberne ned over My Son. En flåde af B52’ere havde tømt deres last af bomber. Bombardementet stod på i 10 dage! Dette efterlod 50 af de 71 templer helt, eller delvist ødelagt. Heldigvis var der flere af bomberne, der ikke eksploderede, så selv i dag rydder man stadigt op efter dette. Doung fortæller, at den tyske hærs antiminerings-enhed hjælper til med dette arbejde.

Diana har fundet noget, der ligner en sten-fallos fra det 10 århundrede. Den holder sig godt.

På den sidste del af rundturen, samles tur-gruppen i et museumsrum indrettet i en af de større tempelbygninger. Doung har forskellige temaer på repertoiret, blandt andet, hvordan Cham-folket byggede disse templer, og hvordan bygninger kunne holde sig intakte i så lang tid, hvis udfordringen kun havde været tidens tand, og ikke også amerikanske bomber. [historien].

Det har været trist, at betragte resterne af dette kongedømmes fald. Både, som kongedømme og som kultur, der gik under, men også, at hovedparten af dens smukke efterladte vartegn er blevet bevidst ødelagt i en krig, hvor begge parter kynisk udnyttede bygningerne taktisk.

Det er også trist, at Viet tager patent på det efterladte, og drejer fokus mod den amerikanske aggression, og derved negligerer historien om Cham-folkets levevis og kultur, og diskriminerer den nulevende Cham-befolking, som retteligt burde være dem, der viser deres egen historie frem.

Doung forklarer, hvor ødelæggende de amerikanske bomber har været. Man har efterfølgende fundet flere u-eksploderet bomber – et par af disse er med på billedet, i dearmeret tilstand.

Frokost, tyskere og Kim Bong

Efter et par timers vandring i den hede middagsvarme, går vi tilbage til bussen, og skal have fundet vores frokoststed. Bussen tager os på en kort køretur over til Thu Bon floden, ved byen Nam Phuoc. Vi læses af, og vi får at vide, at vi vil blive samlet op af en båd. Bussen og Doung kører væk. Der går i nærheden af 10 minutter, før omtalte båd dukker op. Tid nok til, at vi begynder at komme i tvivl om korrektheden af det udsagn.

Udover frokosten, skal båden også sørge for at vi kommer tilbage til Hoi An. Vi bliver bænket i bådens indre. En tallerken med ris sammen med en noget ubestemmelig sammenkogt grønsagsblanding stilles frem til hver passager. Godt, at der er adgang til chili- og sojasovs de små blikborde. Der er ingen kokkehuer til det vietnamesiske køkken for denne servering.

Snart efter tøffer båden ned af floden. Vi er cirka tredie personer. Vi sidder alle i det store tillukkede rum i bådens indre omkring seks borde, tre på hver side og kigger ud af vinduerne. Her ser vi den grønne flade flodbred og det brun-grumsede flodvand, som båden pløjer igennem.

Da vi er færdige med maden, må jeg ud at se. Agter, findes en dør ud og udenfor fører en lille stige op på taget af båden. Der kravler jeg naturligvis op, og bliver belønnet med en god udsigt, og ikke mindst en frisk brise. Jeg tager et par billeder, så kommer Diana også op og lige efter hende følger det par, som vi har delt blik-bord med under frokosten.

De kommer frem til os, og spørger ganske ligefrem om ikke Diana er fra Filippinerne. Vi bekræfter, og det viser sig, at de er et tysk lærerpar, som har boet og arbejdet i Filippinerne i 6 år. Så de genkender let filippinerne. De har deres teenager datter med, som er adopteret og stammer fra Vietnam. De er på ferie her, fordi de vil introducere hende til hendes fødeland.

Der er om bord stigning på båden fra An Phu rejsebureauet.

Som vi sejler ind mod Hoi An får vi snakket os ind på hinanden. Vi ser verdenen og dens udfordringer meget ens. Vi har mange fælles oplevelser og har besøgt mange af de samme steder, så der er mange emner at vende.

Vi får dog et stop mere, inden vi når byen. Det er et besøg i tømrer- og snedker-landsbyen Kim Bong. Landbyen ligger på en ø i floden, lige ud for Hoi An. Øen er forbundet til hovedlandet med en færge. Årsagen til, at vi skal besøge dette sted, er at indbyggerne er berømte for deres håndværk, som udgøres af forskellige former for træarbejder. På turen rundt får vi fortalt, at disse familier har arbejdet med træ i generationer, og har stået for dokorationen af det meste af Hoi An.

Første stop er et lille skibsværft, hvor man er i gang med at bygge en træbåd, der skal bruges til fiskeri. Vi går videre, og kommer til værksteder, hvor der udhugges træskulpturer og forskellige relieffer til husaltre. Det er tydeligt, at der her er tale om et håndværk, der går i arv, fra forældre til børn. Hele familier sidder og arbejder side om side i de små værksteder.

Der væves også tæpper, laves skulpturer af sten og krukker of ler. Til sidst ledes vi ind i en stor hal, hvor mange af de færdige produkter udstilles, og meningen er naturligvis, at vi skal fristed til at købe noget. Det gør vi ikke, og vi ledes tilbage til båden, som tager os over til Hoi An. Dagens tur er færdig, og vi siger farvel til holdet og tyskerne.

En fisker på sông Thu Bồn.

Det er sidst på eftermiddagen, så der er tid til en hurtig tur rundt i byen. Vi er landet i nærheden af byens centrale marked (Cho Hoi An), som ligger i en gammel gulkalket lagerbygning med røde tegnsten. Langs siderne af bygningen findes bod efter bod, hvor alverdens grønsager, frugter og krydderurter udbydes i flettede kurve. Med sådan et marked ved hånden, vil man kunne lave noget meget interessant mad.

Vi vandrer et par gader længere, og betragter de gule antikke huse, som Hoi Ans gamle bydel er så rig på. Man får det indtryk, at der er 20 gange så mange turister, som lokale beboere og at der er 20 gange så mange turistbureauer og modebutikker, som almindelige fornødenhedsbutikker i byen. Før vi får travet færdigt, er solen ved at gå ned. Det er på tide at finde hotellet, og få skyllet dagens sved og støv af.

Tjener, der er noget i min suppe!

Det varer ikke længe, før vi er ude på gaden igen. Vores frokost havde ikke været stor og derfor er sulten stor. Derfor går vi heller ikke langt i vores søgen efter aftenens restaurant. Vi tjekker et par steder på den næste større gade fra hotellet, men valger snart en restaurant, der kalder sig for ’Vollez-Vouz’, sandsynligvis i et forsøg på at kapre nogle af de mange franske turister, der besøger byen.

Sulten er, som sagt, stor, så hele menuen kommer i brug. Vi starter med en forret, som kaldes White Roses. Det viste sig, at være stegte rejer i rispapir, serveret med ristede løg. Smager fint og af mere. Så de næste retter er henholdsvis en Cao Lau Hoi An. Det var en skål med nudler og grise-koteletter sammen med forskellige bønnespirer, kinakål og flæskesvær og en tilsvarende okse-nuddel. Hertil bestiler vi, til deling, en mango green salat med jordnødder og kyllingestykker og en sennepsdressing. En tallerken, med et udvalg af deres smagsfulde krydderurter, plus lidt chili og lime, bliver også stillet ind. Som det sidste følger et stykke flute – det virker dog noget malplaceret, måske igen et forsøg på at behage eventuelle franske gæster. Hele herligheden blev skyllet ned med en Coca Cola og en Bierra Larue, som er en lokal lager øl.

Vores bord er placeret udenfor restauranten, hvor vi sidder sammen med en 4-5 andre turister. Da vi er kommet halvvejs igennem menuen bliver vi råbt an ude fra vejen. To store mænd kommer over mod os. I halvmørket genkender vi dem ikke umiddelbart, før de er helt fremme. Det viser sig, at være to kinesiske mænd fra dagens tur. De er allerede i godt humør og må have indtaget en del alkohol. De er meget interesseret i Diana. De kan ikke tale engelsk, men de forsøger øjensynligt på deres vulgær-fulde måde at indynde sig. Vi gør det meget klart, at vi ikke har lyst til at være sammen med dem, og de lusker af. Jeg har et sted læst, at kinesiske mænd er begyndt at komme til Vietnam for at finde koner. Var disse gutter ude i en sådan ærinde? I så fald havde de overset et par forhold, dels at Diana hverken er Vietnameser eller ledig og dels undertegnedes tilstedeværelse!

Vi spiser videre, indtil Diana pludseligt stopper op og ser noget mærkelig ud. Med spisepinden fisker hun et stykke indpakningspapir op af skålen med oksenudlerne og spytter hendes sidste mundfuld ud. Med et slag er begejstringen over maden forsvundet. Vi kalder tjeneren over, som naturligvis ikke forstår, hvad der er sket. Hun tager dog straks tager skålen med ud i køkkenet. Efter lidt tid kommer hun tilbage med skålen igen og siger undskyldende, at nu er indholdet udskiftet. Diana afviser at spise mere af den. Tjeneren tilbyder at hente en ny skål, men Diana har fået nok af denne ret, og siger stadigt nej tak. Vi er forbavset over, at sådan en fadæse kan ske, og snakker om, hvad ellers der kunne være i maden, og at dette sted promoverer sig, som en restaurant for franske smagsløg! Episoden ender med, at Diana får en souvenir-taske for at ulejligheden, og at vi ikke betaler for denne ret.

I det hele taget ikke nogen god dag eller aften for det vietnamesiske køkken!

Bai Choi

Efter middagen tager vi en tur rundt i den nu lygte oplyste by. Flere af de gamle huse har flerfarvede lanterner hængende udenfor. Det samme har broen til øen overfor den gamle bydel og flere af bådene, der ligger for anker i havnen. Det er meget stemningsfyldt og ser flot ud som lysene reflekteres i vandet.

På det lille torv, hvor gaderne Nguyen Thai Hoc og Bach Dang mødes, nær ved Hoai-floden, er der forsamlet en stor menneskemængde, og der genlyder af trommer og vietnamesisk violin. Det viste sig, at være en form for bingo, der er under opsejling. To sangere, en kvindelig og mandlig i traditionelle gevandter synger akkompagneret af orkesteret, mens andre sælger lodder, som man sidenhen kan vinde med, hvis ens lod udtrækkes. Dette show kaldes for Bai Choi og er øjensynligt et meget gammel spil, der er blevet genoplivet i både her i byen og i Hue (dette ifølge en ophængt planche).

Sangerne synger forskellige sange om patriotisme, forældrenes hengivenhed, ægteskabelig kærlighed, god menneskelig karakter, og kritisabel social ondhed (hvad det så end måtte være?) og forældede traditioner og vaner (stadigt ifølge samme planche). Der er en folkelig og moralsk opbyggelighed i disse spil, udover spændingen ved spillet i sig selv. Sandsynligvis er moralen i lyrikken ikke justeret i forhold til nutidens unge, men er udelukkende historisk. Hvad betyder det også, når hovedparten af tilhørerne er udlændinge.

Diana kan ikke stå for spil og må naturligvis være med. Hun vinder ikke noget, men showet har givet os en sjov oplevelse og en deltagelse i en traditionel atmosfære. Showet har tiltrukket en del turister, og det er vel også derfor, at det opføres.

Tonen slås an til en omgang vietnamesisk bingo.

Vi køber en frisk jack-fruit, som nat-snack, og går tilbage til Thuy Duong 3 hotellet for at pakke, og tilbringe den sidste nat i Hoi An, inden turen går videre nordpå.

[1] http://www.gso.gov.vn/default.aspx?tabid=512&idmid=5&ItemID=10798

[2] http://en.mysonsanctuary.com.vn/gioi-thieu/27/introduction/

Ankomst til HUE

’Good morning Vietnam’ eller ’Singchaw’! Det er ikke muligt, at frembyde Robin Williams entusiasme i udtalen, i filmen af samme navn. Primært fordi min mave er lidt urolig efter gårsdagens besøg på Voulez-Vous restauranten. Der må have været andet uautoriseret i maden, end blot det vildfarne indpakningspapir.

Tjeneren i hotellets morgenmadsrestaurant returnerer beredvilligt, et singchaw på vores kluntede udtale-forsøg. Vi sætter os i nærheden af den åbne dobbeltdør, ud til baghaven for at få del i den friske morgenbrise. Dette udsætter os også for morgenlydene fra nabolaget, såsom en ivrigt galende hane og gøende hunde.

Stedet har, som disse hoteller normalt har, en buffet med primært frugt og kontinental morgenmad. Det vil sige, hvidt brød, smør, smøreost og nogle kager. Har de dog også et lille køkken, der tilbereder omeletter. Diana bestiller sådan en. Hun stiller sig afventende til siden for at vente på dens tilberedelse. Så kommer en af de australsk kvinder op, og kokken giver Dianas omelet til hende! Diana reagerer straks med en indigneret kommentar og kokken undskylder sig med, at han havde taget fejl af, hvem der var i køen. Det er klart et eksempel på diskrimination, hvor han prioriterede den hvide kvinde, fremfor den asiatisk.

Man rejser for at møde det eksotiske og ekstraordinære. Det er det, der kigges efter, og den virkelighed man møder, søges fortolket, så den passer på forventningens forudindtagne billede. En objektive rejse skildring bliver svær, hvis man tilstræber at skildre noget faktisk objektivt.

Vi sidder i bussen på vej mod Hue. Det viste sig, at være til den ordinære bus dertil, at hotellet havde solgt os billetter. I øvrigt samme pris (10 dollars), som den anden dag, hvor vi var på tur. Billetter, som højst sandsynligt ville have været betydelig billigere, hvis vi havde købt dem på normalt vis, men vi viste ikke hvor man kunne billet. Derfor denne overpris. Det andet problem var, at det tog temmelig lang tid at komme ud af byen, fordi bussen skulle rundt til stoppesteder i forskellige dele af byen.

Endeligt kommer vi ud af byen, og kører nordpå mod Da Nang, ad samme vej, som vi ankom for et par dage siden. Området ude ved havet minder en del om kyststrækningerne i Nordjylland. Der er tydeligvis sandet og den forkrøblede vegetation, både på grund af den konstante blæst fra havet og jordens manglende næringsstoffer.

Lige før, at vi drejer ud på strandvejen, passerer vi en kirkegård, hvor gravstederne ligger spredt ud mellem klitterne. De ligner tilfældigt opkastede grave og har kun meget simple stenfacader. Flere af dem ligger ovenpå jorden støbt i cement. Placeringen virker tilfældigt og uden nogen form for symmetri, blot her og der i naturen. Der er heller ingen landskabspleje omkring gravene, som vi ser på danske kirkegårde. Dette er ikke familie grave eller der er ingen familie til at pleje dem. Det kunne ligne en slagmark, hvor man har begravet de faldne, hvor de er blevet dræbt, men så vidt jeg har kunnet finde ud af, var der ingen slag i Vietnam-krigen syd for Da Nang, så det må være en normal kirkegård, men for hvem?

På denne bustur, sidder jeg i den side af bussen, der vendte ind mod landsiden og ser derfor bebyggelsen. Som tidligere beskrevet, er der en del store hoteller og resorts på kystsiden. Disse vietnamesiske huse på landsiden er små. De var rektangulære med en relativ smal facade. Forsiden har som regel to vinduer og en dør mellem dem. Mange af dem har et tagudhæng, ofte lavet af bølgeblik, og holdt oppe af to stolper. De større huse har fire søjler. Det ser ud, som om normal huset kun består af to rum. Der er vel ikke behov for mere plads, fordi de kun ser fjernesyn og sover derinde, alle andre funktioner foregår udenfor.

Senere på samme side af vejen, passeres et stort udviklingsprojekt for et resort af en slags, som også inkluderer anlæggelse af en golfbane, derfor placeringen på denne side af vejen, hvor der er plads nok. Vietnam er for alvor ved at blive indlemmet i den kapitalistiske verdensorden og forsyningskæde.

Da Nang – nok en gang

En halv time senere kører vi ind i Da Nang. I udkanten af byen passeres gamle militære hangarer, at dømme efter graden af forfald må disse være en del af en amerikansk militærbase fra krigens tid. Det kan ikke vare længe før de store hotelkæder overtager området, som ligger rimeligt tæt på stranden. Således en amerikansk invasion for en anden. Desuden ses en del nye store templer. Religionen er for alvor vendt tilbage. I særdeleshed buddismen.

Byen har brede boulevarder og er tydeligvis en by i forandring. Den har allerede en skyline og mere er i vente, hvilket bebudes af kraner, der stikker op fra flere konstruktion-sites. Er denne by måske Vietnams svar på Shanghai? Drage-broen er et velvalgt symbol. En potentiel ny drage-økonomi har meldt sin ankomst.

Jeg sad, som sagt, i venstre side af bussen, og kunne derfor ikke få et ordenligt billede af den nye drage-bro i Da Nang, men byens nye vartegn er et imponerede syn, selvom damens hat kommer lidt i vejen.

Den 5-6 kilometer lange Da Nang bugt byder på en kridthvid sandstrand, hvoraf et godt stykke kan beses fra en promenade i byen. Det ser stadigt ud til, at hovedparten af hotellerne på denne strækning, er af vietnamesisk herkomst. De må kun være et spørgsmål om tid, før de store internationale kæder rykker ind. Det er dog allerede anlagt et enkelt hotel med internationalt snit på strandsiden, nemlig The Nature Villas & Resorts. Denne strand har det hele. Udsigt til en idyllisk bugt med autentiske små fiskebåde på reden, omgivet af blådisede bjerge.

På vej ud af byen, kører vi igennem ’Lien Chieu Industrial Zone’ og ser blandt andet et kæmpe kompleks ved navn, Project Crown New Can Factory. Det er en ny fabrik under opførelse af Crown Beverage Cans, og som skal procedure pakke-materialer lavet af metal. Det er et eksempel på en succesfuld Vietnamesisk eksportvirksomhed. Industrizonen omfatter 374 hektar og har produktions-, kemiske-, byggemateriale-industrier plus forskellige lagerbygninger. Dette er den ene af tre tilsvarende industriparker, som huser hovedparten af byens nye industrier.

Da Nang, som er den største by i det centrale Vietnam, er i gang med et udviklingsprojekt, som vil gøre byen til et socialt og økonomisk center i regionen. Det involverer en kraftig udvikling af industri, service and turisme. Som en del af dette moderniseringsinitiativ, ser man også byen blive en betydningsfuld kommunikations-hub for både international og hjemlig transit og transport (det var den også for amerikanerne under Vietnamkrigen) og vil fungere som forbindelsesled til provinserne i det centrale højland. Desuden skal kultur, sport og uddannelsestilbud udvikles. En satsning, der uden tvivl vil skabe en pulserende storby inden 2020, når den globale arbejdsdeling, som forventet, forsætter med at placere opgaver i Vietnam. [1]

Kort tid efter må chaufføren have bussen i slæbegear. Vi skal nemlig op over den omgivende bjergekæde, på vejen mod Hue. Bussen gir sig, mens den kæmper sig op ad i sneglefart under store anstrengelser. Motoren vånder sig og truer med at give op. Vi følger spændt med i denne kamp mellem natur og menneskeskabte eleemnter. Vi kommer dog intakt op og kører for en tid i bjergene.

Vejen er i fin stand og vi kører over flere nye broer. Et hul kommer til syne i bjergvæggen forude. Vi er på vej mod en tunnel. Der viser sig, at være Hai Van tunnelen. Det er den længste tunnel i Sydøstasien, med sine 6,28 kilometer. Den er naturligvis ikke bygget af vietnamesere. Vi husker Thuongs hånende kommentar om sine landsmænds evner. Den er derimod bygget af japanerne med hjælp fra både koreanere og amerikanere. Tunnellen stod færdig tilbage i 2005. Man undgår derved at skulle op over Hai Van passe. Det betyder at man sparer mellem en halv til en hel times rejsetid fra Da Nang til Hue.

Stop i Lang Co

Vi kommer ud af tunnelen, og ned går det mod Lang Co, som viser sig, at være en lille fiskerby med en flot strand. Bussen gør holdt ved en restaurant, som hedder Thuy, og vi kan besøge toilettet, strække benene og få forfriskninger.

Små fiskerbåde ligger fortøjet i smult vand bag tangen, som byen Lang Co ligger på.

Mens vi sidder på de hvide plastikstole foran restauranten, og nyder en kold vinter-melon, ruller en flot turistbus ind på parkeringspladsen, og hvem andre end vores tyske bekendte fra turen til My Son, kommer spankulerende ud af denne. Der er lidt fætter højben over dem. De havde fået plads på denne luksusbus med sovesæder til Hue for kun 8 dollars per person. De fortæller os desuden, at der er en tysk tradition for, at hvis man møder de samme mennesker tre gange på samme tur, skal dem, der først genkender den anden part, den tredje gang trakteres med middag og øl, af den anden part.

Der er nu ingen vej uden om, at anskaffe ny kasket og solbriller ligeså snart vi kommer til Hue, men på den anden side, hvor stor er sandsynligheden for at vi ser dem igen! Vi siger farvel, og er snart igen på vej mod Hue, i hver vores bus!

Som jeg sidder i bussen, kommer svaret fra Japan på min status-mail fra den 27. marts. Det tog sørme sin tid, men til alt held, er svaret positivt. Jeg jubler højlydt. De tilkendegiver, at det jeg leverede før afrejsen, virker udmærket og er tilfredsstillende. Med andre ord, min danske management har ingen grund til at klage over noget. Det tog et par stene væk, og rejsen virker med ét mere let. Desværre er det også den sidste mail, jeg kan modtage på min BlackBerry. Min data tjeneste er definitivt opbrugt. Men den bragte heldigvis noget ro i mit plaget sind.

Vi døjer stadigt med, at tyde det dårlige kort, som vi havde købt i HCMC. Vi har ud fra det, fået det indtryk, at vi er relativt tæt på Hue. Det viser sig, at der desværre stadigt er cirka halvanden times kørsel tilbage. Snart går det opad igen. Bussen kæmper igen og denne gang ikke alene. Vejen deles med andre tungtgående lastbiler. Det går meget langsomt. Det er midt på dagen og solen bager. Der bliver meget varmt, fordi vores bustype ingen aircon har. Det positive er, at vi har tid til at nyde udsigten over dalen. Der skiftes igen til et lavere gear. Det lyder som om, der er grus i gearkassen. Bussen klarer det dog.

Vi bliver overhalet af en luksusbus, ligesom den tyskerne kører med. Det ender nok med, at de allerede sidder og nyder en kold øl i Hue, mens vi stadigt sidder i busen og sveder på en bjergtop.

Bussen laver en kraftig opbremsning. En cyklist er nær blevet klemt mellem bussen og en lastbil! Masser af cyklister dukker op i nærheden af Hue. Disse cykler er primært betrådt af skoleelever. De kører på deres trædecykler ude på hovedvejen. Det virker ekstremt farligt. Så der er grænser for forbuddet mod cykler og for antallet af skolebusser!

Mister Pho

Endeligt er vi fremme og bliver sat af i bymidten. Vi tager straks en taxa til banegården for at få vores billetter på plads til aftens rejse mod Hanoi. Vi gør vores entre på banegårdens billetkontor. Der er en hel del mennesker derinde og en række billetluger, hvor billetsælgerne sidder bag glasvinduer. Nu er det ikke bare en almindelig billet til Hanoi, vi skal have. Vi skal forsøge at købe en sovekupe af en vis standard og med en afgangstid sidst på aftenen. Vi begynder at studere nogle tidstabeller, der hænger på store plancher i en metalstander midt i banegårdshallen. Vi forstår ikke noget af tidstabellen. Da er det, at en vietnamesisk mand hurtigt og målbevidst skridter frem mod os, og spørger på hæderligt engelsk, hvad vi søger og hvor vi skal hen?

Han virker ilter, og har et intenst blik i de dybtliggende sortglødende øjne. Han er mager og ranglet i sin mørkeblå skjorte og de noget mørkere bukser. Tøjet ligner en tjenestemands uniform, men ved nærmere eftersyn, ser man at det ikke er. Han insisterende på, at hjælpe os med at få købt billetter. Vi kigger skeptisk på hinanden. Kan det virkelig passe? Kan vi være sikre på, at der ikke er en skjult agenda? Som rejsende, nu om dage, møder man altid andre mennesker, og specielt de fastboende, med mistro. Sporene skræmmer. Hvor mange gange er man ikke blevet enten snydt eller forsøgt snydt. Så man møder op med en dyb mistillid og har udviklet forsvarsmekanismer, som primært går på, at være varsom, og ikke indlade sig for meget eller sætte for meget på spild.

En traditionel vietnamesisk båd på vej ned af Perfume River (Sông Hương).

Nå, hvor galt kan det gå? Det er midt på dagen. Der er masser af andre mennesker. Jeg har også set en politibetjent og helt ærligt, virker det noget besværligt at få købt en billet uden at kunne sproget. Så vi indvilliger i hans hjælp, og jeg begynder allerede at fundere over hvor meget vi skal tippe ham for det.

Han styrer os behændigt frem til en af lugerne, hvor der ingen kø er, og får råbt en fra personalet op. Han forhandlede et stykke tid med billetsælgeren. Prisen, vi skal betale er rimelig, og billetterne, som vi modtager, ser rigtige ud. Han spørger om, der er mere han kan hjælpe os med. Vi siger nej, og som jeg gør mig parat til at finde tip-pengene frem, drejer han rundt og går sin vej. Han når dog, at præsentere sig, som Mister Pho.

Vi er målløse over denne service, som havde været både effektiv og gratis. Vi kan ikke finde andre motiver, end ren og skær uegennyttig hjælp. Vi står lidt i stationshallen, og ser Mister Pho fortsætte med at praktisere sin hjælp. Denne gang for et andet udenlandsk par, fra Frankrig. For at være helt sikker i sagen, spørger jeg dem, om deres indtryk, og hvad de fortæller, bekræfter vores oplevelse.

Således udstyret med billetter og pladsreservation til sovevognen, med afgang til Hanoi klokken 23, går vi ud, for at finde noget at spise. Vi er knapt kommet udenfor, før viser Mister Pho komme ilende ud af en anden udgang. Han fik øje på os og spotter straks, at vi ikke rigtigt ved, hvor vi skal gå hen. Han kommer over og spørger, på hans meget direkte facon, hvad vi har brug for.

Nå, vi vil spise. Det kan vi klare på den anden side af gaden, hvor en række cafeer har til huse. Vi følger efter ham, som han iler af sted i hastig gang. Undervejs giver han os sit visitkort, og det viser sig, at han ejer en af cafeerne. Vi vil også gerne ud og se byen, inden vi skal med toget og tilfældigvis står der på hans kort, at han også tilbyder opbevaring af baggage.

Vi synes, at vi skylder ham en tjeneste, så vi spørger om vi kan spise hos ham. Det virker ikke som om, cafeen er åben. Pho bliver nødt til at få fat i sin kone. Han går om bagved cafeen, hvor de øjesynligt også bor. Der gik nogen tid, før konen og køkkenet bliver parat. De bliver også nødt til at hente nogle af ingredienser til vores sandwich ovre hos naborestauranten. Pho havde altså ikke planlagt at få gæster i cafeen den dag.

Vi sidder ude på det brede fortov, ved det eneste bord, der er sat op. Det er der ikke noget unormalt i, man sidder ude i denne kultur. Det er bestemt heller ikke noget problem i dag, hvor temperaturen har sneget sig over 38 grader celsius i skyggen! Mens vi spiser vores mad sidder Mister Pho og ser nyhederne inde i det rum, som vender ud mod gaden, og som har hele den ene side åben. Det fungerer også som deres dagligstue.

Efter frokosten begynder vi, at studere vores brochurer og kort for at finde ud af, hvad vi skal se i byen og at finde ud af ruter. Straks kommer Mister Pho på tæerne igen og spørger, hvad vi vil se. Forelagt vores ønske, foreslår han, at en af hans venner kom over, og kører os rundt til de vigtigste sightseeings-steder i byen, for et rimeligt beløb af 500.000 dong (131 DKK). Igen bliver bekymret for, om vi nu vil bliver kørt langt væk, og efterladt et afsides sted. Eller om vores baggage vile være der, når vi kommer tilbage. Der er blot ikke andre alternativer, hvis vi vil have noget ud af eftermiddagen, så er det bare, at tage imod tilbuddet.

Vennen kommer hurtigt, og det viser sig, at han kører i en taxi. Vi kører naturligvis uden taxameter på grund af aftalen. Han kan desværre ikke tale engelsk, så Pho giver ham instrukser, og vi kører af sted.

Vietnameserne har en speciel form for kropslighed. Jeg havde været ude for at finde en ATM, lige da vi var ankommet til banegården. Jeg spørger en tilfældig kvinde om vej. Hun forstår mit forehavende, men da hun ikke magter, at forklare vejen dertil, tager hun mig i stedet i hånden og går med mig til automaten. Hun havde ikke behøvet at tage mig i hånden, men blot guidet mig med håndbevægelser, men nej, med et fast håndtag, er der ikke noget at tage fejl af og jeg bliver ledt som et lille barn. Vi blev efterfølgende mere opmærksomme på fænomenet og ser både kvinder imellem holde i hånd og ikke mindst mænd – mest unge mænd og disse er, så vidt jeg vurderer ikke bøsser!

Citadellet

Første stop bliver Citadellet, som ligger midt i byen, og er omgivet af en mur. Det var hjemsted for den vietnamesiske kejserfamilie (Nguyen Dynastiet), som holdt til der, fra 1805 to 1945. Det har haft samme setup og funktion, som den forbudte by i Beijing, som bosted for kejserens hof. Det siges, at netop byen i Beijing var et bevist forbillede for den kejser, der lod citadellet bygge.

Det var nu ikke så meget på grund af den gamle historie, at jeg ønskede at se stedet, men fordi jeg huskede TV-billeder fra Vietnam krigen, dengang, der foregik heftige kampe i og omkring Citadellet. Det var i starten af 1968, hvor den nord-vietnamesiske hær sammen med Viet Cong angreb Hue, som en del af Tet-offensiven. Kun 10 bygninger slap uskadte fra krigshandlingerne, ud af de 160 originale historiske bygninger i kejserbyen. Der foregår dog stadigt en større restaurering på området, som forventes færdigt i 2015.

Vi aftaler, hvor lang tid, vi skal bruge på, at se stedet, og taxa chaufføren vil vente på os på parkeringspladsen. Vi krydser over broen ved Thuong-Tu porten for at komme ind i det indre citadel, der ligesom det ydre citadel, også er omgivet af en mur. På vej igennem porten, ser vi påfaldende mange kameramænd, som prøvefilmer. Vi er kun lige nået igennem porten, da vi stoppes af det koreanske TV-team, som spørger, om vi vil deltage i deres reality show, som hedder Cyclo. Diana er naturligvis helt oppe at køre, men der er blot den hage, at vi rent faktisk skal betale for det, og at vi skal forpligte os til at køre rundt med dem i mindst 30 minutter. Det synes jeg ikke, at vi har tid til, selvom vi sandsynligvis ville være kommet i Koreansk fjernsyn!

Koreanske kamera-folk parate til optagelse, men det blev ikke os, de fik i kassen den dag.

Vi fortsætter henover den store plads foran flag-tårnet (Kỳ Đài), og efter ganske kort tid får jeg øje på en gruppe personer, som ser bekendte ud. Ja, det er ganske rigtigt vores tyske bekendte. Vi styrer straks hen imod dem, og forbavselsen, på deres side, er temmelig stor. Det havde de godt ikke regnet med, og da slet ikke, at blive den ’opdagede’ part. De er netop blevet færdige med deres rundtur. De har jo haft tid til at være på hotel først, fordi de ankom for flere timer siden! De tilbyder straks, som traditionen foreskriver, en middag, men vi må desværre afslå, på grund af vores stramme tidsplan, og foreslår, at vi højst sandsynligt ses i Hanoi! Vi siger farvel nok en gang, på samme dag.

Desværre har episoden med TV-holdet fremkaldt nogle spændinger med Diana, så det ender med, at hun ikke vil ind og se citadellet. Jeg går derfor alene frem for at købe billet. Jeg fisker hurtigt et bundt dong frem af min bukselomme for at betale (55.000 Dong), og haster mod indgangen. Jeg fortsætter lidt målløst igennem for-gåren til kejserens gemakker, tager et par billeder, og så videre til den næste gård. Jeg er frustreret over, at skulle gøre denne tur alene.

Gårdene og husene er en mærkelig blanding mellem gammelt og forfaldent, grænsende til ødelagt, og så de nye og restaurerede sektioner. Disse står i skrigende farver og lugter stadigt af maling. Disse bygninger har imponerende nymalede søjlegange, der understøtter flot dekorerede tage. Der er stadigt store tomme områder, hvor ødelagte bygninger har stået og hvor der blot findes en ujævn græsmark i dag.

Der er store grønne områder, hvor intet er bevaret, og på murerne i baggrunden kan man finde skudhuller.

En nymalet funklende søjlegang. Det er næsten for meget, idet man svært kan relatere denne indflytningsparate restaurering til noget historisk.

Den amerikanske hær rykker frem i det Citadellet efter massive bombardementer. Billedet taget af, den nu afdøde japanske fotograf, Kyoichi Sawada, og hænger i krigsmuseet i HCMC.

Jeg har haft det svært med dette billede, siden jeg, som teenager, så det første gang. Der drejer sig om kvinden, der ligger ved siden af den ødelagte ladvogn. Jeg har ikke kunnet forstå, eller acceptere, at hun er død. Det ser ud, som om hun sover. Hun ser ung ud. Hun ser smuk ud. Jeg har hele tiden spurgt mig selv, hvorfor hun skulle dø? Var hun en civil, der blev fanget i krydsild? Var hun VC? Hvad skete der?

På et tidspunkt, får jeg øje på Diana, som også er gået ind, og som er meget synlig i sin gule kjole. Efterhånden får vi kontakt igen, og afslutter Citadel-besøget i fordragelighed. Men før vi forlader siten, kommer vi til souvenirbutikken, sådan en er der altid ved afslutningen på en rundtur.

Jeg køber noget vand, men da jeg skal til at betale kan jeg ikke finde mine penge! Jeg søger febrilsk i alle mine lommer, men med samme resultat, der er ingen penge. Men jeg havde jo togbilletterne sammen med pengene. Nu er det panik! Ved Diana noget? Alt bliver endevendt en gang mere, men nej, både billetter og penge er væk.

Jeg må, på en eller anden måde, have tabt dem. Det mærkelige er, at man ikke ved hvordan. Hvis man viste noget, havde man nok ikke mistet dem! Jeg løber tilbage i den retning, som jeg var kommet med blikket stift rettet på jorden. Jeg går hele turen igennem igen, men finder ikke noget.

Jeg kommer tilbage til indgangen, og spørger vagterne der, om de har fået indleveret noget. Har de en lost and found? Det går op for mig, at der mest sandsynlige er, at jeg har tabt dem, da jeg betalte for entreen. Jeg havde været lidt ved siden af mig selv, efter skænderiet med Diana. Det er den samme midaldrende dame, der sidder i billetskranken, men hun fortrækker ikke en mine, da jeg spørger hende. Der er ingen opmærksomhed fra hendes side. Er det noget kulturelt, eller er det, fordi hun i virkeligheden udmærket ved, hvor vores penge og billetter er? Det bliver jeg aldrig klogere på. Søger lidt videre omkring indgangen, assisteret af en uengageret kustode, men eftersøgningen fører ikke andet med sig, end at en tabt sommerhat findes, og fiskes op af voldgraven. Pengetabet er til at overse. Det drejer sig om et par hundrede tusinde dong, men hvad med billetterne? Har vi nu forspildt vores mulighed for at komme med toget? Hvad med vores rejseplan? Godt, at vi har Mister Pho, når vi kommer tilbage fra turen!

Thiên Mụ pagodaen

Vi kører videre langs nordsiden af Perfume-floden frem mod Thiên Mụ pagodaen. Det er en tur på cirka 3 kilometer. Pagoden er den største i Vietnam, med sine syv etager, og et kendetegn for byen. Den ser også imponerende ud, som den ligger højt oppe i forhold til vejen, som vi kommer fra. Den er fra 1601 og beordret opført af fyrst, Nguyễn Hoàng.

Han havde på en rundt i byen mødt en ældre dame, som havde siddet på bakken, hvor tårnet nu ligger, og som havde fortalt et profeti om, at en fyrste ville komme, og lade en pogoda rejse, som en påskyndelse af landets velstand. Det kunne fyrste ikke sidde overhøring, og gik straks i gang med at planlægge byggeriet. Damen, der i øvrigt forsvandt umiddelbart efter hendes udtalelse, var kendt under navnet Thiên M. Det betyder ’himmelsk dame’. Vi ser påfaldende nok en del ældre damer omkring tårnet, men om der er en relation til sagnet kan ikke afgøres.

Diana, ’en yngre dame’, måler sig med ’en ældre dame’ – Thien Mu pagoden.

Tårnet er blevet et samlingspunkt for buddhistiske protestbevægelser. Første gang, det blev kendt i offentligheden, var i starten af 1960’erne, hvor protesten drejede som om katolicismens favorisering, og undertrykkelsen af buddhistiske religiøse udtryk. Det var Sydvietnams første præsident og erklæret katolik, Ngô Đình Diệm, der stod for denne undertrykkelse. Senere, i 1980’erne, blev det samlingspunkt for anti-kommunistiske protester, som var fremkaldt af styrets arrestationer af munke, som var anklaget for at forstyrre den offentlige orden.

Tu Doc’s paradis

Vi krydser Perfume-floden via Phú Xuân-broen, på vej til vores sidste stop på denne sightseeing crash-tour i Hue. Det er kejser Tu Doc’s gravsted. Det mest kendte af en række kejsergrave i området. Vi kører vel cirka 10 km. Vi er nu udenfor byen, og kører igennem flere små landsbyer og marker. Vi kommer frem til et område med en høj mur på den ene side af vejen, og et utal af souvenirbutikker på den anden. Det må være stedet, idet en del store turistbusser er parkeret her. Der er mange træer, både udenfor og specielt indenfor, hvor man blandt de mange fyrtræer, også ser blomstrende frangipani-træer. Vi betaler et gebyr på 55.000 dong for at komme ind.

Da vi træder ind i parken, denne sene eftermiddagstime slår det os, hvor fredfyldt her er. De fleste turister har allerede forladt stedet. Solens lange stråler kaster et blødt lys over stedet. Svært at forestille sig et bedre hvilested.

Indgangen til mausoleet og det tidligere kejserpalads, set fra Xung Khiem Ta pavillonen, som står på piller i den kunstigt anlagte sø, Luu Khiem. Det var her Tu Doc, omgivet af et udvalg af konkubiner, ville sidd,e og skrive, eller recitere digte – stedet emmer af patina.

Kejseren holdt også af stedet, som er indrettet med kunstig sø og ø, og befolket med eksotiske dyr og planter. Han kom her meget, før sin død, og eftersom han var ved magten i relativt lang tid, fra 1848 til 1883. Han var den længst regerende kejser under Nguyen dynastiet. Han havde derfor masser af tid til, at underholde sig med sit hof, som excellerede i luksus, 103 koner og et utal af konkubiner. Der kom dog ingen børn ud af denne øjensynlige intense omgang med det modsatte køn, hvilket måtte skyldes en sterilitet, som han pådrog sig på grund af kopper. At bygge og vedligeholde hans herligheder kostede masser af ressourcer, og hårdt arbejde fra hans undersåtter, og han balancerede til tider på kanten af revolter og kupforsøg.

Efter have vandret rundt i parken og beset bygningerne, lader vi Tu Doc i fred, og finder tilbage til den ventende taxa.

Mister Pho to the rescue

Da vi kommer tilbage til Pho’s cafe, er der stadigt nogle timer til togets afgang – godt for det, da vi skal se, om vi kan få refunderet vores billetter, eller få nogle nye? Pho spørger indgående til, hvad der er sket, og tager mig med over til billetkontoret, for at undersøge hvad der er muligt. Det viser sig at billetterne er tabt. Der skal købes nye, men heldigvis er der stadigt plads på toget. Vi har stadigt numrene på de tabte pladsbilletter, så det skal blive interessant at se, om der kommer nogen på de pladser i nat!

Udstyret med et nyt set billetter, er der tid til at gøre skaden op Det er ikke så galt, som først antaget, nettotabet bliver på 1,1 million dong, som lyder af mere end det er, nemlig cirka 300 DKK.

Vi kan nu sætte os og vente på toget. Vi køber noget mere mad, og inviterer Mister Pho på en øl. I første gang, afslår han, med den begrundelse at hans kone vil blive gal på ham, hvis han begynder at drikke øl. Kort tid senere, skifter han dog mening, og siger, at en enkelt nok ikke gør nogen forskel. Jeg har tidligere bemærket, at hans ånde lugter af alkohol. Han fortæller da også straks, at han har et alkoholproblem, med en attitude om, at det er der ingen grund til at gøre et større nummer ud af.

Mister Pho fortæller, at han har arbejdet for jernbanerne hele hans erhvervsaktive liv, på nær en kortere periode, hvor han var tour-guide. Nu er han pensioneret, men kommer stadigt dagligt på stationen og fungerer, som en slags uformel problemløser. Når der er et problem, primært med turister, bliver han tilkaldt, men han er også selv opsøgende (som i vores tilfældet). Hans erfaring og mestering af sprogene giver ham en god succesrate. Han er dog ikke på nogens lønningsliste.

Mister Pho er velorienteret om verdensforholdene. Da han hører, at vi er fra Danmark, kommenterer han straks velfærdstaten, som han ser, som meget positiv. Han påpeger, at med sådan en, undgår man at fattige bliver kriminelle, og han har bestemt ikke noget i mod, at betale skat, som om at han viste, at dette er et stort debat emne i Danmark.

Mister Pho fortæller også, at han har boet i huset, her ved stationen de sidste 52 år. Det vil sige, siden året 1961, hvor han blev født. Huset har været hans forældres. Det blev en pause, da vores nudler ankom. Jeg fortæller, hvorfor jeg gerne ville se Hue. Han kigger lidt på mig, og siger så, at han var dreng dengang de store slag stod på i Hue. Han holder en ny pause og siger videre, at han var 7 år gammel, da hans far, og hans 4 søstre blev dræbt af amerikanske bomber. Han siger straks, da han ser vores forfærdede ansigtsudtryk, at den tid er væk og at han ikke bærer nag. Det er lagt bag os. De amerikanske soldater var blevet sendt til Vietnam for at slå kommunister ihjel, og disse unge mænd parrede blot ordrer. Han ser afslappet ud, og fortrækker ikke en mine, som han sidder der, og fortæller om en grusom familietragedie og om de mennesker, som har dræbt hans familie. Jeg har lyst til, at spørge mere ind til krigshandlingerne, men der er ligesom ikke basis for det. Det er færdigt for ham, og derfor bør jeg også lade det ligge.

Mister Pho foran sin lille cafe i diskussion med deres udsendte. Det er hans kone på scooteren i baggrunden.

Mister Pho fortsætter med at fortælle, at huset, som de bor i, også er beboet af deres forfædre, og at det rent fysisk også er gravsted for dem. Så det er ikke muligt for ham, at flytte andre steder hen. Det har derimod været muligt for hans eneste datter, som bor og arbejder i Da Nang. Det er vigtigt for ham, at have et tæt forhold til datteren, og hun ringer da også til ham hver aften. Men tætheden betyder ikke, at hun også er bundet til familie-traditionen. Mister Pho gør meget ud af, at påpege, at hun har mulighed for at bryde med normen. Det er et opgør med konfucianismens stærke hævdelse af familiebinding. Hun kan, som kvinde forlade hjemmet. Hun kan søge jobs, som tidligere blev betragtet, som en særlig rettighed for mænd. Hun kan også vælge den partner, som hun ønsker at gifte sig med. Dette passer også fint med de kommunistiske principper, men hos Mister Pho kommer disse holdninger fra overbevisning. Han er ikke kommunist, men buddhist.

Mister Pho er, som flertallet af vietnameserne, buddhist, men ikke konfucianist, med dennes insisteren på familieoverhovedets hegemoni. Han siger, at dette vilkår er ovre for Vietnams unge, og bruger igen sin datters selvbestemmelse, som eksempel.

Man skal stræbe efter at skabe glæde, fortsætter han. Det er noget magt og penge ikke kan give dig. Hvis du bliver begærlig, forlader moralen dig. Det, der giver dig en god følelse og opretholde dig selv, er at gøre gode ting. Man skulle næsten tro, at han har læst Aristoteles, som siger, at den vigtigste faktor i at kunne opnå glæde er, at have en god moral, og at formålet med livet, er glæde. Men Mister Pho ser nok mere det, at sprede glæde, som en af de syv faktorer i Buddhas oplysning. I Mister Phos verdensbillede er der også en gud, der holder øje. Så der er noget gudsfrygtig bag motivationen.

Mister Pho har også et bud på, hvorfor Da Nang vokser, som den gør. Vejret gør forskellen! Det vil sige, at byen bliver en pålidelig transport hub, fordi hverken havnen eller lufthavnen lider under dårligt vejr. Storme går simpelthen udenom byen. Han ved ikke hvorfor, men sådan har det altid været.

Mister Pho organiserer banegården i Hue. Han er den uformelle leder, og den reelle autoritet. Fremfor alt, søger hans humanistiske tilgang for, at ingen fortabes. Det gælder både for vietnamesere og udlændinge. Mister Pho har været utroligt hjælpsom og har ikke bedt om noget til gengæld. Vi har fundet en uovertruffen vietnamesisk gæstfrihed.

Noget af det sidste, vi får, er en omgang detaljeret rejseinformation, primært centreret omkring jernbanerne, selvom vi kun har den forestående rejse tilbage med disse, men man ved jo aldrig. Det spørgsmål Mister Pho prøver at besvare er, hvordan vi på lettest vis kommer til Halong Bay. Vores optioner bliver skrevet ned på en lap papir, forskellige togtider og tognumre. Mister Pho ser kun rejsemuligheder i tog afgange og tider.

Tiden er fløjet i Mister Pho’ selskab. Klokken er nu så mange, at vi bør gå mod banegården. Vi betaler for vores opbevaring, plus lidt ekstra, selvom han forsøger at vinke det afværgende væk. Mister Pho siger ’farvel og mange tak’.

Der står 688 km til Hanoi på stationsbygningen. Vi har en lang nat foran os i selskab med backpackers, vietnamesere og andre turist-godtfolk. Vi finder denne gang let vores køjer. Dem er vi glade for, selvom vi kun kunne få såkaldte ’hard-sleepers’, som indeholder 6 køjer i hver kupe. Da vi kommer ind, ser vi, at natten skal deles med en vietnamesisk familie – som består af en ung kvinde et barn og kvindes mor.

Mister Pho kommer naturligvis også med på perronen. Vi har ellers sagt farvel til ham ovre ved hans hus, men der er jo mange andre, han kan hjælpe med at komme med toget, uden panik og problemer.

Ude på gangen, sættes de små plastikstole frem igen. Der er dog ikke så mange kunder til dem på denne tur. Heldigvis, så behøves man ikke bekymre sig for at kunne komme på toilettet, i løbet af natten. Vi snakker lidt med familien, hvor det store tema er, at svigersønnen studerer PhD i Australien. Pointen med svigersønnen, er naturligvis, at de har råd til at sende deres unge til udlandet for at studere. Der lyder et fløjt, og toget sætter i gang med et ryk.

Mister Pho står tilbage på perronen. Jeg kan se ham fra vinduet. Han står et øjeblik, og kigger efter toget, men vender sig så hurtigt om, og går. Det er det sidste tog i dag. Hans arbejdsdag er ovre. Han har gjort sit til, at folk er kommet uproblematisk videre på rejsen, og kan gå til ro med en god samvittighed.

Tu Doc’s sø med den nu tilvoksede ø i midten og pavillonen i baggrunden. Her opbyggede og udlevede han sit mini-paradis med masser af eksotiske dyr og konkubiner.

[1] http://www.vietrade.gov.vn/en/index.php?option=com_content&view=article&id=988:danang-economic-development-plant-vision-up-to-2020&catid=20:su-kien-xuc-tien-thuong-mai&Itemid=64

Ufrivilligt ophold i HAIPHONG

Jeg står ude på gangen i toget, og forsøger at se noget af landskabet, vi kører forbi i natten. Der er meget mørkt ude på landet i Vietnam. Der er ikke meget at se. Kun når en by passeres og toget sætter farten lidt ned, kan vi se mere.

Plastikstolene er på denne tur sparsomt besat. Udenfor nabo kupeen står en pænt klædt mand, som har siddet på en af plastikstolene. Han havde rejst sig op, da jeg kom ud fra vores kupe. Han kigger nysgerrigt på mig, og det varer ikke længe, før vi falder i snak. Han virker meget formel og korrekt.

Han går straks i gang med at fortælle om onkel Ho, og hans bedrifter. Desværre er hans engelske ikke så godt, og derudover er han kommet til en fagmand, så der går ikke lang tid, før jeg bliver nødt til at færdigegøre fortællingen om Ho’s historie, lige fra studietiden i Frankrig, over Komintern i Moskva og Kina, til den revolutionære modstand fra hulerne hos stammefolkene i Nordvietnam. Jeg undlader de mere provokerende betragtninger om Ho’s kønsliv. Han er tydeligvis imponeret. Det måtte være på niveau med, hvad han selv har lært i partiet.

Efter denne indledning, begynder han, at tale om hans arbejde i et regeringskontor hvor han kontrollere fødevarer i. Han bliver imponeret igen, da han hører, at jeg kommer fra Danmark, fordi, som han siger, kontrolniveauet i Danmark og generelt i Europa er meget højere, end i Vietnam. Han specificerede at problemet i Vietnam var mængden af kemikalier i fødevareproduktionen. Han bliver senere mere fortrolig og specifik, og fortæller, at Vietnam også err begyndt at få fødevareskandaler, som dem man ser i Kina.

Han næver, at Vietnam Food Administration (VFA) i sidste måned var blevet kritiseret for ikke at have fundet fejl i et importeret fransk mejeriprodukt. Det er deres ansvar at overvåge og sikre kvaliteten af fødevarer. Der havde været mindre protein i produktet, end angivet på etiketten. Men det viste sig, at VFA ikke havde udført nogen kontrol, før de gav tilladelsen til import og salg. Han er åbenbart ikke glad for, at skulle indrømme, at VFA er inkompetent og ikke kan garantere sikkerheden med fødevarer. Specielt i lyset af, at VFA markant har proklameret, at de aldrig havde licenseret nogen kineske fødevarer til at blive solgt i Vietnam, efter mælkepulver skandalen der i 2008. Det har vist sig at være løgn. De havde faktisk tilladt import af mange kinesiske mælkeprodukter.

Toget rumlede videre i mørket, og vi er efterhånden de eneste, der stadigt er vågne. Jeg har åbenbart vundet hans tillid, for han fortsætter med at fortælle. Der havde også været andre sager, hvor agenturet ikke havde fundet forurenede produkter, såsom i en batch pho (den populære vietnamesiske nuddelsuppe), som havde indeholdt formaldehyd og en soja sauce, med et stof kaldet 3-MCPD. Disse uregelmæssigheder var i stedet blevet afsløret af lokale forbrugere. Der er ingen grund til at pine embedsmanden mere med nærgående spørgsmål. Han er godt selv klar over, at kontrollen er mangelfuld, og vil gerne kunne højne niveauet, og har været særdeles åben om problemerne. Jeg siger godnat. Som jeg går tilbage til kupeen, sætter han sig igen på sin plastikstol.

Der er noget indelukket og trangt i den øverste køje, for ikke at tale om varmt. Jeg finder dog ro og får skrevet mine noter ned i lyset fra den lille natlampe, som hver køje er udstyret med.

Lyset bliver slukket og vi kører til Nordvietnam i mørke. Vi glæder os til at se, hvad der venter os, når lyset igen vender tilbage.

Der tages noter i den trange øverste køje

Regnen og gråvejret er kommet. Temperaturen er faldet til nogle og tyve grader. Vi er stadigt i toget, som er på vej mod Hanoi. Vi kører henover de store floddelta, hvor seks forskellige floder løber ud i Tonkin-bugten. Navnet Ha Noi betyder bogstaveligt talt ’mellem floder’. Toget passerer derfor en del broer på vejen ind mod byen.

Billedet har været det samme, for det meste af turen, uendelige rismarker, som i regnen ser endnu mere grønne og frodige ud. Disse marker er kun afbrudt af landsbyerne, som er det eneste sted, træerne har fået lov til at stå. Disse er dog primært nyttetræer, som giver frugter og nødder og skygge. Indimellem, ligger der en bjergknold, som har været umulig at jævne, for at give plads til landbrugsland. På sådan en ligger der, som regel, et buddhistiske tempel. Landet emmer af frugtbarhed og foretagsomhed. For at kultivere sådanne enorme rismarker har teknologiske hjælpemidler fundet indpas. Jeg ser en mekanisk rishøster blive opereret i en mark, men ser samtidigt mange, der stadigt arbejder med sejlet. Specielt ris-plantningen, ser ud til at blive varetaget med håndens arbejde, selvom der findes mekaniske risplantere.

En overgang kører vi også forbi en række landsbyer, hvor der er opstablet masser af uforarbejdet stenblokke. Det er råmaterialerne for disse byers stenhuggere. Vi ser også de færdige produkter, som består af en skov af Buddha statuer i alle muligt udformninger og størrelser. At dømme efter antallet af stenblokke, der afventer at blive til en Buddha, må der være en kolossal efterspørgsel efter disse.

Vi ser også flere byer fra bagsiden af deres hovedgader, når vi kører ind mod byens station. Disse huse er påfaldende grå og farveløse på bagsiden og har heller ingen vinduer. Det på trods af at disse er af nyere dato. De er desuden meget smalle, måske kun omkring 3 meter bredde. De ser smallere ud, end husene i Tokyo, selvom grundpriserne her må være mere overkommelige.

Ved andre landsbyer, passerer vi damme, hvorpå store flokke af hvide ænder svømmer rundt. Disse andebrug er sandsynligvis kombineret med fiskebrug, så der er ænder på toppen, og fisk nedenunder.

Jeg glemte, at sige, at på denne togtur har der ikke været problemer med tilstoppede toiletterne, eftersom toiletterne kun består af et hul i gulvet, og fordi der slet ikke findes toiletpapir, kun en bruser.

De nysgerrige konduktører

Der er nok, at se til, for de relativt mange togkonduktører der patruljerede frem og tilbage i togvognede. Toget er nedslidt, så hver gang toget gør holdt ved en station må de kæmpe i flere minutter med at få togdørene. Toget larmer også en hel del, hvilket jeg tilskriver dårlig affjedring og dårlig vedligeholdte skinner. Togkonduktørerne har også arbejde med at billettere, og at forhandle med folk som er stået på toget uden billet. Det er spørgsmålet, om man kan kalde dette for ’arbejde. Det har mere karakter af sort arbejde, fordi betalingen konduktørerne får for at tildele disse personer et sæde, højst sandsynligt går i egen lomme. Det er naturligvis kun et gæt fra min side.

Vores kupee er i takt med at vores medpassagerer er stået af ved forskellige stationer, blevet invaderet af et hold af disse konduktører. De går med jævne mellemrum ud, på deres tjekrunde og dør-håndtering, for så derefter at vende tilbage til vores kupé. De har øjensynligt ikke andre steder at opholde sig. Der er to uniformeret konduktører. De ser meget unge ud. De har taget en kammerat med. De har også undervejs inviteret en ung pige ind. Det virker, som om, disse to er gratister. Der er en opløftet stemning, og de unge gutter pjatter og joker, nok mest, fordi de gerne vil gøre indtryk på pigen.

Ungdommen har invaderet vores kupe, men de er lidt generte for at blive fotograferet.

De kan ikke tale engelsk. Så vi tyer til mobiltelefonernes internet applikationer. Google Oversæt komme os til hjælp. Denne type kommunikation fortæller os, at de er meget glade for deres job. Arbejdet virker bestemt heller ikke anstrengende, måske pånær bøvlet med tog-døren. Vi får at vide, at de to konduktørgutter er 25 år. De har et meget afslappet forhold til hinanden, inklusivt det kropslige. Det meste af tiden sidder de i køjen overfor, tæt op af hinanden. Som samværet udviklede sig, hiver de en pose peanut brittles frem, som de serverede for os. De kalder denne snack for keo cu do. Den karamelliseret jordnøddemasse er blevet krydret med ingefær og omsluttet af en papirtynd riskage, før den var størknet. Disse kager er bastante og meget søde, men eftersom vi ikke havde fået nogen morgenmad, spiser vi et par stykker.

Samtalen forbliver på et simpelt niveau. Det meste af tiden går med at oversætte almindelige dagligdagsfraser. Der er langt igen, før de taler, endsige forstår engelsk til husbehov. Det er også tydeligt, at de sjældent er så tæt på udlændinge. Specielt min skaldede isse tiltrækker en del opmærksomhed. De skal alle sammen (undtagen pigen) prøve at røre ved den! Vi ser heller ingen skaldede vietnamesiske mænd på vores tur.

Som vi nærmer os Hanoi centrum, begynder vi, at se skilte for mange internationale firmaer og sjovt ok er det bilfirmaer, der domineret billedet. GM, Chevrolet, KIA Motors, Honda, Hyundai og Nissan.

Vi ruller ind på GA Hanoi, efter en 15 timers togtur.

Hanoi hurdle

Hanoi er endestationen, så togets indhold tømmes ud på en uoverdækket perron. Vi går over mod stationsbygningen, det vil sige den ’nye’ bygning. Som bekendt, blev den gamle bygning fra den franske kolonitid jævnet med jorden af et amerikansk bombetogt under krigen.

Hovedbanegården i Hanoi, som er genopbygget i gråt beton, midt i resterne af den bombede oprindelige kolonistil bygning.

Udenfor stationen, venter der, som sædvaneligt et virvar af taxichauffører, småhandlende og andre typer af krejlere, der forsøgte at kapre, de tilrejsende. Vi afviser alle tilbud, som sædvaneligt, blandt andet også en minibus, som påstår at ville køre direkte til Halong Bay, som er vores første mål i Nordvietnam. Vi gik længere ned af gaden, for der, at praje en kørende taxa.

Det tager nogen tid før, vi får fat i en taxi, men desværre er chaufføren meget svært at kommunikere med. Han taler intet engelsk, og forstår simpelthen ikke, hvor vi vil hen. Vi havde fået et tip fra de unge konduktører i toget, om at vi skulle tage til en busstation, som hedder RA Cong GA. Det tager meget lang tid, at få forklaret, at vi vil til hovedbusterminalen, som vi mente at have fundet en indikation af, på kortet. Det skulle dog anderledes.

Chaufføren kører til sidst af sted. Vi følger opmærksomt med fra bagsædet, og efter cirka 10 minutters kørsel, ser jeg et gadeskilt med navnet Thong Duc. Jeg finder det på kortet, og ser til min skræk, at denne gade er langt væk fra den rute, der burde bringe os fra banegården til busterminalen. Da jeg gør opmærksom på, at vi er på afveje, gør han sig nu relativt hurtigt forståeligt, at den bedste vej er lukket, så denne omkørsel er en nødvendighed. Det er usandsynligt, men hvordan skal vi kunne tjekke den påstand?

Vi kører videre et stykke tid, indtil han stopper på et gadehjørne, og peger på en port, på den anden side af gaden. Poten fører ind til noget, der ligner en øde parkeringsplads. Der er ingen biler derinde, og hvad værre er, heller ingen busser!

Om der har været en busterminal derinde, finder vi aldrig ud af. Det kan vi vi heller ikke bruge til noget nu. Vi betaler irriteret, forlader bilen og en lille ed finder vist også vej. Enten har han ikke forstået vores formål, eller også har han snydt os eller også har der engang været en busstation ved det navn er, som vi havde forsøgt at formidle til ham. Det må stå hen i det uvisse, for nu må vi forsætte vores søgen efter busstationen til fods.

Der var et aktivt bybusstoppested i nærheden. Vi spørger nogle ventende passagerer om en bus til Haiphong, eventuelt vil komme her, men de forstår ingenting. Nu kunne vi godt have brugt Mister Pho. Vi gik søgende ned af gaden, og finder, efter et par blokke, en butik, hvor et par ekspedienter står udenfor. Den ene taler lidt engelsk. De virker meget afklaret på, at det måtte være bus nr. 34, som vi skal tage. De mener også, at den kører fra bustoppestedet, som vi netop havde passeret.

Vi takker for anvisningen og går tilbage for at vente på bussen. Det går cirka 10 minutter, så kommer en almindelig bybus med nummer 34 i displayet. Den er stuvende fyldt med mennesker. Vi indser da, at det ikke kan være den bus, og hvis det virkeligt er, vil det blive en ulidelig tur.

Vi må lægge en ny plan, som bliver at finde et rejsebureau, og få dem til at bestille en billet. Det skulle midlertidigt ikke blive så nemt. Vi går dog optimistisk i gang. Vi når frem til Nguyen-gaden, som er en stor gade, ikke så lang fra byens sightseeings-områder. En anden taxa bringer os der! Teorien er, at sådsn et sted må der også være rejsebureauer. Men lige så mange rejsebureauer, der havde været i Hoi An, lige så få er der i Hanoi. Vi traver af sted, men igen dukker op. Der er heller ingen hoteller, som kunne hav været et alternativ, idet disse til tider lægger hus til rejsebureaukontorer, eller i det mindste taler engelsk, og måske kender til hvordan vi kommer frem til Halong.

Vi prøver, et par gange, at spørge om vej på gaden. En gang møder vi et ungt vietnamesisk par, som med det samme siger, at det koster en antal dong, som svarer til 100 DKR at komme dertil. Vi forstår dem, som om de giver os et tilbud, og at vi blot skal følge med dem. Det forsøger vi så, men de går meget hurtigt væk, og efter kort tid må vi opgive at følge dem med vores bagage på slæb. Prisen må således kun have været for vores information. Noget slukøret går vi tilbage på hovedgaden, og fortsætter vores efterhånden, noget tungere vandring.

Endeligt efter nogen tid, spotter jeg noget, der ligner et hotel på den anden side af gaden. Nu er det imidlertid ikke, så enkelt at komme over gaden i en vietnamesisk storby. Det havde vi allerede døjet en del med i HCMC, men vi ser straks, at problemet ikke er blevet mindre af at komme til Hanoi.

Der er voldsom trafik af primært scootere og motorcykler i begge retninger. De kommer i en lind strøm. En strøm, som der ikke når at blive ophold i. Vi står på spring, og venter på det rette øjeblik, men den rigtige passage kommer ikke. Selv i det moment, hvor et rødt lys længere henne, har givet lidt luft på gaden, er der altid et par enkelte køretøjer på vejen, og det virker ikke, som om de agter, at tage hensyn til dig. Men så alligevel, i takt med at vi gribes af panik og utålmodighed, og derfor begynder at vove os ud på vejbanen, for at forsøge at krydse over, viser det sig, at de kørende rent faktisk udviser hensyn, og enten sænker farten en anelse, eller kører udenom. Men der skal et større mod til at kaste sig ud i trafikken på den måde, men uden et sådan mod kommer man ingen steder.

Vi kommer over på den anden side, helskinnet. Det er ganske rigtigt et hotel, men et af de mindre, og den første receptionist, som jeg møder, taler ingen engelsk. Indehaveren bliver da kaldt til, og heldigvis forstår han noget engelsk. De skriver adressen på busterminalen ned til os. Tilbage på gaden, får vi prajet en taxi, som øjensynligt uden besvær forstår, hvor vi vil hen. Vi sætter i gang, og er lettede over endelig, at være på vej mod den rigtige terminal. Der går dog ikke lang tid, før vi bemærker, at taxametret galopperer af sted. Det havde vi insisteret på skulle benyttes. Vi bider bekymringen i os, for nu er vi kommet så langt, men en relativt kort tur lander på cirka 300.000 dong (omkring 100 kr). Det positive er, at vi relativt hurtigt er nået frem til busstationen.

Det er ikke nogen stor busterminal. Der er en mindre bygning, som huser billetkontor, ventesal og et cafeteria. Vi får at vide i billetkontoret, at billetterne skal købes i bussen Vi går da ned på perronen, som ligger lidt lavere end kontoret, for at finde bussen. Vi spørger et par ventende damer, hvoraf den ene taler fint engelsk, om hvor bussen holder. De skal med samme bus og den holder lige foran dem. Den er endnu ikke åben for om bord-stigning. Det er lidt mærkeligt, for både chaufføren og konduktører sidder derinde og ryger og læser avis.

Pludseligt sker der noget. Bussen starter med et hult drøn, og en tåge af diesel os omhyller os. Den bakker ud. De ventende passagerer løber efter den. Vi gør det samme. Ude på den åbne plads standser den, og konduktøren kommer ud, og åbner for baggaderummet, så kufferter og pakker kan lastes. Vi kan nu stige ind i bussen, og finde et sæde. Bussen sætter i gang, og vi er på vej til Haiphong.

Kort tid efter begynder konduktøren sin billetteringsrunde. Jeg holder øje med, hvad vores medpassagerer betaler. Jeg synes, at se, at det er 70.000 VDN. Det er ganske rigtigt. Konduktøren accepterer det samme beløb fra os. Man må sige, at 18 kr er en rimelig billet pris for at køre fra Hanoi til Haiphong. Det er en tur på omkring 100 km. Endelig en succes-oplevelse!

Som vi kører ud af Hanoi, fyldes bussen yderligere op. Vi stopper flere gange, og efterhånden er der ikke flere ledige sæder, men så er der midtergangen, og plastikstolene findes frem! Det varer ikke længe, før vi sidder 5 personer på hver sæderække, og bussen er blevet ganske ufremkommelig. Der skal råbes, skræves over og bakkes rundt, når nogen skal af, senere på turen.

Vi kørte ud af stationen kl. 13:10, og er fremme kl. 15:20. Turen ender med at tage to en halv time. Vi er imellemtiden kørt igennem Hanois industriområder, som mere eller mindre strækker sig hele vejen til Haiphong. Fabrikskomplekserne bliver kun indimellem afbrudt af de nødvendige beboelser og forsyninger til de derboende fabriksarbejdere. Denne forsyning er både fysisk og åndelig. Vi ser flere store supermarkeder og grønsagsmarkeder, men vi ser også både templer og karaoke. På denne strækning har industrien overtaget, så der er kun blevet plads til nogle enkelte rismarker.

En nat i Haiphong

Vi når frem til Haiphong. Det er givetvis en stor by, for det tager lang tid, før vi når frem til bymidten. Senere læser jeg, at der bor 1,8 millioner mennesker i den, og at det er Vietnams tredje største by. På vejen ind, kører vi, som forventet, forbi store skibsværftskraner og skibe, der ligger i dok for reparation.

Vi bliver omsider sat af ved noget, der ligner en lille bus terminal. Her står et hold backpackers også af. Vi finder snart ud af, at dette er et rejsebureau og at disse backpackers er her, fordi de skal vente på en dedikeret minibus til Cat Ba øen. Så det var en dead end. Der kommer med andre ordikke en anden bus til vores undsætning.

Der er en dame, der ’bekvindede’ kontoret, men hun kan desværre ikke forstå os, og vores ønske om, at købe en billet til Halong Bay. Hun ringer til en kollega, som taler mere engelsk. Han forsøger dog kun at sælge os billet til den samme tur, som de andre skal på. Hvad er der galt med disse mennesker? Halong Bay er vel den største turist-attraktion på disse kanter eller hvad?

Det fører ingen vegne, så vi beslutter at tage en taxi. Til taxi chaufføren forsøger vi, at forklare, at vi gerne vil køres til bussen, som kører til Halong Bay. Det virker, som om, han forstår, selvom jeg har mine tvivl, vores historik med taxa chauffører taget i betragtning.

Efter en kort kørsel, kommer vi til et gadehjørne, hvor store skilte bekendtgør, at herfra afgår ture til Halong Bay. To midaldrende damer kommer os straks i møde og har omringet taxaen, før vi når at komme ud og fremfører højlydt deres ønske om at indskrive os til en tur. Det viser sig hurtigt, at være en arrangeret tur med en pris på 180.000 VDN per person, så det er heller ikke bussen til Halong Bay.

Vi er efterhånden blevet trætte og indser, at det nok ikke bliver i dag, at vi kommmer videre. Vi har simpelthen ikke mere energi til at søge efter busser og beslutter derfor at finde et hotel.

Da vi gør tegn til at fortsætte bliver vi straks tilbudt taxi eller et motorcykel-lift af de samme damer. De har alle slags transporter på hånden, på nær den ordinære bus til Halong.

Vi vil bare væk fra dem, og insisterer på, at gå ned ad gaden, og finde et hotel ved egen hjælp. På vejen hertil med taxaen havde jeg set et hotel, et par gader væk. Før vi når ret langt bliver vi igen antastet af en af damerne, der nu kører ind foran os på fortovet på en scooter. Denne gang for at tilbyde os et hotel. Vi afviser hende og går uden om hendes scoter. Hun kommmer dog igen. Vi får øje på hotellet og styrer derover og forsøger ignorere hende, idet hun bliver ved med at køre ved siden af os, som vi går.

Vi når frem til hoteller og går frem mod receptionen, men inden vi kunne når at fremføre vores ærinde, er damen der igen og bryder ind og overtager samtalen med receptionisten,naturligvis på vietnamesisk. Vi er ved, at blive sat ud af spillet. Til vores protester forklarer hun kort, at hendes søster arbejder på dette hotel, så hun nok skal hjælpe os med at få en god aftale. Vi er efterhånden blevet godt trætte af hende, så der syntes ikke, at være andre muligheder, end at gå.

Udenfor ser vi en parkeret taxa, nogle få meter fra hotellet. Vi henvender os, og spørger om han kan køre os til en andet hotel – lige meget hvilket! Taxachaufføren forstår ikke noget. Det virker, som om, han også er i ledtog med damen, som i mellemtiden er kommet ud fra hotellet og står afventende bagved. Han tager sin mobiltelefon frem, trykker et nummer ind og kort efter, rækker telefonen over til mig. En dame stemme spørger på engelsk, hvad vi vil? Jeg forklarer, at vi blot ønsker at blive kørt til et hotel, med mindst et par stjerner. Jeg rækker telefonen tilbage til chaufføren. De snakker lidt, og jeg får telefonen tilbage, og damestemmen fortæller mig, at de godt kan køre os til et hotel. Jeg spørger til, hvor det ligger, og så siger hun, at det nærmeste ligger 10 kilometer væk! Så vidste vi, at dette ikke er et seriøst foretagende. Det er tide at afbryde samtalen. Hvad er det for et sted, som vi er kommet til? Det virker, som om alle er ude på at kapre os til deres formål. Mister Pho’s uselviske gæstfrihed syntes ikke at eksistere, her omkring.

Der er ikke andet for, end at fortsætte vores vandring ind mod Haiphongs bymidte. Det må være andre hoteller i nærheden. Det eneste opløftende er, at damen på scooteren øjensynligt har givet op, og ikke er at se mere. Vi forsøger et par gange, at spørge forbipasserende om hvor der ligger et hotel. Kun en af de forespurgte syntes, at forstå hvad vi vil og peger os i en bestemt retning. Vi går i den anviste retning, og efter nogle blokke møder vi en fyr, som taler bedre engelsk, og han kan endelig fortælle os, at der en 3-400 meter længere nede af gaden ligger et udmærket hotel.

Det havde han ganske ret i. Stor er vores lettelse, da vi ser hotelfacaden, som har et udvalg af vestlige flag blafrende, som om det ligefrem ventede udenlandske gæster. Det er klart, et bedre hotel, måske ligefrem byens bedste. Det hedder Huu Nghi, og har 4 stjerner vedhæftet. Desværre er de to kvindelige receptionister ikke særligt imødekommende. De kigger på os med misbilligende blikke og demonstrerer deres holdning, ved ikke at være særlige lydhøre. Blandt andet påstår de, korrekt eller ej, at de kun har et deluxe-værelse til 80 USD. Vi har ikke kræfter til flere udfordringer den dag og kroppen kræver simpelthen et bad, så der er ingen vej udenom. Inden vi er helt færdig med at tjekke ind, kommer den sidste fyr, som havde vist os vej, løbende ind i foyeren, og siger noget til receptionisterne. Han har øjensynligt fulgt efter os og havde ventet udenfor indtil det var sikkert, at vi valgte hotellet. Og nu ville han gøre dem opmærksom på, at det var ham, der havde bragt os hertil, om det udløste nogen kompensation kunne vi ikke afgøre. For han gik igen, øjensynligt tomhændet.

Udsigt over Haiphong, hvor den dominerende industri er skibsværfter. På grund af god vanddybde kan relativt store skibe sejle helt ind til byen.

Chả cá Kinh Kỳ

Efter at have forfrisket os, må vi en tur ned i byen for at spise. Vi går et par gader ned af Dien Bien Phu, som hotellet ligger på. Det skulle i øvrigt blive det tætteste, vi kom på dette legendariske sted. Vi drejer ned ad en sidegade og en restaurant byder sig til. Det ser ud, som om den lige er ved at åbne. Der er i hvert fald ikke andre end os, og personalet tilstede. Det er lige meget. Vi er velkomne og meget sultne.

Det er en lokal hot pot restaurant, som hedder Long Cá Kinh Kỳ. En ung kvindelig tjener betjener os. Vi bestilte en Chả cá Kinh Kỳ. Hun er kvik til, at få ilden tændt og få panden sat over. En tallerken fyldt med friske krydderurter bliver sat på bordet, sammen med flere små skåle indeholdende forskellige ingredienser, så som ristede peanuts, skivede røde chilis, skivede forårsløg, soja sovs og noodler. Kort tid efter, er hun tilbage med fiskestykkerne og begynder at stege dem på bordet sammen med taho. Derefter portion-serveres fiskestykkerne i en skål – først med noddler, så fisken, krydderurterne, forårsløgene og peanuts og til sidst hældes sojaen over. Det er svært, at få fat i det hele med pindene, men når det lykkedes, er en meget velsmagende kombination.

Det viser sig at stedet besøges flittigt af de lokale. Allerede under serveringen af den første ret, ankommer mange vietnamesere. Den næste ret er en fiskesuppe med masser af grønsager. Det er godt nok kun fiskehoveder og andre ubestemmelige fiskedele, der udgør fiske-delen. Udover de grønne-sager, finder vi også ananas og tomat i gryden. Som den koger ind over bunsenbrænderen bliver den mere og mere potent og fyldig i smagen. Inden vi er igennem anden ret, er stedet totalt fyldt op. Det pudsige er, at næsten alle bestiller det samme, som vi har fået. Er det den eneste restaurant i området eller går folk blot meget ud her omkring?

På vej tilbage til hotellet forsyneret lille gadeslag os med opskårne umodne mango med tilhørende salt og et glas friskpresset sukkerrør juice. Det er en fin måde at afslutte en ret hektisk dag på. I bagklogskabens klare lys, ville det nok have været lettere, at have taget den minibus, der blev tilbudt på Hanois banegård, med direkte rute til Halong, men langt kedeligere!

APRIL 7, 2013

Grå vejr i HALONG BAY

Morgenmaden bliver serveret oppe i hotellets restaurant på øverste etage, som ligger på 10’ende sal. Der er stillet en kæmpe stor buffet frem, men ved nærmere eftersyn er der ikke så meget at komme efter. Selvom vi er noget nær de første, der kommer til morgenmad, er der ingen yoghurt, meget lidt frugt, og kun noget tørt kedeligt hvid brød. Det eneste gode ved stedet er udsigten, problemet er blot, at der ikke er så meget, at se i Hai Phong!

Der er ikke mange besøgende til morgenmad i hotellets restaurant, måskehar de allerede fundet ud af at morgenmaden er dårlig.

Manageren Thomas

Under morgenmaden kommer hotellets manager rundt for, på amerikansk vis, at høre, hvad vi syntes om servicen. Da der ikke er så mange gæster, har han tid til at snakke med os. Han hedder Thomas, også på vietnamesisk! Han fortæller, at han er kommet fra Sydvietnam for at bestyre hotellet. Der går ikke lang tid, før han betror os, at han ikke er begejstret for mentaliteten i Nordvietnam. Folk fra nord er stivsindet og traditionelle. De mener, at de kan tillade sig at være sådan, fordi de har magten. Som en illustration af dette, virker hans stab netop meget tillukkede og reserverede.

Han fortsætter med at beklage sig og siger at norden er mindre moderne end syden og i særdeleshed end HCMC. Folk, der kom fra syden for at arbejde her og specielt hvis de kommer med kompetencer, bliver de udsat for jalousi. Han taler i generelle vendinger, men tydeligvis taler han om sig selv. Han må have haft en hård tid, eftersom han ganske uopfordret starter med at fortælle dette. Det er til gengæld ikke særligt amerikansk!

Vi spørger da til folk, fra det centrale Vietnam, hvor vi jo netop har været og Thomas fortsætter med at sige, at de er på vej, men de er stadigt tilbagestående i forhold til både nord og syd. De taler deres egne dialekter og sprog, bl.a. fordi mange af Vietnams forskellige etniske grupper, lever der. Som han beskriver dem, kan jeg ikke lade være med at tænke på Mister Pho, og hans fokusering på glæde og mindre på penge. Måske er det sådanne holdninger, der er dominerende i den del af landet, hvis det er dem han hentyder til, tager ordet ’tilbagestående’ med et, en positiv betydning.

Thomas fortæller videre, at hotellet benyttes af forretningsfolk fra alle dele af verdenen, og at de bor netop på dette hotel på grund af skibsværfterne og de store industriudviklingsområder, som vi var kørt igennem fra Hanoi til Haiphong. Der kommer derimod ingen eller kun få turister i Hai Phong og ofte nogen, der er ’strandede’, som os!

Han giver os desuden nogle tips om, hvordan vi skal håndtere shopping under vores ophold. Man skal fremfor alt ikke handle på markedet ved dagens begyndelse, for folk i nord er meget overtroiske. Det skal forstås sådan, at hvis deres første handel ender med en lav indtjening fordi prisen pruttes ned, vil det påvirke resten af dagens handler i samme retning. Derfor vil de handlende være meget utilbøjelige til at gå ned i pris fra morgenstunden. Med hensyn til forhandlingsteknik bør man starte med halvdelen af den foreslåede pris, og derefter overlade det til sælgeren, at komme en i møde, prismæssigt. Desuden skal man, som altid, være parat til at gå, hvis prisen ikke udvikler sig gunstigt.

Han undskylder sig til sidste med, at han skal tilbage til kontoret, og vi takker for hans rådgivning og betragtninger. Vi er således blevet præsenteret for hans bidrag til de regionale folkemyter. Det indikerer også, at den højt besungne genforening har svære kår, når der trives en så dyb modvilje og mistro mellem regionernes befolkningsgrupper, som øjensynligt også influerer økonomiske og politiske prioriteter og cementerer sammensætningen af de forskellige elite-netværk, som reelt styrer landet.

Eksport til Kina

Senere da Diana er oppe ved buffeten, for at tjekke, om der eventuelt skulle være blevet sat noget mere interessant frem, ser en af servitricerne sit snit til at komme over til mig, naturligvis under påskud af, at ville skænke mere kaffe op, men hendes ærinde er anderledes.

Hun spørger til mig, og hun har et indbydende glimt i øjet. Hun når dog ikke langt med hendes forehavende, før Diana er tilbage, og får hende jaget væk. Jeg nåede dog, at få fyldt min kop op.

Jeg kommer til at tænke på, at vietnamesiske kvinder er blevet en eksportvare. Exporten går primært til Kina, som på grund af et-barns politikken, og ønsket om, at dette ene barn skal være en dreng, efterhånden er kommet i et stort underskud af giftemodne kvinder. Jeg havde også set flere indbydende blikke på vores korte tur rundt i hotellets nabolag aftenen forinden. Disse kvinder havde ikke været prostituerede. Prostituerede ’pakker sammen’ lige så snart, de ser, at man er sammen med kone eller en anden kvinde. Jeg fornemmede, at disse kvinder var interesseret i den egentlige sag, nemlig et giftemål til en bedre social status, og i den sammenhæng er man, som europæiske/amerikanske mand attraktiv lige meget alder og udeseende.

Apropos, eksport til Kina, læser jeg i dagens vietnamesiske avis, at man på grund af arbejdsløsheden i Vietnam har formuleret en målsætning, om at udsende 90.000 vietnamesere til andre lande for at arbejde om året, og primært til Kina. Denne eksport er nu kommet i fare, fordi disse udsendte arbejdere ikke ønsker at vende tilbage til Vietnam, når deres kontrakt udløber, og er dermed med til at skabe et illegalt immigrantsamfund og et socialt problem for Kina. Dette problem spiller tilbage på Vietnam, fordi Kina bliver utilbøjelig til at give flere indrejsetilladelse, og man derfor ikke vil kunne opretholde disse eksportkvoter.[1]

Bussen til Halong Bay – endnu et forsøg

Vi har ikke endnu fundet bussen til Halong Bay! Der måtte gøres et nyt forsøg. Vi tjekker ud og spørger de fjendtlige damer i receptionen om vej til busterminalen. Modvilligt giver de os anvisninger.

Det lykkedes da endeligt, at finde den ordinære bus til Halong Bay City, men først efter to yderligere forsøg. Først troede vi, at vi skulle til Tam Bac busterminalen, som vi havde fået at vide på hotellet. Vi havde måske ikke været præcise nok, men havde dog læst på internettet, at der kørte en bus fra hovedterminalen. Da vi nåede frem med en taxi, mødte vi dog en total afvisning, ved billetlugen. Nej, her var ingen bus at få til Halong. Vi måtte ud igen, og udenfor terminalen mødte vi, som normalt, et mylder af krejlere, der ville sælge os turer på deres motorcykler (ikke-pruttet pris: 20.000 VND), og de viste naturligvis alle, hvor den rigtige terminal befinder sig! Vi fik efterhånden dette lokaliseret til at være Cau Lac busterminalen. På trods af højlydte protester fra motercykel-folket, tog vi i stedet en taxi over til denne station. Måske lidt unfair nu da, vi havde fået en af disse knallertmænd til at fortælle os, hvor vi skulle hen. Vores vigtigste undskyldning var, at vi ikke rigtigt se, hvordan vi skulle balancere med vores kufferter på bagsædet af en knallert!

Der holder et par ventende busser i Cau Lac, og konduktøren konfirmerer, at disse rent faktisk kører til Halong Bay, og desuden, at prisen vil blive 50.000 VND per næse. Bussen er på størrelse med en forvokset minibus, og fungerer efter, hvad jeg kalder, det filippinske princip (Benævnt sådan, fordi jeg først oplevede fænomenet der). Det betyder, at bussen ikke kører efter en køreplan, men kører, når den er fyldt op.

Vi kan næsten ikke tro, at det lykkedes. Det havde bestemt ikke været den mest optimale vej til Halong Bay og havde kostet os mange anstrengelser, og det meste af en dag ekstra.

Det er lokale vietnamesere, der rejser med denne bus. At rejse sammen med dem er naturligvis en oplevelse i sig selv, og en del af årsagen til at man besøger et andet land og kultur.

Også i Hai Phong ses koloni-tidens gule bygninger, men ikke langs floden, hvor der kun er bygninger af nyere dato, sandsynligvis et resultat af bombninger under krigen. Ellers ser vi ingen tegn på den massive bombning, arene er ikke synlige mere. Civilisation er som natur, med tiden gror der nyt frem.

Vi kører over den nye moderne hængebro mod nord, Binh broen. Det er en såkaldt skråtagsbro, ligesom Øresundsbroen. Japanerne har igen været på spil, både med ekspertise og penge. Vi kommer således over Cấm floden, og kører ind i Thủy Nguyên distriktet, som er et område, hvor udviklingen er planlagt til at foregå i Haiphong fremover. Her ligger allerede flere industrizoner, og der er gode transport muligheder. Vi kører dermed ind i Quảng Ninh provinsen, hvor Ha Long er hovedstaden.

Selvom provinsen er bjergrig, er der relativt fladt, hvor vi kører. Det by- og industrimæssige er lagt bag os, og vi kører nær kysten, hvor der veksles mellem landbrug og fiske opdræt. Ude i havet er der lavet store indhegninger, så fiskeopdrættet kan udnytte føden i havvandet.

Meget af landet her, må være gammel havbund. Det er karakteristisk fladt som en pandekage. Ind i mellem stikker der en stor bjergknold op, som dem vi senere skal se ude i Halong Bay.

Bussen kommer ikke hurtigt frem, fordi den hele tiden skal , for enten at sætte passagerer af, eller tage nye med. Byen Cao Tong passeres med et flot buddhistisk tempel. Det indikerer, at vi ikke kører på den store og direkte motorvej til bugten, men krydser rundt mellem mindre byer, som en rigtig land rutebil!

En anden ting, der sørger for, at vi ikke falder i søvn, er at bussens horn konstant er i brug. Kommer til at tænke på, at Thomas faktisk også nævnte, at de kører forfærdeligt i nord. Jeg kan ikke afgøre om, det er på grund af dårlig kørsel eller blot dårlige kørevaner at vi skal udsættes for denne infernalske larm. Det kan næppe bidrage til ekstra sikkerhed, for det virker ikke som om nogen tager sig af det. Jeg går ud fra at folk bliver ligegyldige når alle der kan køre dytter og båtter i et væk.

Det virker også som om husene er blevet endnu mere smalle her. Nogle af dem kan højst være et par meter i bredden og så er de frygtelig grimme set fra siden – ingen maling eller vinduer – kun grå afskallede mure.

Vi passerer Bja Chi. Der spilles nu højtlydt musik i bussen – den har forvandlet sig til en slags lokal-disco. Det konstante horn og disco-rytmerne blander sammen i en uharmonisk koncert på vejen til Ha Long.

Et stort fabriksværk udspyer kraftig hvid røg over byen, Troung Voung. Det viser sig at være kraftværket Uong Bi. Det må være kulfyretmed al den røg, der produceres. Giver også god mening at placere det her for provinsen er netop kendt for en stor kulproduktion og behovet for elektricitet er stort blandt til at dække den tiltagende industrialisering.

Det er tydeligt at velstanden også er kommet til denne egn. Der er nye huse under opførelse overalt og som en konsekvens heraf er der også gang i mange infrastruktur projekter – for eksempel kloakering. Byen må være af ældre dato – fra kolonitiden, for vi set også en gammel kirke, der forsømt ligger trykket ind mellem nye huse og butikker. Gad vide om den er i brug eller blot venter på at udviklingen gør det endeligt af med den?

Der er stadigt overskyet – og ikke kun på grund af kulrøgen. Snart passeres Minh Thanh, bussens kørsel er om end nu mere rædselsfuld. Farten er upassende høj, vejene er dårlige her. Vi bliver kastet fra side til side – ikke mindst når bussen foretager hasarderede overhalinger. Det er en rodet by vi kører igennem. De er i gang med at anlægge en ny vej – det virker som en helt rigtig prioritet efter at have kørt på den gamle i omkring en time!

Halong Bay City

Bjergkædens toppe stikker op af havet ude i en overskyet og disset bugt, klokken er lidt efter 11 om formiddagen og vi er endelig fremme.

Men hvor skal vi hen? Ingen grund til panik – endnu. Vi kører ind igennem byen – den er langtrukken. Der er mange store blå containere og mange kraner. Maritime Bank passeres – det er et patchwork af farver. Her dominerer skibsværftsindustri også. Vi kører over broen ind til Halong Bay City og befinder os snart efter i bymidten.

Da vi sættes af bussen på en central gade, udspiller det samme sceneri sig som så mange gange tidligere, nemlig at vi bliver overfaldet af en sværm af prangere, der forsøger at få os til at benytte netop deres transportservices eller hotel-aftaler. Deres aggressive fremtoning er generende, plus deres dårlige eller manglende engelsk kundskaber. En fyr blander sig i vores forhandling med en taxi chauffør og forsøger øjensynligt at få chaufføren til at køre os til et bestemt hotel, hvor han sandsynligvis vil få procenter for at skaffe en kunde. Vi bliver irriteret og beder chaufføren om blot at køre, for at komme væk, så kan vi senere forsøge at forklare hvor vi skal hen.

Mens vi kører beder vi ham om at køre os til cruise-skibene – hvad det så måtte betyde – vi ved det ikke selv, men håbede at han viste det. Det virker ikke så godt. Han bliver modvillig og sætter farten ned og ender med at køre mindre end 50 km. per time på motorvejen. Hvad er nu det? Er det et forsøg på at få taxametret op? Han forstår ikke hvad jeg siger. Han reagerer overhovedet ikke på mine henvendelser. Først da jeg fysisk tager fat i hans højre ben og presser det ned mod speederen – virker det som om han tager mig alvorligt! Godt at der ikke er så meget trafik på vejen, for taxaen slår et sving over i den anden vognbane. Hastigheden er gået noget op, men forholdet til chaufføren er ikke blevet bedre. På trods af kampen i taxaen, hvad jeg fået dannet mig et overblik over hvordan vi kom ned til strand promenades hvor hotellerne og skibene lå – desværre så det ikke ud til at chaufføren havde tænkt sig at tage den afkørsel der ville ringe os derned, før jeg råber alt hvad jeg kan ind i hans øre at han skal dreje. Selvom han sandsynligvis ikke forstår hvad jeg siger, forstår han meningen og alvoren og tager afkørslen og sparer os for en kæmpe omvej og betaling. Vi står af ved det første hotel vi ser – det er en befrielse af komme ud af taxaen, selvom vi ikke rigtigt ved hvor vi er.

Så begynder jagten på et hotel værelse. De første par hoteller er alt for dyre. Så vi starter med at vandre hen ad promenaden i håbet om at noget mere fornuftigt vil dukke op inde alt for længe.

Fiskerbåde og broen over til Ha Long Bay City

Vi går et godt stykke vej ad gaden som hedder Ha Long. Den strækker sig langs bugten. Der ligger det ene store hotel kompleks efter det andet. Vi prøver at par hoteller mere, men de er stadigt for dyre. Så når vi endelig frem til noget by lignende, der ligger ved et gadekryds og hvor der også er restauranter. Vi kan sætte og få en forfriskning og kan sætte bagagen og vi kan sende en af os ud og søge. Her er der både bureauer der sælger ture til cruises og flere billigere hoteller. Efter nogle få forsøg og forhandlinger finder vi således både en bådtur og et hotel. Vi tjekker ind på hotellet og forfrisker os en smule. Hotellet har en fin beliggenhed med udsigt til bugten og vores værelse er netop med havudsigt. Men hotellet har set bedre dage. Væggene er plettede og gardinerne er falmende. Stikkontakten hænger ud af sit hul og man kan tydeligt mærke fjedrene i madrassen. Bruseren kan ikke sidde fast i badet og værst af alt der lugter stærkt parfumeret, sandsynligvis fordi der er blevet sprøjtet med kakerlakker. Måske har vi købt et for billigt værelse denne gang!

Vi er ikke tilskyndet til at blive på værelset, men skynder os over til bureauet, hvor de også som en del af prisen havde lovet at køre os over til båden. Snart efter er vi på vej længere ud af Halong-gaden til en bådterminal, hvor flere af turbådene afgår.

Flere tour-både ligger parat i Halong Bay.

En tur i bugten

Jeg havde en forventning om at Ha Long Bay var junker med skarpe sejl og hvide strande klinet ind mellem stejle klippervægge, men jeg må have set for meget James Bond. Indtil videre sidder vi på vores tour-båd i gråvejr og småregn og har ikke endnu set noget interessant.

Vi er om bord på en mindre båd med siddepladser til omkring 30 personer. Vi sidder nede i kabinen, sammen med 6 andre passagerer. 3 vietnamesere – to kvinder og en mand og tre mandlige udlændinge af ubestemmelig nationalitet – lyder som om de kommer fra et sted i Østeuropa.

Vi beroliger os selv med at vi nok skal sejle noget tid endnu og at vejret kan nå at klare op inden vi når frem. Som vi sejler ud i bugten passeres først Tiki Island, på afstand ligner det et kæmpe raftehegn bygget på stranden – da vi kommer nærmere kan vi se at det er lejligheder. Det må koste at bo der med udsigt til Halong Bay. Selvfølgelig ikke så spændende i dag, men der er nok også gode dage.

Der er en masse tour både i sejlads på bugten, men de ser alle halvtomme ud i dag – det er nok på grund af vejret. Der er også nogle tungt lastede pramme på vej over bugten – som ikke bekymrer sig om vejret.

Så er vi frem ved en større klippeø, hvor der ligger mange turbåde for anker. Et stort skilt bekendtgør at vi er landet ved Dong Thien Cung. Der er kun en vej frem, som er en gangbro i cement, som fører over i en trætrappe, som leder os op til et hul i siden af en af de store klipper. Alle turister går ind i hulet og eftersom der ikke er andre steder at gå hen, går vi med. Grunden til denne nølen var at vi egentlig ikke vidste hvad vi skulle se på turen.

Det viser sig at være indgangen til en række store sammenhængende drypstenshuler. Disse er, udover lyset udefra, oplyst indefra af forskelligt farvede neonlys. Denne hule viser sig at være hovedattraktioner i Halong Bay. Nu har jeg været i en del klippehuler i tidens løb og er ikke mere så imponeret over disse. Lysshowet gør naturligvis den her speciel, selvom de rette lyseffekter kan peppe hvad som helst op.

Det er temmelig store huler og drypstens formationerne er da imponerende. Vi følger en afmærket sti igennem disse mærkværdige kreationer, som præsenterer sig i alverdens farver på grund af neonrørene.

Efter en halvtimes tid går vi opad igen og kommer ud af et nyt hul, som ligger et godt stykke for indgangshullet. Trappen leder os ned mod cementkajen til de ventende både, men dog ikke uden at lede os igennem en mængde slagsboder med forfriskninger, lokale fødevarer og souvenirers.

De ventede tour-både ved Hang Dao Go

Et andet skilt ved gangbroen fortæller, at disse øer i Tonkin bugten dækker et område på 1553 kvadrat kilometer og at der er 1969 øer. Vi kan da forstå, at vi kun ser et lille udsnit af dette ørige i dag.

Tilbage på båden spørger jeg altmuligmanden, som fungerer både som konduktør, matros og tjener, om den bådulykke som skete her for et årstid siden, havde sat ekstra fokus på sikkerheden? Først ville han ikke vide af den, men da jeg blev mere præcis insisterende underspillede han den. Den var sket langt væk fra hvor vi sejlede, det havde været en lille båd og det var ’kun’ fem personer, der druknede. Der var naturligvis også en form for problematisering af deres forretning, men bådsikkerheden er da et vigtigt tema og flere af bådene så noget udrangeret ud. Efter samtalen tjekkede jeg hvor man kunne finde to redningsveste!

Kvindelige roere afventer at et nyt hold turister ankommer til den flydende landsby

Båden sejler videre ind blandt klipperne og snart efter befinder vi os i en slags lagune omgivet af klippeknolde til alle sider. Har ligger den såkaldte flydende landsby, som er en samling huse på tømmerflåder beboet af de arbejdere der servicerer turisterne. Disse services omfatter at ro turister rundt blandt klipperne i små både og igen bemande de forskellige boder, som ligger placeret på et større pontonarrangement midt i lagunen. Det er som et slags vandland lagt ud her, hvor bådene lægger til og turister kan boltre sig med kajakker og ro-turer, udover at få serveret en frokost.

Vandets erodering ses tydeligt på disse klipper, som i øvrigt kaldes for ’de to høns’.

Nogle af øerne er blot en sten der stikker op af havet, andre er større sammenhængende klippeformationer, hvor der også er lidt land og strand imellem klipperne. Hovedparten af disse klipper er formet af limsten. Problemet med denne stenart er, at det kan eroderes af vand. Det tager godt nok tusindvis af år og er også årsagen til at der findes disse huler. Vi så flere klipper som var blevet eroderet af vandets bølger, så klippens støttefod i vandkanten var blevet mindre. På sigt skal vietnameserne således ikke regne med at have denne attraktion mere, klipperne vil brække af og blive opslugt af havet. For nogle klippers vedkommende så dette ud til at kunne ske indenfor årtier, for andre vil det nok tage nogle tusinde år.

Vietnamesisk produktivitet

Oppe på dækket faldt jeg i snak med en af østeuropæerne, som viste sig at være rumæner. Han var på en weekend tur til Halong sammen med to kollegaer, for som han sagde, der er ikke så meget at se i Haiphong.

De arbejdede på et skibsværft i Haiphong og er specialister i montering af aircon-systemer på skibe. De arbejdede faktisk for en underleverandør, som hedder Heinen & Hopmann, som er et hollandsk firma specialiseret i aircondition, køling, ventilation og varmesystemer. Det fik jeg en længere historie om, men var mere interesseret i hvordan livet var i Haiphong og i særdeles arbejdspladsen.

Han beskrev deres arbejdsproces som en forsyningskæde, hvor hans team var afhængig af at et anden vietnamesisk team gjorde deres arbejde færdig før hans kunne starte. Han beskrev vietnameserne som meget langsomme og som nogen der ofte blev forsinket med deres leverancer. Eksempelvis havde han en dag for nyligt ventet 3 timer på at en person som han var afhængig af skulle komme på arbejde. Han gik endnu et skridt i sin karakteristik og betegnede sine vietnamesiske kollegaer, som værende dovne! Stærke betragtninger, men han virkede meget seriøs og troværdig. Han er, vandt til lidt af hvert i Rumænien, så man må antage, at det er galt når sådan en mand som ham brokker sig.

Øgning af arbejdsproduktivitet er netop et område som internationale analyse institutter, som f.eks. McKinsey anbefaler, for at løfte økonomien til det næste niveau. Indtil nu har væksten været drevet af henholdsvis en vandring fra land til by og af en demografisk fordel betinget af en ung befolkning. De estimerer, at den voksende arbejdsstyrke og det forsatte skift fra land til by bidrager til 2/3 af Vietnams 7 procents vækst i det årlige bruttonationale produkt i årene fra 2005 til 2010. Men de siger også, at fokus må skifte til øgning af arbejdsproduktiviteten, hvis disse væksttal skal fastholdes. Nu er produktivitetsøgning jo primært et spørgsmål om at automatisere og teknologisere arbejdet og dermed tiltrække investeringer, men den enkelte arbejders motivation, innovation og performance er også en afgørende faktor i at få et tilfredsstillende afkast på investeringen. [2]

Minimumlønnen lå ved udgangen af 2013 på 89,3 USD, men vil stige til 128 USD i 2014 ifølge et nyt regeringsdekret. Lønningerne steg med 11,7 % i løbet af 2013 og man forudser at stigningen vil være hen ad den samme i 2014. Da inflationen faldt til 7.1 % i 2013 bliver den reelle lønstigning på 4,6 %. Selvom inflations kontrol er en regeringsprioritet synes disse stigninger at være relative store og Vietnam kan komme i samme situation som Kina, hvor man forsøger at opbygge en hjemlig købekraft for at modvirke svingende eksportmarkeder og samtidigt har vanskeligt ved at modstå kravet om øget forbrug for middelklassen – en afvisning som vil kunne føre til politisk ustabilitet. De udenlandske virksomheder vil da reagere ved at placere deres eksportproduktion i andre lande, hvorimod de udenlandske virksomheder som producerer til det vietnamesiske hjemmemarked vil trives, såfremt at væksten opretholdes. [3]

De udenlandske virksomheder strømmer imidlertid stadigt til, hvilket hænger sammen med at omkostningsniveaet stadigt er relativt lavt for eksempel i forhold til Kina, dermed betyder det stadigt ikke så meget at vietnameserne arbejder mindre når lønnen er tilsvarende lavere.

Marius, som rumæneren hedder, slutter af med at fortælle at væksten bestemt ikke er kommet alle til gode til Haiphong. Han ser dagligt børn på skibsværftsområdet, der undersøger skrald og fanger små krabber og fisk i havnen, som supplement til føden. Han konstaterer med et skuldertræk, at det vietnamesiske samfund er meget uligt. Der er mange meget fattige, men også mange rige.

Som vi krydser ud mellem klipperne på vej tilbage til kysten spekulerer jeg over hvorfor dette sted er blevet hoved turist attraktionen i Vietnam. Det er naturligvis et spændende naturfænomen, men mangler både liv og kultur. Turisten kan padle lidt rundt og kigge på klipperne – that’s it! Nå, men det var også overskyet og gråt i dag!

Sælgerne på det tomme marked i Halong Bay slår tiden ihjel med kortspil.

De forsvundne turister

Man mærker desperationen. Højt aggressiv musik strømmer ud fra den tomme restaurant på den anden side af gaden. Men det hjælper ikke – igen turister indfinder sig. De er nemlig slet ikke i Halong Bay City – i hvert fald ikke i ret stort antal. Den uudnyttede kapacitet på hotellerne, bådene og restauranterne taler deres tydelige sprog. Vores hotel, Hong Gai virkede helt tomt. Der har været flere turister, for disse kun få af faciliteterne var af nyere dato.

Da vi spadserede tilbage efter bådturen på den kilometer lange kystpromenade designet med snorlige palmetræer og mønstrede fliser, kom vi forbi den ene nedlukkede restaurant efter den anden. Hvis ikke det var fordi, vi netop havde været i Hoi An kunne vi forledes til at tro at vi var udenfor sæsonen. Billedet var som sagt været det samme på bådene – der havde noget nær været samme belægning på de andre både som på vores. Måske havde det kolde gråvejr holdt dem væk fra havet, men så igen hvad skulle de ellers lave hvis de var kommet hertil? Som sagt, så vi heller ingen i byen. Nej, turisterne kommer ikke længere til Halong Bay City for at starte deres cruise her. Måske havde vi fået svaret i bussen på vejen til HaiPhong, hvor vi havde mødt flere turister på vej til Ca Bat Island – var dette det nye in-sted i bugten? Måske er de allerede gået i gang med at bygge hoteller der?

På vejen tilbage til hotellet passerede vi forbi Thanh Nien markedet som ligger ned til stranden. Der var åbent og de fleste boder var bemandede, men der var ingen kunder. Jeg købte en T-shirt og afprøvede vores nyerhvervede forhandlingsteknik. Det virkede fint. Salgsprisen startede på 10 USD og jeg fik den for 3. Det var også sidst på eftermiddagen og der var ingen andre handlende!

En dårlig og en god restaurant

Det blev den værste middag til dato i Vietnam. Rejerne var brændt på til uigenkendelighed, risen var varmet op og brændt sammen til klumper, forårsrullerne blev serveret i en dynge hvor dejen var revnet og for flere af dem faldet af – de havde mulighed også være serveret tidligere.

Aftens hovedret præsenteres før den ødelægges i køkkenet.

Krabben kom blot ind på en tallerken uden nogen form for garniture og smagte ikke af noget – udover at vi naturligvis havde ventet ret lang tid på at få maden serveret. For at illustrere det manglende serviceniveau skulle jeg selv åbne vores drikkevarer. Hvis denne restaurant repræsenterer niveau heromkring forstår man godt hvorfor der ikke er noget turister. Restauranten navn er Thuan Loi på gaden Gieng Day – til skræk og advarsel.

Som mørket falder på i gaderne omkring hotellet dukker der smågadekøkkener op. De kommer ud af ingenting og pludselig er de der og der er fyret op under gryderne. På vej hjem fra den frygtelige restaurant passerer vi en 4-5 stykker af slagsen og vi var helt ærligt stadigt sultne.

De havde alle det samme setup – et gasblus med et par store boblende gryder over. Omkring køkkenet var der sat små plastikstole og borde frem – igen kun børnestørrelser. Der må have været en overproduktion af disse under en af de tidligere 5 års planer. På et lidt større bord er varerne udstillet pænt organiseret i lige rækker – det er et udvalg af hvad havet her omkring kan byde på, men kun skaldyr. Der er skalddyr af forskellige slags bl.a. nogle store østers. Vi lod friste. Vi blev da placeret på de små stole og kort efter kom et fad med fem østers, to små gafler og forskelligt tilbehør, som soja sauce, skiver af lime og wasabi.

Disse østers var store og velsmagende. De forsvandt hurtigt og fem mere blev bestilt. Parret som drev dette køkken fortalte at råvarerne var fisket i bugten samme dag – den gode smag bekræftede dette. Vi blev hurtigt enige om at vi skulle have spist her på gaden i stedet for restauranten. Vi betalte 40.000 VND (cirka 10 kr.) per servering. Derefter var det på tide at gå på værelset.

Bugten ligger i det store hele mørkt hen – kun lanterne fra et par enkelte tour-både ses. Der er lukke og slukke tid i Halong Bay.

[1] Ifølge det officielle statistik kontor (General Statistics Office) blev der registreret en arbejdsløshedsprocent på 2,28 i gennemsnit de første 6 måneder af 2013. Det er en stigning i forhold til 2012, hvor den var 1,99 %. Den 1. juli 2013 blev den vietnamesiske arbejdsstyrke opgjort til at udgøre 47,2 millioner mennesker. Ifølge samme kilde, skulle den være øget med 98.500 siden april samme år. Ungdomsarbejdsløsheden er her, som så mange andre steder, et større problem. Arbejdsløshedsprocenten blandt 15-24 årige er på hele 6.07. (http://en.vietnamplus.vn/Home/Vietnams-unemployment-rate-up-228-percent-in-first-half/20137/36394.vnplus)

[2] http://www.mckinsey.com/insights/economic_studies/taking_vietnams_economy_to_the_next_level

[3] http://english.vietnamnet.vn/fms/society/89621/minimum-wage-to-increase-from-2014.html/

APRIL 8, 2013

Ankomst til HANOI

Vi vækkes tidligt af de evindelige bilhorn og en tiltagende motorstøj fra gaden nedenfor. Da gardinet trækkes fra, må vi konstatere, at det er endnu mere overskyet og diset end dagen før. Halong Bay fremtræder blot gråt i gråt. Med et så trist syn, er der ikke mere at se her, vi må se at komme videre.

Der er ingen morgenmad på hotellet og vi har ikke mod på nogen af de omkring liggende restauranter og der er ingen gadekøkkener på denne tid af dagen! Vi pakker, tjekker ud og så starter eftersøgningen efter en bus igen!

Så vidt vi forstår på receptionisten ligger busstationen et par kilometer længere ud af strandvejen i retning af bådterminalen. Det lyder jo ligetil. Vi prajer en taxa og siger med påtaget selvfølgehed at vi skal til busterminalen. Vi har lært at man altid skal forsøge at virke som om man præcist ved hvor man skal, for hen ellers udnytter taxachaufførerne det til at køre en omvej. Taxachaufføren fatter ikke uråd og uden at spørge yderligere sætter han bilen i gear.

En tur igennem Quảng Ninh provinsen

Det går mindre end 10 minutter og vi står foran busterminalen, med det lidt besværlige navn, Ben Xe Khach Bai Chay. hvilket skulle betyde Ha Long busstation. Men den er god nok – vi er i stand til at købe billet til Hanoi i det lille billetkontor til en pris af 100.000 VND (cirka 26 DKK). Dertil skal lægges de 80.000 vnd som vi betalte for taxaen. Til den pris, får vi også en såkaldt ’sleeper’ – det betyder kun at sædet kan lægges tilbage. Det tegner godt, men vi er der naturligvis ikke endnu!

Generelt set må man sige at bustrafik er udviklet i Vietnam – der findes større og mindre busstationer og alle størrelser af busser, som afgår efter en fleksibel køreplan.

Vores rejse plan gør at vi ikke falder hen i nogen hvilende rytme. Der er noget planlagt for hver dag. Det holder tankerne på afstand.

Klokken er 10 om formiddagen og vi er på vej til Hanoi med den ordinære bus, som nærmest er blevet et kendetegn for vores at rejse på. Som vi kører ud af byen ser vi mange fiskefarme, som er bygget ud i havet. Sandsynligvis har både vores krabbe og østers fra de forskellige serveringer fra aftenen før vokset sig store i sådan en farm. Spørgsmålet er blot hvad de er blevet fodret med, udover hvad der er drevet ind fra havet. Den naturlige fødekæde i havet bygger på omega 3, men ofte benytter fiskefarme sig af billigt foder baseret på majs, som har en overvægt af omega 6. (Måske skulle jeg forklare hvorfor vi ikke har brug for mere omega 6 i kroppen, som i forvejen overbelastes af usunde spisevaner.)

Vi kører nu igennem en række mindre byer i Quảng Ninh provinsen på vejen ind mod Hanoi. Det virker som om flere af byerne er vokset sammen på denne strækning. Jeg kan dog ikke garantere at jeg har fået rigtigt fat i deres navne fordi skiltningen ikke altid var lige god.

I Mau Khe, Bong Treu lå en afdeling af Quảng Ninh universitetet. Heromkring var der masser af byggemarkeder. Så igen en lang strækning med rismarker. Her ser man igen forfædrene stedt til hvile i midten af den rismark, som de har dyrket hele deres liv. På den måde giver de sig selv tilbage til den jord som de har ernæret sig af og som de har fået livsnæring af. Udover gravstederne var der flere steder store bjergknolde midt i rismarkerne, begge dele placeret på samme tilfældige måde. Klipperne er undskyldt, men hvorfor gravstederne ligger så asymmetrisk er mærkeligt. Igen et nyt vejprojekt og en masser af nybyggeri. Vi kører igennem Thon Trai Thanh og Nam Khê. Så drejer vi af mod Hanoi.

Flere små byer passeres, Phuong Dong. Vi kører på hovedvejen 18A og kører øjensynligt ind i et område, hvor der produceres keramik. Kommer forbi hvor de laver Long Hai krukker og Dong Treu keramik. Ser ud til at man i dette landskab kan udgrave rigeligt med ler-materiale, til både keramik og mursten. Vi ser mange teglbrænderier og stabler af færdige mursten parat til salg. Så ser vi de store rødlige åbninger i bjergsiderne et stykke vej fra vejen, som viser hvor råmaterialerne kommer fra.

Præcist klokken 12 stopper bussen foran en rasteplads, som det er kutyme i denne del af verdenen. Det en stor samling af forskellige madboder, udsalgssteder og en stor kantine under det samme tag. Her kan man sidde og spise maden, man har købt.

Alle står af bussen og køber mad og fortærer den i den store hal. Vi køber lidt forskelligt mango, æggenudler, lidt roe, nogle friturestegte ruller og en sodavand – det hele koster cirka 10 kr. Vi spiser således vores kombinerede morgenmad og frokost. Buschaufføren og den kvindelige konduktør sidder ved deres eget bord og udviser en kæmpe stor appetit både til maden, men også til hinanden!

Der er også boder hvor man kan købe lokale specialiteter. Derefter går jeg rundt og studerer udvalget i boderne inden bussen igen afgår. Der er et stort udvalg af cookies i fine bokse. Det virker som om de har en cookie-kultur som i Japan, hvor man køber egns- cookies som gaver, når man er ude at rejse. Der er også et bogudsalg, hvor flere Bac Ho (Onkel Ho) bøger sælges, side om side med vietnamesiske udgaver af romanbladet og testhæfter i engelsk.

Bussen tuder i hornet – det er tid til afgang. Vi fortsætter vores odysse igennem vietnamesiske småbyer på vejen ind mod Hanoi. Vi kører igennem Phuong Sao. Her foregår en større produktion af sten-statuer. Udenfor fabrikations-hallerne står de hvid-blege statuer opmarcheret. Her leveres øjensynligt til alle – Jesus står på lige fod ved siden af Buddha og de venter begge på en køber.

Murstens-fabrikkerne forsætter med at dukke op – at dømme efter mængden af opstablede mursten parat til ud-shipping, må der være en stor efterspørgsel. Vi ser også denne efterspørgsel konkret manifesteret som pågående husbyggerier i byerne vi kører igennem, hvor enten nye huse opføres eller eksisterende huse udbygges, så som påføres en ekstra etage. Det virker som om det altid foregår i højden. Mens vi betragter vietnamesiske huse, slår det mig hvorfor husene er så smalle – det er naturligvis for at spare maling! En anden konsekvens af de smalle huse er at man ikke ser ret mange møbelforretninger.

Jeg må have slumret noget for nu er vi allerede kommet til Bac Ninh. En af de større byer på vejen ind mod Hanoi, som vi havde været i stand til at finde på kortet. Der er beskidt her. En kæmpe affaldsdynge ligger ved indgangen til byen. Den er mindst 10-15 meter høj. Den ligner næsten et vartegn. Og ganske rigtigt affaldet flyder også i gaderne, i grøfter og på ubebyggede tomter. Holdningen er blot at smide skraldet på gaden. Vi ser det alle steder på vores rejse og det er ikke blot i Vietnam, men det samme foregår mange andre steder i Asien, på nær ekstrem renlige steder som Japan og Singapore.

På motorvejen ind mod Hanoi står med jævne mellemrum kæmpestore reklamesøjler støbt i beton. De fleste bærer plakater for kendte internationale brands og varer og viser deres karakteristiske slogans. Her ses Samsung, Hyundai, Toshiba, Panasonic, Canon, Pepsi og Mitsubishi, for at nævne nogle få. Der er også mere lokale firmaer, der annoncerer her, Bao Minh, Kangaroo og Hanwha. De ligner tårne på afstand. Gigantiske symboler på kapitalismens indmarch – man er ikke i tvivl om hvad der sætter dagsorden i Vietnam.

Vi kører over den brede Song Hong flod og er efter cirka 170 kilometers kørsel og omkring 5 timer senere fremme. Vi kører på den store Pham Van Dong gade og er snart fremme ved en travl busterminal (som jeg mener hed Tu Liem), som er endestationen for bussen.

Hver gang en bus kører ind på stationen løber en skare af motorcyklister ved siden af bussen og gør tegn og fagter til passagerne. Når man træder ud bliver man korporligt antastet og flere af dem forsøger at trække en hen til deres motorcykel. Det er en utrolig aggressivitet der udvises når disse transportservices forsøges solgt. Disse mennesker virker desperate, så der må være en dybere bagvedliggende fattigdom.

Indlogering i det franske kvarter

Vi slipper dog ud af gedemarkedet og får fat i en taxi. Vi kører ind ad Cầu Giấy gaden mod den gamle bydel, hvor vi har bestilt et hotel. Trafikken er afsindig tæt og kaotisk og det på trods af at klokken kun er 3 om eftermiddagen. Vi når frem til Au Treu gaden i det gamle Hoan Kiem distrikt, som ligger i det oprindelige Hanoi. Gaderne er snævre her, men det lykkedes taxaen at køre helt frem til vores hotel. Vi bliver modtaget af en meget venlig og tjenstvillig receptionist, som viser sig også at være hotellets manager.

Under tjek ind og introduktionen til hotellet bliver vi budt på velkomstdrink og frisk frugt. Derefter sætter hun sig sammen med os i det tilstødende sofaarrangement og gennemgår hvilke turistattraktioner, der kunne være interessante for os. Hvilken en modtagelse. Det har vi ikke prøvet tidligere og så kun til 35 USD per nat. Stemningen går en hel del grader op.

Men der var en hage ved det, for sagen var at de slet ikke havde det værelse vi havde bestilt. I hvert fald ikke den første nat – så hun forsøgte at sælge os et værelse på et søsterhotel på den anden side af gaden. Vi indvilligede i at tage et kig på det, men nej det levede ikke op til vores forventninger. Det endte så med at hun alligevel var i stand til at frigøre et værelse til os. Måske havde hun andre gæster, der ville komme senere, som hun kunne prøve at overtale til at tage værelset på den anden side af dagen.

Vores værelse ligger på sjette sal. Der er kun trappe derop, så dagens motion er sikret. Fra vinduet kan vi se hen over hustagene på de nærliggende huse og bagved tårner St. Joseph katedralens tårne sig op. Rummet er ikke stort, men rent og meget hyggeligt. Desuden har det en lille terrasse med to stole og et bord, hvorfra der var en fint udsigt ned til de snævre gader i det gamle Hanoi. Så det havde absolut været værd at kæmpe lidt for.

Der er stillet en flaske vietnamesisk rødvin frem på værelset – første gang vi ser noget sådant. Der må være nogle gæster, der fristes til at tage hul på den – måske nogle af de franske turister, som kommer her. Der viser også at der produceres rødvin i Vietnam – noget der aldrig var muligt at købe på de restauranter vi frekventerede. Rødvinsdruerne blev naturligvis introduceret af de franske kolonialister, men uden den store succes på grund af landets tropiske klima. Senere fik man genintroduceret vinproduktion ved hjælp fra såkaldte flyvende australske vinproducenter, som kom med nye dyrkningsmetoder og moderne viti-kulturelle teknikker. De er ’flyvende’, fordi de ikke bor fast i landet, men kommer forbi på konsulent basis, når deres egne marker og vinfremstilling tillader det. [1]

Vi er tilbage på de blå og røde plastikstole. Vi sidder på hjørnet overfor katedralen i en interimistisk gadecafe og nyder et glas koldt lime-the og knækker græskarkerner. Mørket er ved at falde på. Den værste trafik er ovre, men der er stadigt masser af liv på gaden. Vi sidder på fortovet – man kan slet ikke sidde indendørs på denne cafe. Der er intet menukort, man kan kun få nogle enkelte ting, så som the og kaffe og så græskarkernerne, som alle omkring os sidder og tygger på. Det er et velbesøgt sted og specielt af unge mennesker, der hænger ud efter arbejde eller skole, så der er rift om pladserne.

Som vi sidder på fortovet får vi ustandseligt henvendelser fra gadesælgere, der faldbyder alt fra kager til hygiejnebind. En lille minivan med et halv åbent lad kører ind på pladsen foran katedralen og en skrattende højtaler sætter i gang med at udstede instrukser af en slags. Det har den effekt at gadesælgerne skynder sig væk. Bilen kører videre og da den kommer forbi os, ser vi at der står politi på siden. Så det har øjensynligt været en advarsel til disse om at deres handel er ulovlig og trusler om forfølgelse. Men ikke så snart er bilen væk, før vi igen begynder at få henvendelser fra de tilbagevendte sælgere. Så meget for disse advarsler.

Kommer til at tænke på om et hovedryst på vietnamesisk måske betyder ’ja’, da disse sælgere øjenligt ikke kan fatte at vi ikke er interesseret – bortset fra dette føles det helt ok at sidde på kantstenen på niveau med byens gade liv.

Hanois ungdom hænger ud på små fortovscafeer i byens gamle kvarter.

Omkring Hoan Kiem

Efter forfriskningen tager en vi hurtig tur rundt i kvarteret. Vi går ned til Hoan Kiem søen for at se den lille ø med skildpadde tårnet (Tháp Rùa). Der er en asfalteret gå-sti hele vejen rundt om søen og der udfolder sig her et vældigt liv. En mængde folk jogger i alle mulige forskellige tempi og andre udøver forskellige former for motion. Og igen andre sidder blot og nyder en kop kaffe på en af flere cafeer langs søen.

En større gruppe af kvinder i alle aldre er i gang med en slags kollektiv massageøvelse, hvor de står på en række og hvor den bagvedstående masserer ryggen på den foranstående – således er det kun den sidste i rækken der bliver snydt for massage. Det fremgår ikke om det er en klub, arbejdskollegaer eller blot et møde på et bestemt tidspunkt på dagen, men de ser ud til at have det godt med arrangementet.

En gruppe midaldrende kvinder i gang med en kollektiv massage-øvelse ved Hoan Kiem søen

Skildpadde-templet ser temmelig tomt og indholdsløst ud, som det ligger på den meget flade ø i søen. En ø, som ser ud til at kunne komme under vand når som helst. Der er intet bag dets buede vinduer. Der er naturligvis også en historie omkring opførelsen, som er at en fortidig kejser, ved navn Lê Lợi, mens han padlede rundt på søen, fik en henvendelse fra en gylden skildpadde. Den bad om at få hans sværd. Det var et sværd han havde fået af en lokal gud ved navn Long Vương (drage kongen), da han havde gjort oprør mod det kinesiske Ming Dynasti. Det var naturligvis et tegn for kejseren, at guden nu ønskede sværdet tilbage. Historien fortæller ikke hvordan det blev leveret tilbage. Det var naturligvis også usædvanligt at en skildpadde kunne tale vietnamesisk, selvom den siges også at have været en gud.[2] [3]

Så var der heller ikke så meget mere at sige om Tháp Rùa og eftersom vi ikke så nogen skildpadder vi gik videre. Diana blev derefter straks tiltrukket af et stort shopping center, som kunne ses fra søens sydside og som ligger på hjørnet af Hang Bai og Hang Khay. Store lysende bogstaver på gavlen bekendtgjorde at dette er Trang Tien Plaza. Det var meget stort og har seks etager med alt hvad den velhavende vietnamener kunne ønske at købe. Vi gik hurtigt igennem første and anden sal. Det kunne nemt lade sig gøre fordi der ikke var ret mange mennesker. Mærkevarer butikkerne, som Louis Vuitton stod gabende tomme. Vi spurgte en vagt, som mente at det var fordi de netop for to dage siden havde åbnet centret igen efter en modernisering. Vi kom i tvivl om vietnameserne nu ret faktisk har råd til at betale prisen for disse produkter, for disse ikke billigere end andre steder i verdenen.

Det udtryksløse Turtle Tower i midten af Hoan Kiem søen

Vi går ned af Hai Ba Trung gaden for at indsuge lidt mere af bylivet før vi vender tilbage til kvarteret ved katedralen for at købe lidt fornødenheder ind før vi går til ro. Da vi går forbi torvet foran katedralen ser vi et betalingssystem udfoldet som foregår tilsvarende så mange andre steder i verdenen, nemlig at en gruppe uautoriserede personer opkræver penge for at holde øje med folks parkerede biler. Det mest påfaldende ved dette er at det sker lige for næsen af politiet. Politibilen fra tidligere var kommet tilbage og holdt nu på samme plads og holdt øje med begivenhederne, men uden at gøre ansats til at gribe ind.

Måske får politiet procenter for at tillade deres forretning?

[1] Viti-kultur vedrører studier af druer og produktion af vin. (http://en.wikipedia.org/wiki/Viticulture)

[2] Denne revolte tog sin begyndelse efter Tet i år 1418. Da havde Ming besættelsen af Vietnam stået på i cirka 18 år. Selvom Ming kejseren var blevet opfordret til at intervenere af den tidligere vietnamesiske kejserfamilie (Tran dynastiet) var de fleste vietnamesere efterhånden blevet godt trætte af den kinesiske udnyttelse og undertrykkelse. Dråben der mobiliserede Lê Lợi var ødelæggelsen af en vietnamesisk landsby af de kinesiske besættelsestropper. Kineserne havde kun haft held med at besætte de større byer med Hanoi i spidsen, men ikke landområderne hvor de nu oplevede modstand. I flere år praktiserede Lê Lợi guerillakrig mod besættelsesmagten og endeligt i 1427 havde han kontrol med hele kejserdømmet efter at have besejret de kinesiske hære flere gange. Kina anderkendte således Vietnam som en selvstændig stat og Lê Lợi blev kronet som kejser i 1428. (Facts er fra bogen, A Story of Vietnam af Troung Buu Lam.) Der er også heri at historien om den gyldne skildpadde findes (s. 96))

[3] Legenden om den gyldne skildpadde blev fundet på Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/Ho%C3%A0n_Ki%E1%BA%BFm_Lake), men en anden version fandt jeg i ovennævnte bog. Her forlyder det at mens kejseren sejlede rundt begyndte en skildpadde at følge båden. Kejseren blev irriteret på den og trak sværdet for at kappe hovedet af den, men med en hurtig bevægelse snuppede skildpadden sværdet og forsvandt ned i søen med det. Kejseren blev rasende og fik søen drænet for at finde sværd og skildpadde, men der var intet spor af dem. Sværdet havde kongen selv fundet og havde givet hans modstandsbevægelse moral. Nu da krigen var ovre blev folkets fortolkning af det skete, at siden sværdet der repræsenterede vold og krig nu var væk, kunne der blive fred i Vietnam.

APRIL 9, 2013

HANOI

Jeg vågner op til en høj bimlen fra katedralens klokker, men også til en kraftig mavepine. Klokkerne i katedralens tårne er bagsiden af den gode udsigt, for lyden fra dem går direkte igennem til vores værelse. Med hensyn til udsigten, når jeg ikke at nyde den, før jeg sidder ude på toilettet.

Der er klart en ny mavebakterie på spil i tarmene. Det tager desuden noget tid at få disse tømt. Som jeg sidder der på kummen, er det tid til selvransagelse – hvad skyldtes denne forgiftning? Hvad spiste jeg i går? Der bankes kraftigt på toiletdøren. Der er Diana – hun skal til nu. Nå ok, siden hun også har problemet, må skaden være sket på den eneste restaurant, som vi besøgte i går og hvor vi på romantisk vis delte maden. Vi må efterhånden til at revidere den generelle opfattelse og beskrivelsen fra tidligere om hvor frisk og godt det vietnamesiske køkken er.

Et gadekøkken med de typiske tre gryder på primitiv komfur. Det var dog ikke dette sted vi havde frekventeret aftenen før. Det ville nok have været bedre for vores maver.

Vi havde spidst lige før vi var gået på fortovsrestaurant lidt længere oppe ad gaden. Vi havde fået de sædvanlige nudler. Vi havde således ikke eksperimenteret og udsat os for unødig risiko, men nu kan man jo ikke se farlige bakterier. Rejser rundt i verdenen ville blive en del mere behagelige hvis en sådan scanner lommeformat blev opfundet.

I takt med at gråvejret og regnen igen indfinder sig falder vores begejstring for Vietnam. Det tegner til at blive en hård dag. Vi har et sightseeingsprogram. Kan de gennemføres med disse maver? Forsøget skal naturligvis gøres. Morgenmaden bliver minimal for ikke at fremprovokere utilsigtede reaktioner i maveregionen. Derefter bestiller vi en taxi – ikke noget med for mange spadsere-turer i dag.

Et mislykket besøg

Vi instruerer chaufføren om at vi skal til Ho Chi Minh mausoleet. Vi kører ud i byen og mister hurtigt orienteringen. En kvarters tid senere stopper taxaen – der er ikke noget mausoleum at se. Det viser sig at chaufføren har misforstået os og troede at vi ville til Ho Chi Minh museet og det på trods af at vi havde peget direkte på mausoleet på bykortet. Vi spørger en politibetjent til råds og han forklarer at det ligger næsten ved siden af, så skaden er ikke så stor endda.

Vi når dog ikke at finde over til indgangen, før jeg skal på toilet igen og hurtigst muligt! Heldigvis finder vi et indenfor de næste par minutter og det er desuden et toilet hvor man kan købe toiletpapir – den slags skal man ikke regne med at finde på offentlige toiletter. Vi misser dog museets åbningstid for jeg ender med at tilbringe en halvtimes tid på tønden eller rettere sagt over hullet i jorden. Under dette ophold får jeg rigeligt med lejlighed til at lægge øre til forskelligartede vietnamesiske prutter og andre afføringslyde fra nabotoiletterne. Der er 4 på rad og jeg har et toilet på hver side. Jeg må konkludere at disse ikke er meget anderledes end hvad man hører i andre dele af verdenen. Altså ingen nye kulturelle erkendelser på dette plan.

Vi finder frem til både museum og mausoleum. Ingen af dem er åbne. Nok også det bedste for alle parter i dag.

En vagt er med til at sikre at ingen kommer for tæt på det lukkede Ho Chi Minh Mausoleum

Vi tager et par billeder og vandrer over den enorme store plads foran mausoleet. Man kan forestille sig at kæmpe parader har taget plads her. I dag var her blot nogle enkelte turister, som ikke synede meget.

Ved siden af mausoleet ligger det sennepsgule præsidentpalads. Jeg forsøgte at tage et billede ind igennem tremmegitteret foran indkørslen, men bliver anråbt af vagten. Jeg opgiver mit forehavende, meget imod mine principper, men jeg er heller ikke helt mig selv i dag.

Tran Quoc og buddhisme

Vi går i stedet over til West Lake for at se Tran Quóc pagoden. Det er en lang tur at spadsere for tempoet er ikke højt. Da vi endeligt når frem, viser det sig at også den er lukket. Vi får dog fornøjelsen af at betragte en række mænd, som står og fisker i søen. De har godt bid i dag og hiver bestandigt fisk op af søens grumsede vand. De er dog ikke interesseret i at snakke med os – gav vide om det er ulovligt at fiske her?

Tran Quôc pagoden reflekteret i West Lake

Pagode-øen ligner en lille oase. Bygningerne er omgivet af masser af frodige grønne træer. Det er et buddhistisk tempel og pagoden er den ældste i byen – omkring 1.400 år gammel. Den ser dog utrolig velholdt ud, selvom den seneste større modernisering går tilbage til 1815. Tran Quoc er et ud af omkring 50 buddhistiske templer i Hanoi.

Man ser og mærker den buddhistiske genvækkelse overalt i Vietnam og ikke kun i kraft af mængden af fungerende templer, men også ved mængden af husaltre i butikker og andre steder, som hoteller. Denne opblomstring har primært fundet sted efter 1990, hvor myndighederne løftede restriktioner på offentlig praktisering af tilbedelse. Der er 10 millioner registrerede medlemmer af buddhistiske templer – men ingen ved hvor mange der praktiserer religionen derudover – sandsynligvis en del flere – at dømme efter alle de mange religiøse bannere og altre som vi så næsten alle steder. Det siges dog, at Vietnameserne er mere rituelle end egentlig religiøse og tilbeder fortidens ånder såvel i forretningen som i hjemmet dvs. afdøde familiemedlemmer. Til dette formål, ses alle mulige altre med ofringer og røgelse. Formålet er dels for at beskytte dem selv efter døden og dels at beskytte deres forretningsmæssige succes.

Der ser også ud til at nyere fortolkninger af buddhismen har en speciel appel til unge, som for eksempel den forenede vietnamesiske buddhistiske kirke, som lægger mere vægt på selvudvikling og gruppediskussioner af moralske og spirituelle dilemmaer.

Udover buddhismen praktiseres også konfucianisme, taoisme og kristendommen som religion. Konfucianisme og daoisme praktiseres sammen med gammel kinesisk tro og ses ofte som en sammensmeltet tro.

Men officielt er Vietnam ateistisk, så hvis man ønsker at gøre karriere skal man stadigt ikke skilte med religiøse overbevisninger, så kan man både få kommunistpartiet og forældrene på nakken.[1]

Hotellets husalter brillerer med et stort udvalg af fødevare-offeringer. Det varierede hvad der blev offeret – for det meste så vi frugter. Men flere steder var der stillet Coca Cola (Classic) frem til Buddha – ikke godt for en så stor og tyk mand, der klart ligner en der har diabetes!

Der var ikke tid til at dvæle mere ved pagoden for jeg havde igen desperat brug for at besøge et lille sted. Heldigvis var der en cafe i nærheden som kunne stille et til rådighed. Diana venter tålmodigt på mig med en lemon-te i cafeens udendørs arrangement. Jeg er lidt hurtigere denne gang – der er ikke så meget mere at komme efter.

Hvor vi sidder, har vi udsigt til East Lake (Trúc Bach), senere på turen skulle vi blive lidt klogere på hvad der var sket i netop dette vand den 26. oktober 1967. Vi sidder et stykke tid længere og samler kræfter til turen tilbage, mens vi konkluderer at der ikke er basis for mere sightseeing i dag.

Rejsens konstante oplevelser og optagethed med rejsens udfordringer har holdt tankerne på afstand. Med dagens tiltagende stilstand, får disse tanker nu en mulighed for at vende tilbage. Dagens temaer drejer sig om, job-usikkerhed og dårlige manager-relationer.

Vi går langs søen ad Tran Vu gaden. Fra de halv åbne kloaker slår en strid stank i næsen og affald og døde fisk flyder i kanten af søen. Ikke den mest oplagte rute at gøre sightseeing på. Fiskernes tilstedeværelse viser dog at der også findes levende fisk i søen.

På strækningen passerer vi flere gadekøkkener der er i gang med at tilberede og servere frokost – flere af gæsterne drikker noget, der ligner stærkt alkohol. Det er altid et faresignal når mænd tidligt på dagen drikker – noget man meget oplever i de slavisk talende lande. Har Vietnam et tilsvarende problem?

Vi er igen ude på de større veje, hvor der hele dagen igennem er en osende strøm af uensartede kørekøjer – naturligvis mest scootere, akkompagneret af kraftig motorstøj og hidsige bilhorn. Det begynder at gå os på nerverne. Såvel trafikkanterne, som fodgængere virker grove, afvisende og arrogante.

Det ville have været rart, hvis Baron Haussmann også havde slået et smut forbi Vietnams større byer og havde fået anlagt nogle brede boulevarder, før man begyndte at bygge kolonitidens bygninger, men han havde øjesynligt rigeligt at gøre i Paris. Der er klart brug for flere og større veje. Der er allerede tendens til trafikkaos og jeg læste et sted at byen allerede nu har tæt på 400.000 biler og omkring 4 millioner motorcykler.

Det kan også mærkes i næsen. Man lugter og smager udstødning hele tiden. Byen er kraftigt forurenet. Udover hjælme, synes standard påklædning på motorcykel også at indbefatte et klæde for munden for at undgå støv og røg.

Vi bevæger os fremad i et – efter vores standard, langsomt tempo. Det er vigtigt ikke at tage for store skridt! Den anden årsag til mangel på tempo, er at min kone ustandselig skal kigge tøjbutikker. Vi går ad Quán Thánh gaden, hvor der er en mængde af mindre butikker. Jeg bemærker, at de næsten alle har små altre placeret i butikslokalet og at der er ofret og lys eller røgelse tændt. Selvom vi kommer om eftermiddagen gør Diana kun minimalt fremskridt med hendes pris forhandlinger og få kun købt en enkelt bluse.

Residens for en hjemløs i Vườn hoa Hàng Đậu parken.

Senere krydser vi over parken, kaldet Hang Dau blomsterhaven (Vườn ho), hvor der i den ene ende står et stort mindesmærke til minde om den heroiske kamp mod de franske besættelsestropper i Hanoi og dens ofre. Det er konstrueret i groft beton og leder tanker hen på Sovjetunionens arkitektur. I den anden ende af parken ligger der ved et blomsterbed en hjemløs og sover under en presenning og en gammel paraply. Der ses faktisk hjemløse flere steder i byen. Der er ingen regeringer, der er stolte af at vise disse frem, så jeg kunne forestille mig at de prøver at fjerne dem, men at vi ser disse og ved højlys dag må indikere at det ikke er så let og at der er mange af dem. [2]

Efter dette grønne område, som der i øvrigt er en del af i Hanoi (og også i HCMC), ligger det gamle franske vandtårn, som franskmændene kaldte for Chateau D’eau Hang Dau. En gylden messingplade over døren ind bekendtgør at det er bygget i 1894 og kapaciteten er 1250 kubikmeter. Der er dog ikke vand i den mere. Det bliver øjensynligt heller ikke brugt til andet.

Broen

Endeligt når vi frem til området omkring Long Bien broen. En bro som jeg gerne ville se, fordi Gustave Eiffel designede den. Det viste sig at blive svært at komme tæt på den. Vi kom ud til den via Quán Thánh og skulle krydse den større tosporet vej ved navn Yén Phu for at komme tættere på broen.

Broen bugter sig ud over Red River og fra det punkt hvor vi står, tabes den af syne. Den strækker sig over hele 2,4 kilometer. Den ligner næsten en række Eiffel-tårne lagt på langs. Den ser rusten og tæret ud. Den er også fra årene 1899-1902 og den blev desuden udsat for kraftige bombardementer under Vietnam-krigen, fordi den var en del af en vigtig forsyningsrute fra Haiphong til Hanoi. Disse angreb efterlod en del af broen ødelagt, men det meste af den udgøres stadigt af den originale brokonstruktion. Broen forblev intakt under hele krigen og blev et symbol på det vietnamesiske folks og militærs modstandskraft.

Der var ikke meget gloværdighed over broens fremtoning. Det virker ikke som om myndighederne ser denne som en prioritet mere. Deres opmærksomhed synes forbeholdt den nye infrastruktur, som via en række moderne broer forbinder Hanoi med den nordøstlige del af landet og bidrager til udviklingen og væksten i området. Der er dog noget trafik på broen. Man kan se en mængde scootere, der kører deroppe, men igen biler eller fodgængere.

I forsøget på at komme på ’skudhold’ med kameraet, kommer vi helskindet over på den anden side af Yén Phu. Som sædvaneligt er der kun få ophold i trafikken, så når chancen er der, er det med at få det lange ben foran. Muren på den anden brydes af indgangen til en gade som der ud til at løbe parallelt med broen og som måske kan bringe os tilstrækkeligt tæt på til at tage et billede. Det viser sig at være indgangen til et marked.

Vi går ned af de smalle gyder i håbet om at der vil vise sig en vej videre. Der er meget beskidt her og snusket. Affaldet flyder rundt om boderne. Ikke lige et sted hvor man får lyst til at købe noget. Der er heller ikke mange der køber noget. Det er bestemt heller ikke et sted hvor der kommer turister. Vi bliver begloet i den grad. Der er et stort udvalg af frugt og tørrede fisk. Flere steder sidder der kvinder og pakker frugt i kasser, så måske er det mere et en-gros marked.

Der pakkes dragon-frugt med et smil på markedet ved broen Long Bien.

Vi kommer dybere ind i virvaret af små gyder og de egentlige salgsboderne hører op og her håndters mere pakkematerialer og affald. Vi kan ikke komme videre, den videre passage spærres af forskellige lagerbygninger. Vi må prøve at finde ud af denne labyrint igen. Det lykkedes efter at have krydset lidt rundt at komme tilbage til hovedgaden. Der løber der en mindre vej, Hong Ha, ved siden af den større, som vi begiver os hen ad. Måske giver denne gade også navn til markedet, som vi netop har været på? Jeg kunne ikke se nogen skilte.

Der sorteres plastik-affald.

Det er et skummelt område. Som vi passerede under broen, ser vi folk der bor i interimistiske skurer med sammenlappede bølgeblik tage. Det er ikke et sted hvor vi har lyst til at gå mere på opdagelse og jeg ånder lettet op da vi har distanceret os fra området. Der bliver således ikke noget billede af broen på denne tur. [3]

Som vi fortsætter sydover ad Hong Ha indser vi at vi slet ikke kan komme over Yén Phu på denne strækning og denne gang ikke på grund af trafik, men fordi vejen her er bygget som motorvej med afskærmninger ud mod vejenbanen. Vi går og går. Vi synes fortabte. Vejen forstsætter og forsætter og jeg ved at vi skal til højre for at komme tilbage til det gamle franske kvarter. Men det er kun muligt at dreje mod venstre eller at fortsætte med at gå ligeud. Begge disse retninger vil blot bringe os længere væk.

Der er sparsomt liv i gaden, men vi finder dog en mand, som vi kan spørge om vej. Han er ikke imødekommende. Han kigger uengageret på mig. Han hiver så en cigaret frem og tænder den tæt foran mit ansigt. Jeg får røgen i hovedet – hvilket nok også er meningen. Han forsøger ikke at svare, men vender hovedet og kigger den anden vej. Det er at få en kold skulder. Jeg er ved at eksplodere. Hvilken arrogant bastard! Jeg undlader at sige, hvad jeg mener om hans opførsel og vi vandrer videre.

Man taler meget om at Vietnamesere er et stolt folk. Men hvad er egentlig forskellen mellem denne stolthed og arrogance? Episoden bestyrker noget som vi har snakket om på turen og som vi nu bliver nødt til at konstatere, nemlig, at vietnameserne i bedste fald virker reserverede og i værste fald er uforskammet!

Det kan ikke nytte at surmule over den manglende gæstfrihed, vi må prøve at finde tilbage til det gamle franske kvarter, hvor vi bor inde mørket falder på. Der er kommet mere liv i gaden, vi går forbi flere små varehuse og ser at flere af gadesælgerne udgår herfra. Det slår os at vi nok skal hen ad samme sted hen, så det giver mening at holde sig bag disse, som bevæger sig ud med deres overfyldte kurve.

Ganske rigtigt leder de os på sporet af et gangbart gadekryds. Problemet har været at vi har gået nede bag en afskærmende mur, som har forhindret udsyn til eventuelle fodgængerovergange på den anden side. Men ved at følge disse sælgere på vej ind mod byen med deres salgskurve finder vi en overgang, som bringer os over på den anden side af Yén Phu.

En ung mand har været ude og købe sukkerrør på markedet og skal nu have disse transporteret hjem på hans lille knallert – an act of balance!

Først på den anden side, aftager panikken, derudover har maven gradvist fået det bedre og bedre, så et kig på kortet og på klokken afslører, at vi dels er tæt på et andet sted vi (læs: undertegnede) gerne vil besøge og dels har tid til et besøg mere.

Hanoi Hilton

Vi taler om det famøse og berygtede ’Maison Centrale’, som har huset fanger af alle afskygninger og observanser igennem tiderne. Der ligger tæt på det gamle franske kvarter, nærmere bestemt på Hỏa Lò gaden.

Ja, det er et fængsel, på trods af dets franske navn; det centrale hus, som blot er en forskønnende omskrivning af ordet fængsel på fransk. På vietnamesisk kaldes stedet for Hỏa Lò, som betyder ’ild-oven’ eller ’helvedes hul’ – hvilket måske er mere på linje med hvordan det føltes at sidde der. De amerikanske piloter, som holdtes fanget her, kaldte det ironisk for Hanoi Hilton. [4]

På vej hen mod indgangen møder vi igen den vietnamesiske uforskammethed. En ældre dame er i gang med at feje fortovet. Da vi skal passere hende, stopper hun ikke med at feje, men fejer skidtet ind på os. Det ville have været nemt og høfligt at have lavet et ophold i fejning og ladet os passere, men nej. Vi skulle svines til! Scenen er sat til et fængselsbesøg. Jeg tænker med gru på hvordan det må have været at være amerikansk krigsfange i denne kultur.

Vi køber billet og starter rundturen. Der er ingen guide her. Vi læser i stedet de opstillede plancher som vi går rundt. Første planche fortæller, at fængslet oprindeligt dækkede et område på 12.908 kvadratmeter og dermed var det største fængsel i Indokina på sin tid. Det blev oprindeligt bygget i 1896 for at huse vietnamesiske politiske aktivister, som kæmpede for uafhængighed. Der er ikke så meget tilbage af det oprindelige fængsel, kun den sydlige sektion inklusiv porter huset. Resten af det store kompleks blev revet ned i 1990’erne. Ironiske nok ligger der på den gamle fængselsgrund et fint apartment-hotel – Somerset Grand Hanoi. Det rigtige Hilton Hanoi ligger heller ikke så langt derfra.

Vi går igennem en større sal, hvor voksmodeller, der skal forestille vietnamesiske fanger, sidder fastlænket til gulvet. Deres ansigtsudtryk er lidende og deres kroppe er udmarvede. Vi går videre og kommer til kachotten, som er en række små og mørke rum, hvor fanger som havde forbrudt sig mod reglementet, blev fastlænket til gulvet i hvert deres aflukke. Som om dette ikke var nok, har disse celler kraftige døre. Ifølge planchen her, blev disse fanger fastholdt her døgnet rundt og måtte således forrette naturens ærinder samme sted. Deres kroppe var naturligvis mærket af denne tortur – f.eks. fortæller planchen, at de alle fik fnat. Derudover nævner den også, på opbyggelig vis, at en bestemt prominent kommunist sad her i 1932, men ikke noget om hvor mange andre og hvem de måtte have været.

Den flotte indgang til ’Hanoi Hotel’.

Vi læser videre, at der var plads til 600 indsatte, men andre beskrivelser siger, at der til tider var op til 2000 fanger stuvet sammen her. Under Vietnamkrigen sad der mellem 200-300 PoWs, som primært var nedskudte piloter.

McCain

Den mest prominente af disse amerikanske fanger var utvivlsomt John McCain. Han fløj bombetogter over Nordvietnam under krigen og blev i 1967 skudt ned over Hanoi. Vi ser postyret på udstillede billeder, da han bliver fisket op af en sø efter nedskydningen og ser også at denne sø var rent faktisk var Trúc Bạch, som vi netop havde siddet og kigget ud over for et par timer siden.

John McCain blev behandlet hårdhændet både under tilfangetagelsen og senere under den første del af hans fængselsophold. Senere under hans 5½ års ophold blev forholdene bedre.

John McCain siger selv følgende om torturen:

’I was hauled into an empty room and kept there for four days. At intervals, the guards returned to administer beatings. One guard held me while the others pounded away.

They cracked several of my ribs and broke a couple of teeth. Weakened by beatings and dysentery, with my right leg again almost useless, I found it impossible to stand.

On the third night I lay in my blood and waste, so tired and hurt that I could not move. Three guards lifted me to my feet and gave me the worst beating yet. They left me lying on the floor moaning from the stabbing pain in my re-fractured arm.
Despairing of any relief from pain and further torture, I tried to take my life. After several unsuccessful attempts, I managed to stand. Up-ending the waste bucket, I stepped on it, bracing myself against the wall with my good arm.
I looped my shirt through the shutters. As I looped it around my neck, a guard saw the shirt through the window, pulled me off the bucket and beat me.

Later, I made a second, feebler attempt at suicide. On the fourth day, I gave up. I signed a confession that “I am a black criminal and I have performed the deeds of an air pilot”.
The guards ordered me to record my confession on tape. I refused, and was beaten until I consented. The Vietnamese never seemed to mind hurting us, but they usually took care not to put our lives in danger.
We strongly believed that some PoWs were tortured to death and most were seriously mistreated.

One man, Dick Stratton, had huge infected scars on his arms from rope torture. His thumbnails had been torn off and he had been burned with cigarettes.’ [5]

I fængslet er der ikke udstillet eller fortalt så meget om de amerikanske fangers lidelseshistorier, men fokus er på de vietnamesiske revolutionære fanger, som holdtes her under den franske kolonitid. Den eneste undtagelse er to værelser, som fremviser rekvisitter (faldskærm, flyverdragt, hjelm og lign) og billeder fra John McCain’s ophold og ikke mindst hans tilbagevenden og forsoningsbesøg til Vietnam i 1985.

Rustne fængselsdøre ind til dødsceller.

En pilots kone

Mens vi går rundt og kigger billeder af amerikanske krigsfanger i det sidste værelse møder vi en amerikansk dame og hendes mand, der studerer billederne med stor interesse. Det er altid let at falde i snak med amerikanere, specielt når man nu selv har boet der. Vi udveksler lidt information om hvor vi kom fra og om USA. Vi snakker videre om nogle af billederne og historien om McCain. Vi står og kigger på billedet af hans frigivelse i 1973, da hun pludselig begynder at fortælle om hende selv. Hun havde været gift med en anden pilot, som var blevet skudt ned på hen ad samme tid som McCain. Hun kaldte ham blot for Eric. Hun udpegede ham på et af billederne, hvor piloterne deltog i en julefejring i 1973. Jeg kiggede over på hendes ledsager, som jeg så troede var Eric, men dertil forklarede hun at de var blevet skilt nogen tid efter at han kom tilbage. Og ledsageren var hendes nuværende mand. Han holdt sig beskedent i baggrunden, men vi dog at vide at han kom fra Schweiz.

Vi fik ingen detaljer om hvorfor de var gået fra hinanden eller Eric’s nuværende tilstand. Men hun sagde at det havde været hårdt for hende og det havde taget hende lang tid at tage sig sammen til at komme til Vietnam. Hun udtrykte stor medlidenhed med piloterne. I starten blev de behandlet meget dårligt og som McCain skriver udsat for tortur, men efter at det blev tilladt for Røde Kors at besøge dem forbedres deres forhold og pleje betragteligt.

Da vi kort efter kom forbi et billede med Nixon og McNamara hvæsede hun ophidset, ’Such bastards’. Efter en beroligende hånd fra hendes ledsager uddyber hun hendes udbrud; disse unge soldater blev nødt til at handle efter deres ordre og havde ikke noget valg og blev påført al den lidelse.

Som vi snakker videre, indrømmer hun de groteske i at det økonomiske system som amerikanerne dengang ville påtvinge vietnameserne, nu initieres og udfoldes med kyshånd af samme kommunistiske ledelse som førte kampen mod amerikanerne. Det skal retfærdighedsvis siges, at begge parter har ændret sig en del siden og det samme har hele den såkaldte geopolitiske situation. Vi snakkede videre om landets forvandling og at kapitalismen var kommet – igennem et par ombæringer, var øjensynligt nok for hende til at erklære at landet nu befandt sig i en god situation. Nu er amerikanere jo heller ikke forvænnet med ægte politisk frihed – dvs. at de ofte har en indsnævret demokrati forståelse end mange steder i Europa. Nå det var på tide at skilles og ønske dem en god videre rejse.

Efter at have set de forskellige eneceller, inklusiv dødcellerne, træder vi ind i et værelse med et skræmmende syn. En stor guillotine står op mod den ene væg. Det var naturligvis franskmændene der brugte den. Den blev brugt i dette rum, men var også portable så den blev flyttet rundt for at foretage henrettelser i andre lokationer. Et billede ved siden af den viser tre hoveder, som den har kappet af. Disse billeder var ikke nødvendige at se, maskinen i sig selv er uhyggelig nok.

Guillotinen et skræmmende dræber-instrument.

Hoa Lo var et grumt sted. Et udstillingsvindue for menneskelig lidelse. Tortur og henrettelser i igennem mere end et århundrede. Også et eksempel på at undertrykkelses apparater nemt kan skifte hænder og uden problemer servicere dem, som tidligere er blevet undertrykt af disse selv samme instrumenter. Dybere set, vel et udtryk for at både den franske kolonimagt og det vietnamesiske kommunist parti hylder samme princippet om at målet helliger midlet.

Wrap & Roll exit og Ngoc Son

Dejligt at kunne forlade museet og nyde at være frie mennesker. Maven var faldet så meget til ro, at der igen kunne tænkes på mad. Klokken var spisetid, da vi forlod Hoa Lo. Den første kærlighed ruster ikke let, så vi satte os for at finde den ny åbnede Wrap & Roll. Den restaurant som havde givet os nogle gode kulinariske oplevelser i HCMC. Den viste sig at ligge i den nye Plaza bygning, dvs. kun nogle få gader derfra. Desværre skuffede både maden og servicen, det vil sige endnu et negativ oplevelse af det vietnamesiske køkken.

På vej hjem gik vi en tur omkring Hoan Kiem søen og gjorde et stop ved den nordlige ende for at se Ngoc Son Templet, som er fra det 18 århundrede og som ligger på en lille ø, kaldet Jade øen. Vi kom dog ikke længere end til Huc broen, fordi der ikke var fri adgang til templet og vi var ikke ind stillet på at betale billetten. Broen var til gengæld meget flot – helt japansk med den rød-orange farve.

Huc broen til Jade-øen og til Ngoc Son Templet

Selvom vi ikke når ind i selve templet, læser vi dog en beskrivelse udenfor, som siger at dette er en hyldest til tre mænd. Den første er, den militære leder Tran Hung Dao, som opererede i det 13’ende århundrede og som også udmærkede sig ved at bekæmpe invasioner fra det kinesiske Yuan dynasti, den anden er Van Xuong, som var en lærd og den tredje person er Nguyen Van Sieu, som var en konfucianistisk mester og berømt skribent, som forestod en restaurering af templet i 1864.

Det virker således som et gennemgående tema, at man ærer historiske helte, som har kæmpet mod kineserne og intellektuelle, som har studeret konfucianisme. I Vietnam er historien derfor nærværende og bliver åbenlyst promoveret for at underbygge den nationale identitet.

Ikke mere Vietnam for i dag – dagen blev længere end vi havde regnet med, da vi uoplagte startede ud denne morgen, men nu er der bestemt heller ikke mere energi i hverken krop eller hoved.

En kvinde poserer for fotografen, iført en festlig udgave af den traditionelle ‘ao day’ (udtales ow yai). En dragt som denne bærer af mange, som en slags uniform og er praktisk i varmen og beskytter mod både regn og sol. Ngoc Son templet ses i baggrunden.

[1] http://news.bbc.co.uk/2/hi/asia-pacific/6450273.stm

[2] http://www.baomoi.com/Tinh-than-quyet-tu-cua-nhung-cam-tu-quan/121/7565052.epi

[3] http://travel.cnn.com/explorations/life/home-hanois-destitute-reality-long-bien-bridge-995635

[4] Sjovt nok kommer navnet ild-ovn (Hoa Lo, som også er gadens navn) fra det faktum, at der i gamle dage var en koncentration af butikker og håndværkere som fremstillede og solgte kedler, tepotter og komfurer i området hvor fængslet blev bygget. Udover et fængsel byggede franskmændene også et domshus og et hovedkvarter for deres hemmelige politi. Disse bygninger eksisterer øjensynligt ikke mere. (Information fra en planche i fængslet. Teksten på denne planche fortsætter med at beklage at vietnameserne i kraft af fængsel byggeriet mistede en landsby og med den, dens anderkendte håndværk – selvom der et andet sted står, at den og dens virke blev flyttet et andet sted hen af franskmændene!?)

[5] Side 247-248 i ‘Faith of My Fathers’, af John McCain

APRIL 10, 2013

Mere HANOI

Gadens lyde høres kun fjernt heroppe på 6.sal i vores hotelværelse. Til gengæld har nye og mere nærværende lyde taget over. Jeg har allerede fortalt om kirkeklokkerne, som høres tydeligt og ofte. Nogle har høns på taget, lige i nærheden, for en hane begynder at gale tidligt om morgenen, et andet sted, har nogle håndværkere gang i en motorsav og hotellets monotone vandpumpe kører næsten hele tiden og specielt om morgenen, sandsynligvis fordi folk i de andre værelser tager bad på den tid af morgenen.

I dag har jeg mulighed for at sidde lidt udenfor på vores tagterrasse inden vi starter på dagens program. Jeg konstaterer at al plads er udnyttet i Vietnam – det gælder således også pladsen på tagene. Man har alle mulige aktiviteter og ting her. Der holdes, som sagt, høns. Der gror urtehaver. Der hænger vasketøj. Der er opbevaring af forskellige ting. Der er også nogle som har køkkener heroppe og så er der store varmtvands beholdere overalt – næsten alle af mærket SONHA. Nogle er lodret placeret. Andre ligger ned. Nogle er af blankt stål. Andre igen af blåt plastik. Det må være en stor business i Vietnam at producere disse.

Man ser tydeligt gadens og kvarterets form og fremtoning herfra. Det er en meget uens bebyggelse og tydeligt at der er blevet bygget i forskellige tempi – ikke bare husene i gaden, men selv de enkelte huse er ikke blevet færdiggjort på en gang, men over flere perioder – når opsparingen har muliggjort et fortsat byggearbejde.

Nyt hotel, men kendt kvarter

På trods af hotels kvindelige manager, Jenny og hendes professionelle måde at styre stedet på og hendes udprægede serviceminded, som vi oplevede lige fra den første dag, valgte vi dog at flytte til et andet hotel. Årsagen skulle mest findes i den konstante støj på værelset.

Valget faldt på Star View Hotel på Quán Thánh gaden. Det havde set betydelig bedre ud på billederne og viste sig at være et andenrangs konferencehotel, men værelset var dog ok.

Vi indlogerer os og forberede os på en ny dag i Hanoi. Det går op for os at vi netop dagen forinden havde passeret igennem den selvsamme gade og at der her var en masse mindre butikker. Det kan kun betyde en ting, for Diana, nemlig fornyet shopping.

Gaden spyr en ny sværm af motorcykler ud. Disse udladninger fortsætter dagen igennem. Som tidligere nævnt er det en kunst at krydse dagen, men det er nu en kunst vi besidder og inden længe træder vi ind i dagen første butik.

Der hænger en lugt af røg i luften, da vi træder ind i butikken. Indehaveren har netop afbrændt noget religiøst papir for at skræmme diverse onde ånder væk. Derudover er der naturligvis et alter et eller andet sted i butikken med en storgrinende Buddha. Det virkede som om overtroiske ritualer er meget mere udbredte her i nord og at Thomas havde haft ret da han advarede os mod de butiksdrivendes overtro. Det går da heller ikke så godt med prisforhandlingerne og det er minimalt hvad Diana får købt.

Ved andre butikker, sidder indehaveren og deres familie og spiser deres frokost enten udenfor eller inde blandt alle varerne. Her er handlen stillet i bero.

En butiksansat brænder kulørtpapir af for at skræmme onde ånder væk. Damen i baggrunden synes vist at det er meget sjovt, at jeg tager billedet.

Der er mange små butikker på gaderne – som nævnt de utallige tøj- og fødevarebutikkerne, men der er også elektronikbutikker og mange af disse fører second-hand produkter. Disse ud-daterede VCR-maskiner og parabolantenner er stakket op og at dømme efter firmanavnene på kasser bliver de importeret fra Japan.

Det er også et område med mange koloniale bygninger og de er stadigt til at få øje på, fordi mange af dem heldigvis er blevet restaureret. Den gule maling er frisket op, de grønne skodder er nymalet og nye røde tegnsten er lagt på taget. Man skal dog kigge op for at se at det drejer som et kolonialt hus. På gadeplan ser man kun facader og skilte. Andre af disse gamle franske bygninger er derimod i dissideret forfald. De er afskallede og falmet og det virker som om de kun venter på at blive revet ned. Det er synd og skam.

En gammel bygning fra kolonitiden, som ikke bliver vedligeholdt. Det er vel kun et spørgsmål om kort tid inden den rives ned og erstattes af et kedeligt betonhus.

Som vi spadserer, slår et os at vi ikke ser mange hunde eller katte på gaderne. Godt det samme, fordi Diana er bange for hunde. Men gad vide hvorfor? Spiser de dem eller foretrækker de at have fugle og fisk i stedet?

Dong Xuan markedet

Så fandt vi det. Dong Xuan – det store en gros markedet i Hanoi. For at sætte trumf på shoppingen havde Diana været på udkig efter dette. Det havde dog taget os noget tid at finde gaden, hvor det var placeret.

Det er en kæmpestor bygning i 3 etager. Det er desuden et stykke kolonihistorie, idet den oprindelige markedsbygning blev opført af franskmændene i 1889. Den nuværende bygning er dog renoveret flere gange og senest i 1990’erne. Man ser dog stadigt de karakteristiske 5 buede indgangsportaler. Den store med trapper op til de andre etager har i midten en atriumgård prydet med et springvand, men derved hører pænheden også op. Resten er beton konstruktion i kedelige beige og med nedslidte og lortebrune fliser.

Her er udsalgssted på udsalgssted og disse bugner med varer. Det er også det største overdækkende marked i Hanoi, som sælger alt fra tekstiler til fødevarer. Der er dog påfaldende få kunder. De få der ses her, slæber enten på store pakker eller store sorte poser. Som vi går rundt og kigger på udvalget i butikkerne, får vi ingen henvendelser fra sælgerne. De gider knapt kigge op fra hvad de nu er i gang med – nogle af dem kan ikke slippe deres IPads. De virker totalt uinteresseret i at sælge noget. Det er meget mærkeligt. Normalt vil man sådan et sted løbe ind i et veritabelt bombardement af tilbud.

Cho Dong Xuan, som stadigt har de fem oprindelige og buede indgangsportaler – to er synlige på billedet.

Der begynder at gå op for os, at man bare ikke går ind på et en gros marked og tror at man kan handle som privatperson. Udover de afvisende attituder, får vi nu direkte at vide ’No’, ’No sale’.

Det er primært tekstiler der tilbydes her. Tekstil og tøjindustrien er vigtig i Vietnam. Den genererer arbejde for millioner af mennesker og sikrer store eksportindtægter. Man er stolte af denne sektor og det er også en stolthed vi mærker til på markedet. Vi er efterhånden nået til et område hvor sælgerne er knapt så afvisende og vi får hul igennem til reelle prisforhandlinger. De vil naturligvis helst sælge flere stykker, men går med til at sælge en enkelt. Da er det at jeg i kampens hede kommer til at spørge om tøjet mon skulle være lavet i Kina. Det fremkalder en voldsom reaktion. Det er det så absolut ikke. Det er 100 %, ’Made in Vietnam’! Så er det sat på plads.

Vi får købt et par bluser, men det er det hele. Altså ikke den store shopping oplevelse som vi (Diana) havde sat næsen op efter. På vejen ud bliver der råbt et eller andet om filippinere efter min kone – at dømme efter tonefaldet var det sagt fornærmende.

Bemærker for øvrigt i forbindelse med dialogen med de handlende at de peger med en flad vandret hånd og giver os to hænder når de ikke er enig i den foreslåede pris. Vi forlader dette sted præget af kundeligegyldighed og mangel på lyst til at sælge noget.

Sælgere sover i deres butik på Dong Xuan markedet og er dermed ikke i humør til at sælge noget.

Et ’nej’

Da vi således ikke har fået nævneværdigt ekstra at slæbe på, går vi lidt rundt i nabolaget. Det rummer mange butikker. Faktisk er området et af de mest travle forretningsområder i Hanoi, hvor det siges af omkring halvdelen af alle husstande er involveret i en eller form for handel.

Hvis det ikke lige var for de røde flag med den gule stjerne, kan man svært se forskel sydøst asiatiske samfund. Vi kunne lige så vel havet været i Kina eller Thailand eller Filippinerne.

’Hello, Hello’ bliver der råbt til os og der vinkes indbydende fra de påtrængende cykeltaxaer, som cirkler rundt for at finde kunder og som simpelthen ikke er til at slippe af med. De kan forsætte med at dække dig op lige meget om du går hurtigt, langsomt eller drejer af til andre sidegader.

Vi finder en cafe, som ser ud til at kunne imødekomme vores frokost behov. Den har et udvalg af forskellige retter. Som vi sidder der og spiser, udspiller der sig et scenario ved et bord udenfor. To ældre udenlandsk udseende mænd sidder og drikker en øl, da en gadesælger ikke kan bringes til at forstå, at de ikke vil købe noget og derfor bliver ved med at henvende sig til dem. Så springer den ene af mændene op og råber med kraftig stemme ’NO’ ind i ansigtet på sælgeren. Der giver et hop i sælgeren, som haster væk. Det virkede sørme.

Vi bliver nødt til at applaudere hans aktion. Vores egen frustration over disse forskellige gadesælgeres attitude har været tiltagende og hvad han netop gjorde, udtrykte også vores holdning og var simpelthen befriende. Vi veksler et par ord med dem. De er fra Belgien, men bor fast i Thailand og er på en sviptur til Vietnam. De siger, at de har god erfaring med at skræmme sælgere og andet påtrængende rak væk, med høj stemmeføring og truende kropsposition. Vi siger tak for rådet og ønsker dem et godt ophold.

På vej ud af cafeen bumper en tilfældigt forbipasserende ind i mig, han ser blot surt på mig og gør ingen ansats til undskyldning eller andre kommentarer.

Vi vandrer nogle flere gader og ser et par butikker mere – købegenet er ikke helt tilfredsstillet. I en af butikkerne skynder en indehaver sig at børste tøjet af efter at Diana har forladt butikken. Måske fordi hun ikke købte noget og indehaveren vil derfor sikre at denne dårlige holdning ikke hænger ved de tøj Diana har rørt ved. Der er masser af overtro i Vietnam.

Løbsk taxa og Plaza nok engang

Vi er efterhånden kommet helt over til præsident paladset – vi ville gerne have været derinde, men ser nu at det er lukket for i dag. Eftersom det er sidst på eftermiddagen og dagen står i shoppingens tegn prajer vi en grøn taxi og bestiller den til at køre os til Plaza centret.

Denne relative korte taxitur koster os ligeved 200.000 dong. Chaufføren kørte naturligvis den mest besværlige rute og hvad værre er, at taxametret undervejs galopperer afsted. Der må helt klart være pillet ved det. Men hvordan kan man gardere sig mod løbske taxametre før man rent faktisk sidder i bilen?

I betragtning af at det er forbudt at parkere på fortovet, er dette en rimelig frisk parkering.

Nok engang tilbage i det luksuriøse Plaza, må vi igen konstatere at der ikke er kommet flere kunder siden sidste gang vi var her. Vi var for eksempel oppe på den sal hvor diamant og juvel butikkerne ligger – hele ti styk af slagsen, men der var kun en 4-5 personer, der kiggede på udstillingerne og så vidt jeg kunne vurdere var der ingen som købte noget.

Derudover kunne det tyde på at de forsøger at tiltrække japanske turister. Oppe på øverste etage findes der en række delikatesse-butikker som for eksempel sælger mochi-sweet og choux-cream. Selv deres butiksskilte er skrevet både på engelsk og japansk. Vi ser dog ingen japanere, så måske er det bare en gimmick, men vi kan da også godt spise et par japanske kager!

Generelt har vi dog svært ved at se forstå hvem kunderne er til dette sted. Findes der virkeligt en rig middelklasse i Vietnam som har disse behov eller kommer der virkeligt så mange rige turister til Hanoi?

På vej tilbage til hotellet, en distance noget længere end den vi kørte tidligere på dagen, betalte vi nu taxaen 44.000 dong – vi var helt klart blevet snydt med den første taxi.

Alle advarer os, i stil med ’Be aware of your camera and your belongings’, men alle disse velmenende vietnamesere burde i virkeligheden sige, ’Be aware of the taxidrivers, travel agencies and streetsellers!’

Jeg snupper et nyt nummer af Viet Nam News nede i receptionen og læser at Sanofi allerede har hele to kontorer i Vietnam, både i Hanoi og i HCMC. Kontoret i HCMC er således placeret i Bitexco Financial Tower. Så man forstår Jays misundelse. De har allerede i dag en medarbejderstab på omkring 1200.

Derudover er de i gang med at bygge endnu en fabrik i Vietnam – udover de 2 produktionsfaciliteter de allerede har i HCMC om som dels ligger i Thu Duc og dels i distrikt 4. Den nye fabrik kommer også til at ligge i HCMC og produktion forventes at kunne begynde ved udgangen af 2015 med en årlig kapacitet på 90 millioner units. [1]

Også på dette område tager Sanofi føringen i forhold til Novo Nordisk og måske er det taktiske bedre at have hovedkontor i Hanoi end i HCMC, hvis man tænker på hvor Vietnams regering og sundhedsministerie befinder sig. Det var ikke så opløftende læsning at gå i seng på.

[1] Disse oplysninger blev bekræftet af en artikel i in-Pharma Technologist.com:

http://www.in-pharmatechnologist.com/Ingredients/New-Vietnam-Plant-as-Sanofi-Leads-the-Way-in-Emerging-Markets

APRIL 11, 2013

Van Phuc

Vi vågner op til en hidsig dytten og båtten fra gaden nedenfor hotellet. I dag har vi desuden fornøjelsen af en højtalervogn, som forkynder en eller anden offentligt besked og det virker som om den har udset sig gadehjørnet nedenfor vores hotel som holdeplads. Det er umuligt, at sove længere, så vi kan lige så godt gå i gang med at planlægge dagen og må samtidigt konstatere, at det altså ikke var lykkedes at få et mindre støjende hotelværelse.

Under samtale med vores receptionist den morgen – en midaldrende dame, med et markant permanentet hår, kommer jeg igen til at tænke på vores søgen efter at forstå den vietnamesiske nationale karakter. Først virker hun meget reserveret og nærmest afvisende, men som vi kommer i dialog, løsner hun op. Det samme har vi set med andre af hendes landsmænd. Men så heller ikke mere, vores pjatten og jokes preller fuldstændig af på hende – har de overhovedet humor eller har de en anden humor? Vi kan ikke huske at have mødt nogen eksempler på det. Der er måske heller ikke så meget at grine af?

Nå, vores ærinde med receptionisten denne morgen var at forhøre os om muligheden for at få arrangeret en tur ud til en landsby i nærheden af Hanoi. Vi ville gerne se den silkeproduktion, som angiveligt skulle foregå mange steder i den røde flods delta. Det kan hun godt klare, hun kender en chauffør, som kan bringe os til en landsby, hvor en sådan produktion foregår. Han vil være der om en times tid – så vi har lidt tid til morgenmad og til at gøre os parate til udflugten.

Vejen til Van Phuc

Trafikken er gået helt i stå. Vi er i gang med at passere et begravelsesoptog. En gruppe af mennesker bærer kranse og et billede af den afdøde oppe foran, en varevogn fungerer som rustvogn og andre slægtninge og pårørende går bagved i procession. Begravelse er et buddhistisk ærinde. Vi er på vej ud mod landsbyen Van Phuc og sidder i en taxa, som kører uden taxameter, fordi vi har hyret den til denne halvdagstur. Vores private chauffør kører i tavshed – vi indser at det har været en fejl ikke at tage en guided-tour, som vi var kommet for vane tidligere på turen. Nu skal vi til at gætte os til hvad vi ser, for chaufføren taler ikke engelsk.

Vi kører ad Nguyen Trai gaden og kommer forbi det nye Vincom Mega Mall, som ligger midt i et kæmpemæssigt byfornyelsesprojekt, der også omfatter en ny søjlehævet motorvej. Det er stadigt under opførelse, men ser ud til snart at være parat til åbning. Ifølge planchen udenfor bliver det et center, der kommer til at byde på shopping og fornøjelsesaktiviteter for at imødekomme den ekstra købekraft og behovet for underholdning for den velstående Vietnamesiske middelklasse. Der er restauranter, spillehaller, bowling, radiobiler, vandland og is-skøjtebane over et område på 230.000 kvadratmeter og det største i Vietnam og måske i Asien. Der er skudt 200 millioner US dollars i foretagenet af den amerikanske kapitalfond Warburg Pincus. De må have en god kalkule på et forventet afkast.

Hurtigere end forventet drejede taxa af og kørte igennem en lille portal og stoppede ved et kompleks af lave bygninger, hvor en masse tøjforretninger havde til huse. Chaufføren slog ud med hånden og indikerede at vi har fremme. Det var ikke det vi havde forventet. Var dette en landsby? Vi var jo stadigt i Hanoi. Hvor var silkeproduktionen? Dette var jo blot en samling tøjbutikker. Vi forsøgte at få klarhed over om vi var det rigtige sted, men chaufføren var afvisende. Vi blev ved med at spørge og gestikulere at dette ikke kunne være landsbyen. Det endte med at han tog sin mobiltelefon og begyndte at ringe og tale med nogen. Han vendte dog ikke tilbage til os eller gav os telefonen, så vi kunne tale med hans kontaktperson. Han blev blot ved med at tale og tale og på den måde vendte han sig bort fra os og undgik yderligere konfrontation. Det så desværre ikke ud til at vi kom videre med ham, så vi begyndte at kigge os omkring.

Tusinde træsko

Så var det vi hørte det. En konstant klaprende lyd. Det lyd næsten som om tusindvis af træsko blev trampet i et afsindigt tempo. Her var øjensynligt væverrier. Vi var overrasket. Var vi alligevel kommet til landsbyen Van Phuc?

Vi fulgte lyden og lidt nede af en gade identificerede vi et hus lyden kom fra. Døren stod åben så vi gik ind og der i husets eneste lokale stod en vævemaskine, der klappede afsted med fuld fart. En kvinde står og passer den. Hun hilser på os og forsøger at forklare os hvordan maskinen virker og hvordan stoffet væves. Det er dog lidt svært at høre og forstår hvad hun siger, dels på grund af larmen, men også fordi hun ikke taler specielt godt engelsk. Men vi får dog et indtryk af processen.

Kvinde ved vævemaskine i Van Phuc

Hun viser os også hen imod et udvalg af tekstiler, som er udstillet i den ene ende af rummet, og som hun opfordrer os til at købe. Det var måske derfor hun havde været så indbydende. Vi køber nu ingenting, men kigger interesseret på alle de forskellige silkeprodukter og det begynder at gå op for os, at vi nok alligevel er kommet til det rigtige sted. Vores forvirring skyldtes, at Hanoi har bredt sig ud over de seneste par årtier og nu har opslugt mange af disse oprindelige landsbyer. Vi er vel kun omkring en 10-15 kilometer ude af Hanoi i sydvestlig retning.

Da kommer ud igen, ser vi på den anden side af gårdspladsen et tempel. Det viser sig at være et tempel til ære for La Thi Nga, som angiveligt var den kvinde, der oprindeligt bragte silkekunsten og ikke mindst silkeormene til Vietnam fra Kina. Det skete for mere end 1000 år siden og da produktionen var etableret i byen, blev der herfra, at man efterfølgende leverede stof til de vietnamesiske kejseres, dronningers og mandariners dragter.

Vi går dybere ind i byen og erfarer, at der også væves andre steder. Vi kan høre den karakteristiske klaprende her og der. Vi komme forbi en lav fabriksbygning. Vi går også ind her. Der mange vævemaskiner herinde. En lang række på hver side af en midtergang. Tilsammen skaber de en infernalsk larm og de slidte drivremme pisker afsted og kommer betænkeligt tæt på som vi går igennem produktionshallen.

Hist og her kigger en arbejder forsigtigt frem bag en maskine. Ingen af dem har nogen beskyttelse på. De må få hørerskader af dette decibelniveau. Der er heller ingen afskærmninger eller anden form for sikkerhed. Der er heller ikke megen plads mellem maskinerne, lys eller ventilation. Desuden er der utroligt beskidt og støvet. Vi kan kun gætte hvordan løn og arbejdsvilkår ellers er for disse kvinder, der arbejder her.

Ingen stiller spørgsmål til vores tilstedeværelse. Det er måske normalt at turister blot vader ind og rundt hvor de lyster?

Det virkede som om både bygning og maskiner havde kendt til bedre dage – men det er svært for os at afgøre hvor nedslidt udstyret rent faktisk er. Det er som at træde tilbage i historien til begyndelsen af industrialiseringen i England, hvor der blev vævet i store larmende og støvede fabrikshaller, sandsynligvis noget liggende denne. Jeg tænker her på de barske beskrivelser, som jeg læste i Karl Marx, Kapitalen, under min studietid.

Det er en befrielse at komme ud af den larmende hal. Lidt længere nede af gaden ligger en fabrik mere. Der kigger vi også ind og ser at man her farver tekstiler i store bade. Der er en grim lugt. Store mængder tekstiler hænger til tørre, for derefter at blive rullet sammen i store ruller. Vi må ude igen for at trække frist luft og går videre ind i landsbyen.

En kvinde kigger ud mellem en række af larmende vævemaskiner

Besøg hos Mao

Et par gader længere fremme, fortæller et stort skilt over en indgangsportal at her bor Triêu Van Mão, som har specialiseret sig i produktion af traditionelle silke produkter. Det måtte vi naturligvis kigge lidt nærmere på. Damen, der går og fejer gårdspladsen, viser os ind hvor vævemaskinerne står og stamper. Det er ikke en specielt stor produktions hal de har her, måske er den mest for udstilling. Ud af stedets 4-5 vævestole kører kun en enkelt. De andre ansatte beskæftiger sig med at rulle tråd og klargøre garnspoler.

Produkterne der produceres i landsbyen bliver også til dels solgt på stedet. Som vi allerede har set, har hvert produktionssted deres egen slagssted og det gælder bestemt også hos Mao’s. Efter at have set produktionen ledes vi hen til butikken, af damen ude fra gården, det viser sig at hun er en slags manager. Butikken er ret stor og har alle typer af silke produkter. Hun følger os rundt og præsenterer de enkelte typer produkter, her er silkekjoler, skjorter, meterstof, sjal og tørklæder i alle størrelser og farver.

Hun fortæller også, at de fastholder traditionelle teknikker og værdier i den måde der produceres på. Der går primært på, at de er håndværksorienteret. At de enkelte virksomheder fortsætter med at arbejde på denne måde er kontrolleret af landsbyens lav.

Garnspoler klargøres hos Mao

Netop den nu afdøde Trieu Van Mao var en af de gamle silkehåndværkere, som kunne væve silke på traditionelle måder. Resultatet er en silke, som har sofistikeret mønstre og teksture. Hun præsenterer derefter det mest berømte silkeprodukt fra byen, nemlig den såkaldte cloud silke. Det er meget tyndt, blødt og skinnende. Det skulle kun være de allerbedste vævere, der kan lave dette. Vi har dog svært ved at vurdere det unikke i produktet – det skal man nok være fagmand for at kunne. Vi glemte helt at spørge hvor de i dag holder ormene.

Clinton og Vo Nguyen Giap

Vi kigger videre i butikken og fører nogle enkelte forhandlinger om pris, men synes det er for dyrt. Mens Diana kigger videre i butikken går jeg lidt rundt og kommer forbi deres kontorer – kigger naturligvis derind og ser blandt andet en række billeder på væggen af den legendariske Mao sammen med forskellige nobiliteter, som i tidens løb har besøgt deres sted. Specielt to af disse har fået en fremtrædende plads. Det er billedet fra Clintons besøg i år 2000, som den første besøgende amerikanske præsident efter Vietnamkrigen og som åbner op for forsoningen med Vietnam.

Det andet billede er fra 2003, hvor Mao står sammen med et af det Vietnamesiske kommunistparties koryfæer, nemlig general Võ Nguyên Giáp. Giáp er kendt for at have været kommandør i alle Vietnams krige i sidste århundrede, nemlig både mod franskmændene, japanerne og amerikanerne og desuden mangeårig medlem af kommunistparties politbureauet. Han døde først i oktober 2013, i en alder af 102.

Man forstår at disse billeder er oppe, det fås ikke mere prominent – på nær hvis onkel Ho også havde været der. Dette sammen med at man havde udvalgt stedet til at indgå i Clintons besøgsprogram, viser hvor respekteret Mao har været i Vietnams ledelse.

Da ingen beder om vores billede til væggen, må det være på tide at sige farvel til Mao og fortsætte turen rundt i Van Phuc.

Tidligere præsident Clinton får silkeprodukter præsenteret og forklaret hos Mao under hans besøg tilbage i år 2000. Et billede, som de er meget stolte af hos Maos.

Som vi går videre begynder det at gå op for os, at det ikke er nogen helt lille landsby. Vi kommer til et center i byen. Der en lille sø, en del forretninger og et udendørs markedet her. Vi hører her og der den klaprende lyd af vævemaskiner indefra husene. Damen fra Maos havde også fortalt at der stadigt blev vævet i henved halvdelen af alle husstandene og at der således skulle være mere end 1000 hjemmevæverier i byen.

Field Trip

Som vi stod der, på hvad der måtte være byens oprindelige torveplads, kom en større gruppe unge gående. De viste sig at være studerende fra Hanois universitet. Nogle af dem havde henvendt sig til Diana for at lave et interview. Det sædvanelige var sket, nemlig at de Diana forvekslet hende med en vietnameser.

De er ude på et field trip, hvor de har fået til opgave at fremskaffe kvalitativ empiri omkring problematikken; tradition versus modernisering. Det emne havde Diana ikke meget at sige til, men det viste sig, at de også studerede engelsk – godt nok kun på første år, men alligevel nok til at vi kunne føre en samtale med dem. De var vel omkring en 17-18 år gamle og alle piger.

Interviewet kommer derfor til at gå den anden vej. Vi stiller dem en masse spørgsmål om deres skolegang. Det er en win/win situation. De får trænet deres engelske og vi får en del viden om det vietnamesiske skolesystem.

De fortæller, at langt de fleste børn går i skole, og at landet derfor kun har få analfabeter. [1] Drenge og piger går i samme klasse. Selvom der ikke var drenge med i dag, er der også drenge på deres hold – de er blot ude på en anden opgave. Nogle af dem kommer fra landet og fortæller at der er stor forskel på by og land. Ude på landet går børn som regel ikke i skole ret længe, både fordi folk er fattigere her, men også fordi det forventes at børnene arbejder med i hjemmet – det er jo oftest landbrug de er beskæftiget med. Klassekvotienterne kan være ganske store – helt op til 50 elever i en klasse. Mange af lærerne er heller ikke færdiguddannet før de starter med at undervise.

Der er disciplin i de vietnamesiske uddannelsesinstitutioner, men fysisk afstraffelse er ikke tilladt. Børn går i grundskole fra 6 til 11 år. Derefter fortsætter nogen til de er 15 år (hvad mente de med det?), og nogle går i gymnasiet. De lader forstå, at de er privilegeret, fordi ikke så mange har mulighed for at fortsætte på universitetet. Det koster penge og de fleste gymnasier og universiteter findes kun i de store byer.

De var alle opdraget under den kærlige onkel Ho’s retningslinjer. De talte om ham som en anden julemand, som alle børn naturligvis kender. Da jeg spurgte nærmere til hvad det betød – kunne de ikke svare – måske på grund af mangel på sprog, men det gjorde heller ikke noget forsøg.

Gruppefoto med Vietnamesiske engelskstuderende fra Hanoi universitet.

Det var kun et par af de studerende, der talte så det var til at forstå. Sådan er niveauet altså, når man studerer engelsk i Vietnam!

Jeg havde snuppet et magasin (The Guide March 2013) på vores første hotel i Hanoi, heri fandtes en artikel om silkelandsbyen Van Phuc og det var den, der havde givet os ideen at besøge stedet. Artiklen havde også omtalt en gammel (90 år) væver, Nguyen Van Thang, som har boet i byen hele sit liv og som stadigt har et aktivt væveri – desuden virkede han som en der var villig til at fremvise sin virksomhed – det havde han i hvert fald gjort til journalisten.

Så derfor var der nu tid til at finde frem til Van Thang. Studenter kunne ikke hjælpe os med dette, for de var jo også besøgende. Vi prøvede at spørge forskellige forbipasserende, også ved hjælp af en af studenterne, men ingen kendte denne Van Thang.

Før vi fortsatte vores videre søgen i byen, kiggede vi lidt butikker omkring dette torv. Deres silketørklæder kostede omkring 25 dollars – selv efter forhandling. Efterfølgende så vi et sted på nettet, at man faktisk slet ikke kan være sikker på at silken er produceret lokalt, meget af det der sælges her er importeret fra Kina!

Vi fortsatte vores vandring ind i Van Phuc snævre gamle gader. Her fornemmer man ganske godt den gamle bys atmosfære. Der er mange gamle huse og gamle portaler med kinesiske inskriptioner. Vi kigger ind til et væveri i et lille hus, hvor en svedig mand passer vævemaskinerne og en ældre kvinde sidder og klargør garnnøglerne. Sandsynligvis hans mor – det er jo en familie orienteret produktion. De er ikke spor forbavset over at vi lige pludselig står i midten af deres hus. Vi kan naturligvis ikke kommunikere med dem, men manden kommer over og viser os over til et lille udvalg af silkeprodukter, som er til salg. Vi kigger lidt men går ikke videre med køb.

En dame med et lille barn på armen ser ud til at være villig til at hjælpe os. Hun kan lidt engelsk – men kender heller ikke Mr. Nguyen. Til gengæld siger hun, da vi spørger om hun kender sted hvor vi kan se ormene, at disse ikke længere findes i byen. Hvad skulle de også leve af – der var ikke mange træer i eller omkring byen og da slet ikke morbærtræer!

En gammel indgangsportal i Van Phuc, men det var heller ikke her at Nguyen boede.

Vi tager et par gader mere, mens vi kigger efter en indgangsportal, som ligner den der er på fotografiet i magasinet, men vi finder hverken portal eller Mr. Nguyen. Der er også i orden, for vi har fået tilstrækkeligt indtryk af både byen og dens silkeproduktion. Vi havde prøvet at spørge et par andre fodgængere, men vi fik modstridende svar – hvis vi overhovedet fik et svar, og de pegede i forskellige retninger – et udtryk for at de ikke forstod hvad vi spurgte efter. De fleste vi mødte var ikke særligt hjælpsomme. Det er den mest fjendtlig og ignorerende kultur, jeg har besøgt. Det er måske den samme aggressivitet, som har drevet og motiveret Vietnamesernes modstand mod invaderende magter. Den er blot nu blevet irrationel i forsøget på at interagere med resten af verden i udveksling, samkvem og handel.

Efter en 2-3 timers sightseeing vender vi tilbage til hvor vi startede turen og heldigvis er taxachaufføren der stadigt. Der bliver ikke sagt noget – hvad skal vi også sige? Han hverken kan eller vil snakke med os. Da vi kører ud på hovedgaden igen står en mand og pisser ugeneret på fortovet.

Vi kører samme vej tilbage mod hotellet. Bemærker at der ikke er mange – om noget biografer, ej heller ses ret mange møbelbutikker (ved ikke hvorfor jeg altid kigger efter disse?), men til gengæld er der en del karaoke-steder.

Eksamenstid

Vi nåede dog ikke helt tilbage til hotellet, fordi vi da vi kørte igennem den indre by genkendte den lave mur omkring Litteratur Templet (Thãng Long). Eftersom dette også var et sted, der var på vores besøgsliste, bad vi chaufføren om at sætte os af. Det gjorde han modvilligt. Vi skulle heldigvis ikke diskutere betaling med ham for dette var arrangeret med damen på hotellet – så det var nemt at springe ud af taxaen, da den holdt stille i et trafiklys.

Der var masser af mennesker på vej ind i templet og de færreste af disse var turister, så vidt vi kunne vurdere. Det gik snart op for os, at de fleste af de besøgende i dag var skolebørn og studenter og deres forældre og pårørende. Da vi nåede frem til den centrale plads i templet, forstod vi at det der foregik, var fejring af eksamen og for alle klassetrin. De små klasser var i skole uniform – de ældre i rationelle klædedragter.

Det giver god mening at fejre ens eksamen her, fordi stedet i historisk tid var dedikeret til studier af konfucianismen. Under kongen Ly Nhan Tang fra Lê Dynastiet i 1070 blev Vietnams første universitet grundlagt her.

http://www.simplysilkscarves.com/about/

En dag med studier i marken og i templet er ovre.

AIDS er eftersigende et stort problem. Der er øjensynligt for lidt oplysning om smittefaren og den udbredte prostitution gør det kun værre. (Til HCMC – kunne det være forklaringen på de manglende kunder?)

Vi så faktisk ingen større skove på turen op langs kysten – skovrydning er et stort problem. Hvad vi ikke ser på disse lange togturer, er egentlige skove. (Turen nordpå)

Næsten alle vi ser i landsbyerne og på markerne bærer den karakteristiske kegleformet hat, som kaldes en Nón lá (blad hat). Den optræder vel på næsten alle billeder fra Vietnam. Den bæres primært af kvinder i alle aldre. Det er en type hat fra før den koloniale periode. Den blev brugt på landet, men er flyttet til byerne sammen med vandringen fra land til by. Den er håndlavet af blade fra bambus palmen. Den symboliserer om noget Vietnameserne.

http://www.nnn.se/vietnam/history.pdf (udvide til note om besættelser)

Hvis der er fattige i et samfund, er det meste til salg.

Thai basil bruges til at krydre Pho – den nationale noodle ret.

Mekong, som på vietnamesisk betyder de ni drager – opkaldt efter flod-deltaets ni forgreninger.

Vietnam følger i realiteten den nyere kinesiske samfundsmodel, som blev introduceret af Deng Xiaoping tilbage i 1978, nu da den sovjetrussiske ikke længere eksisterer, og dette nok meget imod deres vilje.

[1] Ifølge UNESCO’s statistik kontor er der mindre end 10 % analfabetisme i Vietnam (Sep. 2013). http://www.uis.unesco.org/literacy/Documents/fs26-2013-literacy-en.pdf

Kapitel 14 og 15 er desværre ikke skrevet færdige – og dermed mangler afslutningen på Vietnam turen.

The Journey

Renewable Energy Empowerment

Sustainable Lifestyle Adoption

Community-Driven Initiatives

Harnessing Renewable Energy

Eco-Friendly Lifestyle Choices

Voices and analysts in the debate

Topic One

Topic Two

Topic Three

145

Renewable Energy Usage

78

Waste Reduction

92

Carbon Footprint

Begin Your Path to Climate Self-Sufficiency Now

Your cart (items: 0)

Climate Self-Sufficiency

Discover Essential Insights and Effective Solutions